Zona Velha
Af Nina Jalser
Den gamle, historiske bydel med atmosfære og sjæl er i dag nærmest en landsby i byen – med mange caféer og gode restauranter.
Den har ikke ændret sig væsentligt og giver et godt indtryk af øen i 1700- og 1800-tallet. Her er snævre stræder og interessante huse, malet i stærke farver og med stenindrammede døre og vinduer; nogle er i to etager og med smedejernsbalkoner. Husenes firesidede tage med lav rejsning og opadgående krumning er nok kinesisk inspireret. Ofte er de udsmykket med lerfigurer (tesouro de telhados, tagskat). Det kan være et barnehoved (ønske om mange børn til husets nygifte), akantusblade, dragehoved, konkylie, engel, due etc.
Mercado dos Lavradores, Largo dos Lavradores, åbent ma.(kun få boder)-fr. 7-20, lø. 7-14 (flest boder), 23.dec. åbent hele natten, tlf.291 222 584
Landarbejdernes Marked skal opleves om morgenen og helst en fredag eller lørdag, hvor markedshallen er fyldt, og markedet vokser ud af – og omkring – bygningen, for at give plads til sælgere fra omegnen.
Facadens eneste udsmykning er en azulejo, der viser en skulptur af »Leda med svanen« midt i markedstrængslen. Skulpturen er senere flyttet til rådhuset. Ellers er det en trist, gul og grå bygning, opført i 1941. Men det skal man ikke lade sig afskrække af, for går man indenfor i den myldrende markedshal, overvældes ens sanser af det orgie af farver, duft – og lyd, der findes her. Ved indgangen sælger blomsterkoner, iklædt farverige folkedragter, sæsonens blomster. I markedshallen sælges alverdens eksotiske frugter, foruden de kendte fra vore breddegrader. Frugterne er stablet i pyramider eller anbragt i flettede kurve. Indimellem er der grøntsager og krydderier og afdelinger med kød, levende fjerkræ, brød og ost – og endda kunsthåndværk. Vinsmagning i Garrafeira do Mercado (Loja 15-16, th. for indgangen), hvor selv loftet er beklædt med flasker.
Fiskemarkedet befinder sig i en lavere liggende, tilstødende hal. Her er fisk i alle størrelser lige fra chicharro (hestemakrel) og blæksprutter til enorme tun, der hugges i skiver med en skarp »machete«. Bemærk også fiskehallens azulejos.
Omkring markedet er der, foruden lotterisælgere, en del caféer og knejper.
Museu de Electricidade - Casa da Luz, Rua Casa da Luz 2, åbent ti.-lø. 10-12.30 og 14-18, entré, café, handicapvenlig, tlf.291 211 480, www.eem.pt
Elektricitetsmuseet er indrettet, hvor øens termiske kraftstation blev opført i 1897. Her kan man følge hele udviklingen fra olielamper og petroleumslamper til elektricitet, og børn kan more sig i eksperimentariet og med cd-rom. Desuden skiftende udstillinger af moderne kunst.
Zona Velha har to »hovedgader«: Rua Dom Carlos 1. og
Rua de Santa Maria.
Den charmerende, gamle, snævre gade med store handelshuse fra 1700-tallet blev tidligere kaldt Rua dos Caixeiros, kassegaden, for her lå værkstederne, hvor man fremstillede sukkerkasser.
Gaden begynder ved Largo do Poço, med Funchals ældste brønd, hvor det gamle Misericórdia hospital lå. Det blev ødelagt ved en oversvømmelse i 1803.
På hjørnet af Rua da Boa Viagem ligger Capela da Boa Viagem/de Nossa Senhora das Oliveiras fra 1683. Længere nede, på Rua de Santa Maria 88 hænger et af de to oratorier (1733), der er tilbage på byens Via Sacra. Gaden fortsætter op til Barreirinha.
Largo de Santa Maria lå uden for byens porte og her stod galgen (forca). Hængning kunne kun udføres efter godkendelse af kongen, som dog sjældent gav sin tilladelse.
Museu do Club Sport Marítimo, Rua Dom Carlos 1. 14, 1. sal, åbent ma.-fr. 9-18, 4, tlf.291 205 000
Pokaler og trofæer fra mange sportsgrene.
Madeira Story Centre, Rua Dom Carlos 1. 27-29, åbent dgl.10-18 (butik til 19), 9.60 €, café, tlf.291 000 770, www.storycentre.com
Elegant opsat oplever man 14 mio. års historie, fra øernes skabelse til i dag. Fantastisk godt, medrivende og morsomt. Afsæt mindst 2 t.
Vsa. museet, på Travessa do Accaioli, er der hver lø. formiddag loppemarked, Feira da Lagartixa.
Teleféricos, Jardim Almirante Reis og Caminho das Babosas 8, Monte, åbent dgl. 9-17.45, 10/15 €, kombibillet med Jardim Tropical, tlf.291 780 280, fax 291 780 281, www.madeiracablecar.com
Svævebanen kører på 10 min. op til Monte (se: Funchals omegn). Fra de små kabiner (41), med plads til otte personer, er der en fantastisk udsigt over Funchal og hele bugten. En betagende tur. Der kan transporteres 800 personer i timen, så giv ikke op pga. kø!
Svævebanens rampe ligger i Jardim Almirante Reis, et stort, moderne og enkelt anlæg af højt bølgende, grønne plæner med gangstier af planker, der leder tanken hen på skibsdæk. Det 10.000 m2 store anlæg er tegnet af João Ferreira Nunes, som også kreerede Expo 98-parken i Lissabon. Ved anlægget er legeplads, sigøjnermarked og busstation.
Largo do Corpo Santo
På pladsen er der hyggelige fortovsrestauranter. Bemærk at mange af de gamle huse på 1.sal har brødovne, der er bygget ud gennem facaden og med alentejoskorstene
Capela do Corpo Santo, åbent dgl. ca. 10-12.30 og 14.30-17.30
Kapellet er opført af sømænd og fiskere omkring 1500, og siden restaureret, men i samme stil. Det var samlingssted for Confraria do Corpo Santo, øens ældste broderskab, og de skabte her verdens første krisecenter, hvor man kunne søge hjælp, hvis man mistede et familiemedlem, kom ud for en ulykke eller havde andre store sorger.
På kapellets yderside er friser med bemærkelsesværdige udstikkende sten og gargoiler i form af kanoner samt gotisk portal. Indvendig er hele højaltret, sidevægge og loft dækket af malerier, der viser São Pedro Gonçalves Telmos liv og mirakler - og musicerende engle. Midt i højaltret ét, hvor han beskytter en portugisisk karavel samt en statuette af ham med skib ved fod. Maleri th. viser São Lourenço med risten (hvorpå han blev ristet over sagte ild!) og tv. Nossa Senhora do Socorro.
Desuden ses en statuette af São Benedito (ca. 1600), afrikaner og franciskaner, askeonsdag bæres han i procession. Bemærk også de gamle processionskors.
Fortsætter man ad Rua do Portão de São Tiago forbi de lave fiskerhuse og et rigtigt gammeldags skomagerværksted og støvlemager (i nr. 20), kommer man til en mini-stenstrand, Praia do Touco, med et par fiskerbåde og til
Fortaleza de São Tiago, Rua Portão de São Tiago, åbent ma.-lø. 10-12.30 og 14-17.30, entré, tlf.291 313 340, www.culturede.com – og god restaurant modsat indgangen til fortet
Det maleriske fort er, som forter skal være, med alt hvad dertil hører: tykke forsvarsmure med skydeskår, vagttårne, kanoner, esplanader, hemmelig gang til havet, cisterner, tøndehvælvinger, kapel m.m.
Efter franske korsarer i 1566 plyndrede Funchal, opførtes en ring af forsvarsmure omkring byen. I 1614 begyndte man at bygge fortet, der stod færdigt i 1637. I 1801-02 og 1807-14 var en del af de britiske tropper indkvarteret her, og i 1803, efter den frygtelige oversvømmelse, husede fortet mange familier, der var blevet hjemløse. Fortet fortsatte som kvarter for artilleri og militærpoliti indtil 1992, hvor det blev indrettet til kulturelle formål.
Museu de Arte Contemporânea har indtaget kommandantens tidligere bolig, hvor der er udstillet moderne portugisiske og madeiranske værker fra 1960'erne til i dag samt skiftende udstillinger. Et lille militærmuseum (åbent ma.-lø. 10-12 og 14-17, entré) ved indgangen viser bl.a. fortets historie. Under udforskning af fortet må man ikke glemme at gå helt op på tagesplanaden og nyde den smukke udsigt. Restaurant, se: Værd at vide.
Igreja Matriz de Santa Maria Maior/Santiago/do Socorro, Rua de Santa Maria, åbent ma.-fr. 18-20, lø. 15-18
Igreja de Santiago Menor blev i 1803 til sognekirke Santa Maria Maior, efter at denne, øens allerførste sognekirke, også kaldt Igreja de Santa Maria do Calhau (1430), nærmest blev skyllet væk under oversvømmelsen. (På dens sted ligger nu markedet). Men kirkens historie går længere tilbage:
I 1523, mens pesten hærgede, trak man lod om hvilken helgen, der skulle være byens beskytter: en af apostlene, Jomfru Maria eller Johannes Døberen. Det blev apostelen São Tiago Menor, Jakob den Yngre/Lille. For at være på den sikre side tog man dog de sædvanlige pestbeskyttere, São Sebastião og São Roque til »vicehelgener«.
Samme år blev et flamsk maleri af São Tiago bragt i procession til hans lille kapel, der var under opførelse her. Arbejdet gik i stå efter et jordskælv i 1538, og pesten vendte tilbage. På São Tiagos festdag den 1. maj blev der på ny arrangeret en procession til kapellet, som man lovede at fuldende. Efter løftet tog den mand, der havde ansvaret for byens sundhedstilstand, ordet og sagde med høj, opgivende røst: »Herre, jeg har gjort mit bedste for denne by, nu kan jeg ikke gøre mere. Her er min stav, så må du tage dig af det«. Derpå anbragte han staven – et tegn på hans værdighed – på altret foran São Tiago, og siden har der ikke været pest i byen. Kapellet fik derefter tilnavnet Socorro, redning.
Den nuværende kirke er opført efter jordskælvet i 1748. 1. maj hvert år udgår der kl. 9.30 en procession fra Capela do Corpo Santo til kirken, hvor byrådsmedlemmer deltager og placerer deres værdighedstegn og byens nøgle på São Tiagos alter, som aldrig må ændres! Om aftenen er der folkemusik og dans i Zona Velha.
I kirkens indgangsportal ses de oprindelige udskårne trædøre med muslingeskaller. Indvendig har kirken et smukt malet loft: Jesu himmelfart og rundt om tilskuerrækker som i et teater.
I korbuen ses endnu en muslingeskal, Ibsskal (den er nok et valfartssymbol, men ikke Jakob den Yngres/Lilles – derimod den Ældres).
São Tiago Menor var Funchals skytshelgen indtil 1803, hvor man valgte Nossa Senhora do Monte.
Fra kirkepladsen, Largo do Socorro, med bougainvilleapergola og bænke, kan man nyde udsigten over hav og by – og ned til lidoens muntre badested.
Lido Barreirinha, Largo do Socorro, åbent 8.30-19, entré, handicapvenlig, tlf.291 231 150
Trapper og elevator fører ned til et offentligt badested med omklædnings- og brusekabiner, solterrasser, solsenge, børneplaskepøl og adgang til havet – med pontoner, snackbar og restaurant.
© Nina Jalser
Af Nina Jalser
Den gamle, historiske bydel med atmosfære og sjæl er i dag nærmest en landsby i byen – med mange caféer og gode restauranter.
Den har ikke ændret sig væsentligt og giver et godt indtryk af øen i 1700- og 1800-tallet. Her er snævre stræder og interessante huse, malet i stærke farver og med stenindrammede døre og vinduer; nogle er i to etager og med smedejernsbalkoner. Husenes firesidede tage med lav rejsning og opadgående krumning er nok kinesisk inspireret. Ofte er de udsmykket med lerfigurer (tesouro de telhados, tagskat). Det kan være et barnehoved (ønske om mange børn til husets nygifte), akantusblade, dragehoved, konkylie, engel, due etc.
Mercado dos Lavradores, Largo dos Lavradores, åbent ma.(kun få boder)-fr. 7-20, lø. 7-14 (flest boder), 23.dec. åbent hele natten, tlf.291 222 584
Landarbejdernes Marked skal opleves om morgenen og helst en fredag eller lørdag, hvor markedshallen er fyldt, og markedet vokser ud af – og omkring – bygningen, for at give plads til sælgere fra omegnen.
Facadens eneste udsmykning er en azulejo, der viser en skulptur af »Leda med svanen« midt i markedstrængslen. Skulpturen er senere flyttet til rådhuset. Ellers er det en trist, gul og grå bygning, opført i 1941. Men det skal man ikke lade sig afskrække af, for går man indenfor i den myldrende markedshal, overvældes ens sanser af det orgie af farver, duft – og lyd, der findes her. Ved indgangen sælger blomsterkoner, iklædt farverige folkedragter, sæsonens blomster. I markedshallen sælges alverdens eksotiske frugter, foruden de kendte fra vore breddegrader. Frugterne er stablet i pyramider eller anbragt i flettede kurve. Indimellem er der grøntsager og krydderier og afdelinger med kød, levende fjerkræ, brød og ost – og endda kunsthåndværk. Vinsmagning i Garrafeira do Mercado (Loja 15-16, th. for indgangen), hvor selv loftet er beklædt med flasker.
Fiskemarkedet befinder sig i en lavere liggende, tilstødende hal. Her er fisk i alle størrelser lige fra chicharro (hestemakrel) og blæksprutter til enorme tun, der hugges i skiver med en skarp »machete«. Bemærk også fiskehallens azulejos.
Omkring markedet er der, foruden lotterisælgere, en del caféer og knejper.
Museu de Electricidade - Casa da Luz, Rua Casa da Luz 2, åbent ti.-lø. 10-12.30 og 14-18, entré, café, handicapvenlig, tlf.291 211 480, www.eem.pt
Elektricitetsmuseet er indrettet, hvor øens termiske kraftstation blev opført i 1897. Her kan man følge hele udviklingen fra olielamper og petroleumslamper til elektricitet, og børn kan more sig i eksperimentariet og med cd-rom. Desuden skiftende udstillinger af moderne kunst.
Zona Velha har to »hovedgader«: Rua Dom Carlos 1. og
Rua de Santa Maria.
Den charmerende, gamle, snævre gade med store handelshuse fra 1700-tallet blev tidligere kaldt Rua dos Caixeiros, kassegaden, for her lå værkstederne, hvor man fremstillede sukkerkasser.
Gaden begynder ved Largo do Poço, med Funchals ældste brønd, hvor det gamle Misericórdia hospital lå. Det blev ødelagt ved en oversvømmelse i 1803.
På hjørnet af Rua da Boa Viagem ligger Capela da Boa Viagem/de Nossa Senhora das Oliveiras fra 1683. Længere nede, på Rua de Santa Maria 88 hænger et af de to oratorier (1733), der er tilbage på byens Via Sacra. Gaden fortsætter op til Barreirinha.
Largo de Santa Maria lå uden for byens porte og her stod galgen (forca). Hængning kunne kun udføres efter godkendelse af kongen, som dog sjældent gav sin tilladelse.
Museu do Club Sport Marítimo, Rua Dom Carlos 1. 14, 1. sal, åbent ma.-fr. 9-18, 4, tlf.291 205 000
Pokaler og trofæer fra mange sportsgrene.
Madeira Story Centre, Rua Dom Carlos 1. 27-29, åbent dgl.10-18 (butik til 19), 9.60 €, café, tlf.291 000 770, www.storycentre.com
Elegant opsat oplever man 14 mio. års historie, fra øernes skabelse til i dag. Fantastisk godt, medrivende og morsomt. Afsæt mindst 2 t.
Vsa. museet, på Travessa do Accaioli, er der hver lø. formiddag loppemarked, Feira da Lagartixa.
Teleféricos, Jardim Almirante Reis og Caminho das Babosas 8, Monte, åbent dgl. 9-17.45, 10/15 €, kombibillet med Jardim Tropical, tlf.291 780 280, fax 291 780 281, www.madeiracablecar.com
Svævebanen kører på 10 min. op til Monte (se: Funchals omegn). Fra de små kabiner (41), med plads til otte personer, er der en fantastisk udsigt over Funchal og hele bugten. En betagende tur. Der kan transporteres 800 personer i timen, så giv ikke op pga. kø!
Svævebanens rampe ligger i Jardim Almirante Reis, et stort, moderne og enkelt anlæg af højt bølgende, grønne plæner med gangstier af planker, der leder tanken hen på skibsdæk. Det 10.000 m2 store anlæg er tegnet af João Ferreira Nunes, som også kreerede Expo 98-parken i Lissabon. Ved anlægget er legeplads, sigøjnermarked og busstation.
Largo do Corpo Santo
På pladsen er der hyggelige fortovsrestauranter. Bemærk at mange af de gamle huse på 1.sal har brødovne, der er bygget ud gennem facaden og med alentejoskorstene
Capela do Corpo Santo, åbent dgl. ca. 10-12.30 og 14.30-17.30
Kapellet er opført af sømænd og fiskere omkring 1500, og siden restaureret, men i samme stil. Det var samlingssted for Confraria do Corpo Santo, øens ældste broderskab, og de skabte her verdens første krisecenter, hvor man kunne søge hjælp, hvis man mistede et familiemedlem, kom ud for en ulykke eller havde andre store sorger.
På kapellets yderside er friser med bemærkelsesværdige udstikkende sten og gargoiler i form af kanoner samt gotisk portal. Indvendig er hele højaltret, sidevægge og loft dækket af malerier, der viser São Pedro Gonçalves Telmos liv og mirakler - og musicerende engle. Midt i højaltret ét, hvor han beskytter en portugisisk karavel samt en statuette af ham med skib ved fod. Maleri th. viser São Lourenço med risten (hvorpå han blev ristet over sagte ild!) og tv. Nossa Senhora do Socorro.
Desuden ses en statuette af São Benedito (ca. 1600), afrikaner og franciskaner, askeonsdag bæres han i procession. Bemærk også de gamle processionskors.
Fortsætter man ad Rua do Portão de São Tiago forbi de lave fiskerhuse og et rigtigt gammeldags skomagerværksted og støvlemager (i nr. 20), kommer man til en mini-stenstrand, Praia do Touco, med et par fiskerbåde og til
Fortaleza de São Tiago, Rua Portão de São Tiago, åbent ma.-lø. 10-12.30 og 14-17.30, entré, tlf.291 313 340, www.culturede.com – og god restaurant modsat indgangen til fortet
Det maleriske fort er, som forter skal være, med alt hvad dertil hører: tykke forsvarsmure med skydeskår, vagttårne, kanoner, esplanader, hemmelig gang til havet, cisterner, tøndehvælvinger, kapel m.m.
Efter franske korsarer i 1566 plyndrede Funchal, opførtes en ring af forsvarsmure omkring byen. I 1614 begyndte man at bygge fortet, der stod færdigt i 1637. I 1801-02 og 1807-14 var en del af de britiske tropper indkvarteret her, og i 1803, efter den frygtelige oversvømmelse, husede fortet mange familier, der var blevet hjemløse. Fortet fortsatte som kvarter for artilleri og militærpoliti indtil 1992, hvor det blev indrettet til kulturelle formål.
Museu de Arte Contemporânea har indtaget kommandantens tidligere bolig, hvor der er udstillet moderne portugisiske og madeiranske værker fra 1960'erne til i dag samt skiftende udstillinger. Et lille militærmuseum (åbent ma.-lø. 10-12 og 14-17, entré) ved indgangen viser bl.a. fortets historie. Under udforskning af fortet må man ikke glemme at gå helt op på tagesplanaden og nyde den smukke udsigt. Restaurant, se: Værd at vide.
Igreja Matriz de Santa Maria Maior/Santiago/do Socorro, Rua de Santa Maria, åbent ma.-fr. 18-20, lø. 15-18
Igreja de Santiago Menor blev i 1803 til sognekirke Santa Maria Maior, efter at denne, øens allerførste sognekirke, også kaldt Igreja de Santa Maria do Calhau (1430), nærmest blev skyllet væk under oversvømmelsen. (På dens sted ligger nu markedet). Men kirkens historie går længere tilbage:
I 1523, mens pesten hærgede, trak man lod om hvilken helgen, der skulle være byens beskytter: en af apostlene, Jomfru Maria eller Johannes Døberen. Det blev apostelen São Tiago Menor, Jakob den Yngre/Lille. For at være på den sikre side tog man dog de sædvanlige pestbeskyttere, São Sebastião og São Roque til »vicehelgener«.
Samme år blev et flamsk maleri af São Tiago bragt i procession til hans lille kapel, der var under opførelse her. Arbejdet gik i stå efter et jordskælv i 1538, og pesten vendte tilbage. På São Tiagos festdag den 1. maj blev der på ny arrangeret en procession til kapellet, som man lovede at fuldende. Efter løftet tog den mand, der havde ansvaret for byens sundhedstilstand, ordet og sagde med høj, opgivende røst: »Herre, jeg har gjort mit bedste for denne by, nu kan jeg ikke gøre mere. Her er min stav, så må du tage dig af det«. Derpå anbragte han staven – et tegn på hans værdighed – på altret foran São Tiago, og siden har der ikke været pest i byen. Kapellet fik derefter tilnavnet Socorro, redning.
Den nuværende kirke er opført efter jordskælvet i 1748. 1. maj hvert år udgår der kl. 9.30 en procession fra Capela do Corpo Santo til kirken, hvor byrådsmedlemmer deltager og placerer deres værdighedstegn og byens nøgle på São Tiagos alter, som aldrig må ændres! Om aftenen er der folkemusik og dans i Zona Velha.
I kirkens indgangsportal ses de oprindelige udskårne trædøre med muslingeskaller. Indvendig har kirken et smukt malet loft: Jesu himmelfart og rundt om tilskuerrækker som i et teater.
I korbuen ses endnu en muslingeskal, Ibsskal (den er nok et valfartssymbol, men ikke Jakob den Yngres/Lilles – derimod den Ældres).
São Tiago Menor var Funchals skytshelgen indtil 1803, hvor man valgte Nossa Senhora do Monte.
Fra kirkepladsen, Largo do Socorro, med bougainvilleapergola og bænke, kan man nyde udsigten over hav og by – og ned til lidoens muntre badested.
Lido Barreirinha, Largo do Socorro, åbent 8.30-19, entré, handicapvenlig, tlf.291 231 150
Trapper og elevator fører ned til et offentligt badested med omklædnings- og brusekabiner, solterrasser, solsenge, børneplaskepøl og adgang til havet – med pontoner, snackbar og restaurant.
© Nina Jalser
