Mellem centrums floder
Af Nina Jalser
Mellem Ribeira de Santa Luzia og Ribeira João Gomes ligger interessante, gamle gader og byens hovedgade Rua Dr. Fernão Ornelas, populært kaldet »skogaden«. Den har både elegante boutiques og (om hjørnet, på Rua do Bettencourt 1-5) Bazar do Povo, Folkets bazar, åbent ma.-fr. 9-20, lø. 9-13, der er et gammeldags stormagasin i flere etager, grundlagt i 1883 og nærmest et nationalklenodie.
De første broer over floderne var improviserede, af træ og meget skrøbelige. Man måtte kun tage sine trækdyr med over, når floderne var fyldt med vand, ellers skulle man vade over flodlejet for at skåne broerne.
Funchals flodkanaler: Funchals floder er tidligere ofte løbet over deres bredder. I oktober 1803, efter flere måneders tørke, forårsagede et uophørligt skybrud en sand syndflod, der rev alt med sig: broer, huse, forsvarsværker, kvæg – og 600 mennesker omkom. Året efter var Funchals floder lagt i murede kanaler for at forhindre lignende katastrofer. I dag er de dækket af blomstrende bougainvillea.
Largo do Pelourinho
Den lille, hyggelige plads (med café, åben 10-02), afgrænset af to floders udløb, var i 1500- og 1600-tallet byens centrum. Herfra udgik Rua Direita, som portugiserne altid kaldte den første hovedgade, de anlagde, og her lå byens første toldbod.
På Dom Manuels opfordring rejstes i 1486 en pelourinho i arrabidasten (fra fastlandet) og tre år senere et rådhus.
Funchals pelourinho blev ødelagt i 1835, efter borgerkrigen – den var et tegn på feudalismen! Efter en brand i 1978 blev en del af området imidlertid genopbygget, og i 1989 rejstes en marmorkopi af Dom Manuels pelourinho.
Pelourinho
Fra ca. 1100 til 1833 havde næsten hver portugisisk by en stensøjle, pelourinho, som tegn på kommunal selvstændighed og dømmende magt (pelouro = et byrådsmedlems service/magtområde).
En bys pelourinho blev placeret foran rådhuset eller bispepaladset alt efter, hvem der havde den dømmende magt. De var en slags gabestok/skamstøtte, hvor man bandt byens kriminelle til spot og spe. Også lokale bekendtgørelser blev ophængt eller læst op her. Enkelte pelourinhos har endnu de jernringe, man bandt synderen til, men de fleste ringe blev fjernet, da denne straffemetode blev forbudt i 1833.
De mange pelourinhos afspejler tidernes stilarter. Nogle er helt enkle søjler, andre snoede eller formet som en obelisk, men langt de fleste er manuelinske med armillarsfære og Kristuskors.
I 2003 blev et postbud i San Francisco idømt tre måneders fængsel for posttyveri; men blev løsladt mod at han foran posthuset stod med et skilt om halsen, hvorpå der stod: »Jeg har stjålet post. Dette er min straf«.
Ved pladsen ses et af de 14 oratorier, der hang langs den lokale Via Sacra. I dag er der kun to tilbage, det andet hænger i Rua de Santa Maria i Zona Velha (se nedenfor).
Lige foran pladsen, på Avenida do Mar, ligger Praça da Autonómia til minde om Madeiras delvise selvstændighed efter Nellikerevolutionen i 1974. Monumentet viser en kvinde, der har kæmpet sig ud af fangenskab, udført af Ricardo Velosa.
Museu do Bordado, Tapeçarias e do Artesanato da Madeira (IVBAM), Rua do Visconde Anadia 44 1. sal, åbent ma.-fr. 9-12.30 og 14-17.30, 2 €, tlf.291 211 600, www.bordadomadeira.pt
Et seværdigt broderimuseum med skiftende udstillinger fra museets store samling, der bl.a. omfatter mønstertegninger, klædedragter, duge og gobeliner. Også billedbroderier spænder vidt: lige fra Salazar til Dronning Elizabeth 2. Bemærk i forhallen en 20 m2 stor gobelin, Alegoria da Madeira, som det tog 14 piger tre år (1958-61) og syv mio. sting at fremstille.
Længere nede ad gaden i nr. 33, i en bygning fra 1920'erne, i uændrede lokaler, kan man besøge broderifabrikken Patricio & Gouveia, åbent ma.-fr. 9-13 og 15-18 (forretning også lø.9.30-12), gratis, tlf.291 222 928, www.bordal.com ,hvor man selv kan gå rundt og se på
1. sal: broderimønstertegnere og –arkiv (ca. 11.500 forskellige mønstre) og gobelintegnere, der overfører fra billede til lærred
2. sal: mønstertegning, mønsterpapir lægges på trådlige stof og en klud med indigoblåt og petroleum gnides henover – derefter sendes det ud til broderidamer
3. sal: vask, klip og strygning - efter færdigbrodering vaskes det, klippes tæt til broderikant og stryges. Til sidst bringes broderiet til kontrol på IBTAM for at få »selo«, et hologram, der borger for kvaliteten.
I stuen er der salgsudstilling – øens største udvalg – og i kælderen prøvesmagning og salg af madeiravin og portugisisk keramik.
Museu Henrique e Francisco Franco, Rua de João de Deus 13, åbent ma.-fr. 10-18, entré, tlf.291 230 633, www.cm-funchal.pt
Henrique Franco (1883-1961) var impressionistisk maler, og utallige er hans madeiranske landskaber og portrætter. Francisco Franco (1885-1955) var billedhugger. Han arbejdede både med sten, metal, træ og ler og malede akvareller med motiver fra sine rejser til Italien. Brødrene var født på Madeira, men videreuddannede sig i Lissabon, Paris (hvor Francisco mødte Rodin) og Madrid.
Mange af Franciscos værker finder man på Madeira: Zarco-monumentet i Terreiro da Luta, Torso og Engel på São Martinhos kirkegård samt Flymonument, Sædemand og Zarco-statue i Funchal. Efter den monumentale Zarcostatue blev Francisco en af Portugals førende billedhuggere. For Salazar-regimet, der fandt hans kunst passende, udførte han buster og statuer af portugisiske konger, historiske helte og – Salazar. Museet viser skiftende udstillinger af brødrenes værker, arbejdsskitser og modeller.
Igreja do Carmo, Rua do Carmo, åbent dgl. kl. 19 og hele sø
Kirken (1660) har to smukke sarkofager (bl.a. kirkens bygherre Pedro Gonçalves Brandãos) placeret i nicher i de azulejosbeklædte vægge.
Museu Mary Jane Wilson, Rua do Carmo 61, åbent ti.-fr.10-12 og 14-17, lø.10-13, gratis, tlf.291 225 492, www.cifnsv.com , www.cm-funchal.pt
Mary Jane Wilson (1840-1916) født i Indien af britiske forældre; men blev tidligt forældreløs. Konverterede til katolicismen 1 1873 og kom i 1881 til Madeira som sygeplejerske for en englænder. Mary Jane blev i Funchal og viede sit liv ti syge og fattige, oprettede børnehjem, skoler og hospitaler – og grundlagde i 1884 Congregação das Irmãs Franciscanas de Nossa Senhora das Vitórias, som i dag findes i mange lande.Museet viser personlige ting og gamle fotos fra hendes liv og arbejde.
I Rua da Conceição (ved Praça do Carmo) har den ene side af gaden stadig en række smukke, gamle huse samt det flot restaurerede Palácio dos Cônsules i nr. 29 - og udendørs caféer, et populært frokost- og mødested for unge.
© Nina Jalser
Af Nina Jalser
Mellem Ribeira de Santa Luzia og Ribeira João Gomes ligger interessante, gamle gader og byens hovedgade Rua Dr. Fernão Ornelas, populært kaldet »skogaden«. Den har både elegante boutiques og (om hjørnet, på Rua do Bettencourt 1-5) Bazar do Povo, Folkets bazar, åbent ma.-fr. 9-20, lø. 9-13, der er et gammeldags stormagasin i flere etager, grundlagt i 1883 og nærmest et nationalklenodie.
De første broer over floderne var improviserede, af træ og meget skrøbelige. Man måtte kun tage sine trækdyr med over, når floderne var fyldt med vand, ellers skulle man vade over flodlejet for at skåne broerne.
Funchals flodkanaler: Funchals floder er tidligere ofte løbet over deres bredder. I oktober 1803, efter flere måneders tørke, forårsagede et uophørligt skybrud en sand syndflod, der rev alt med sig: broer, huse, forsvarsværker, kvæg – og 600 mennesker omkom. Året efter var Funchals floder lagt i murede kanaler for at forhindre lignende katastrofer. I dag er de dækket af blomstrende bougainvillea.
Largo do Pelourinho
Den lille, hyggelige plads (med café, åben 10-02), afgrænset af to floders udløb, var i 1500- og 1600-tallet byens centrum. Herfra udgik Rua Direita, som portugiserne altid kaldte den første hovedgade, de anlagde, og her lå byens første toldbod.
På Dom Manuels opfordring rejstes i 1486 en pelourinho i arrabidasten (fra fastlandet) og tre år senere et rådhus.
Funchals pelourinho blev ødelagt i 1835, efter borgerkrigen – den var et tegn på feudalismen! Efter en brand i 1978 blev en del af området imidlertid genopbygget, og i 1989 rejstes en marmorkopi af Dom Manuels pelourinho.
Pelourinho
Fra ca. 1100 til 1833 havde næsten hver portugisisk by en stensøjle, pelourinho, som tegn på kommunal selvstændighed og dømmende magt (pelouro = et byrådsmedlems service/magtområde).
En bys pelourinho blev placeret foran rådhuset eller bispepaladset alt efter, hvem der havde den dømmende magt. De var en slags gabestok/skamstøtte, hvor man bandt byens kriminelle til spot og spe. Også lokale bekendtgørelser blev ophængt eller læst op her. Enkelte pelourinhos har endnu de jernringe, man bandt synderen til, men de fleste ringe blev fjernet, da denne straffemetode blev forbudt i 1833.
De mange pelourinhos afspejler tidernes stilarter. Nogle er helt enkle søjler, andre snoede eller formet som en obelisk, men langt de fleste er manuelinske med armillarsfære og Kristuskors.
I 2003 blev et postbud i San Francisco idømt tre måneders fængsel for posttyveri; men blev løsladt mod at han foran posthuset stod med et skilt om halsen, hvorpå der stod: »Jeg har stjålet post. Dette er min straf«.
Ved pladsen ses et af de 14 oratorier, der hang langs den lokale Via Sacra. I dag er der kun to tilbage, det andet hænger i Rua de Santa Maria i Zona Velha (se nedenfor).
Lige foran pladsen, på Avenida do Mar, ligger Praça da Autonómia til minde om Madeiras delvise selvstændighed efter Nellikerevolutionen i 1974. Monumentet viser en kvinde, der har kæmpet sig ud af fangenskab, udført af Ricardo Velosa.
Museu do Bordado, Tapeçarias e do Artesanato da Madeira (IVBAM), Rua do Visconde Anadia 44 1. sal, åbent ma.-fr. 9-12.30 og 14-17.30, 2 €, tlf.291 211 600, www.bordadomadeira.pt
Et seværdigt broderimuseum med skiftende udstillinger fra museets store samling, der bl.a. omfatter mønstertegninger, klædedragter, duge og gobeliner. Også billedbroderier spænder vidt: lige fra Salazar til Dronning Elizabeth 2. Bemærk i forhallen en 20 m2 stor gobelin, Alegoria da Madeira, som det tog 14 piger tre år (1958-61) og syv mio. sting at fremstille.
Længere nede ad gaden i nr. 33, i en bygning fra 1920'erne, i uændrede lokaler, kan man besøge broderifabrikken Patricio & Gouveia, åbent ma.-fr. 9-13 og 15-18 (forretning også lø.9.30-12), gratis, tlf.291 222 928, www.bordal.com ,hvor man selv kan gå rundt og se på
1. sal: broderimønstertegnere og –arkiv (ca. 11.500 forskellige mønstre) og gobelintegnere, der overfører fra billede til lærred
2. sal: mønstertegning, mønsterpapir lægges på trådlige stof og en klud med indigoblåt og petroleum gnides henover – derefter sendes det ud til broderidamer
3. sal: vask, klip og strygning - efter færdigbrodering vaskes det, klippes tæt til broderikant og stryges. Til sidst bringes broderiet til kontrol på IBTAM for at få »selo«, et hologram, der borger for kvaliteten.
I stuen er der salgsudstilling – øens største udvalg – og i kælderen prøvesmagning og salg af madeiravin og portugisisk keramik.
Museu Henrique e Francisco Franco, Rua de João de Deus 13, åbent ma.-fr. 10-18, entré, tlf.291 230 633, www.cm-funchal.pt
Henrique Franco (1883-1961) var impressionistisk maler, og utallige er hans madeiranske landskaber og portrætter. Francisco Franco (1885-1955) var billedhugger. Han arbejdede både med sten, metal, træ og ler og malede akvareller med motiver fra sine rejser til Italien. Brødrene var født på Madeira, men videreuddannede sig i Lissabon, Paris (hvor Francisco mødte Rodin) og Madrid.
Mange af Franciscos værker finder man på Madeira: Zarco-monumentet i Terreiro da Luta, Torso og Engel på São Martinhos kirkegård samt Flymonument, Sædemand og Zarco-statue i Funchal. Efter den monumentale Zarcostatue blev Francisco en af Portugals førende billedhuggere. For Salazar-regimet, der fandt hans kunst passende, udførte han buster og statuer af portugisiske konger, historiske helte og – Salazar. Museet viser skiftende udstillinger af brødrenes værker, arbejdsskitser og modeller.
Igreja do Carmo, Rua do Carmo, åbent dgl. kl. 19 og hele sø
Kirken (1660) har to smukke sarkofager (bl.a. kirkens bygherre Pedro Gonçalves Brandãos) placeret i nicher i de azulejosbeklædte vægge.
Museu Mary Jane Wilson, Rua do Carmo 61, åbent ti.-fr.10-12 og 14-17, lø.10-13, gratis, tlf.291 225 492, www.cifnsv.com , www.cm-funchal.pt
Mary Jane Wilson (1840-1916) født i Indien af britiske forældre; men blev tidligt forældreløs. Konverterede til katolicismen 1 1873 og kom i 1881 til Madeira som sygeplejerske for en englænder. Mary Jane blev i Funchal og viede sit liv ti syge og fattige, oprettede børnehjem, skoler og hospitaler – og grundlagde i 1884 Congregação das Irmãs Franciscanas de Nossa Senhora das Vitórias, som i dag findes i mange lande.Museet viser personlige ting og gamle fotos fra hendes liv og arbejde.
I Rua da Conceição (ved Praça do Carmo) har den ene side af gaden stadig en række smukke, gamle huse samt det flot restaurerede Palácio dos Cônsules i nr. 29 - og udendørs caféer, et populært frokost- og mødested for unge.
© Nina Jalser
