Historie
Nogle historikere mener, at Madeira-øgruppen blev opdaget allerede i oldtiden. Fønikiske, romerske og nordafrikanske sømænd besøgte lejlighedsvis øerne, bl.a. for at hente vand, – dog uden at slå sig ned. Plinius (23-79) skrev om Purpur-øerne, hvis beliggenhed passer med Madeira.
Andre mener, at portugiserne opdagede øerne mellem 1317 og 1336, men forlod dem igen. En legende fortæller om englænderen Robert Machims skibbrud på Madeira i 1346 se: Let læsning til flyet
Officiel opdagelse
Legender
Historikere er enige om, at mellem 1418 og 1420 (gen)opdagede de to portugisere Zarco og Teixeira Porto Santo og Madeira. Men hvordan? Se, det er indhyllet i utallige legender, og krønikeskriverne har haft travlt! Den bedst kendte version lyder:
Infante Dom Henrique (Henrik Søfareren) havde i sin tjeneste to portugisiske riddere: João Gonçalves (med tilnavnet Zarco = den lysblåøjede) og Tristão Vaz (der tog sin kones adelsnavn Teixeira). De var begge kendt for deres mod og havde kæmpet mod maurere i Algarve og i Ceuta i Nordafrika (1415). Disse to barske fyre blev udrustet med skibe (Zarcos hed São Lourenço) og mandskab, og i 1418 sendte Infante Dom Henrique dem af sted ned langs den afrikanske vestkyst for at erobre nye landområder (Guinea). En voldsom storm slog dem ud af kurs, og de endte på en idyllisk ø, som de, i taknemmelighed over at være blevet reddet, kaldte Porto Santo (hellig havn). Her efterlod de nogle af deres folk og sejlede tilbage til Algarve for at overbringe Henrique nyheden. Han blev henrykt over opdagelsen og sendte dem året efter tilbage med nye forsyninger og mere mandskab. Ved ankomsten fortalte de, der var blevet på øen, om mærkelige skydannelser i horisonten mod vest – verdens ende! Zarco sejlede modigt af sted og fandt øen Madeira. Han gik i land ved en bugt (Machico) og fandt der Robert Machim og Anna d’Arfets grav med et stort kors, hvis inskription lød: »De første kristne, der kommer til denne ø, skal bygge en kirke over vores grav«. Det gjorde Zarco – øens første kirke!
Zarco kaldte øen Madeira (træ), fordi den var så tæt bevokset med træer, at den var næsten ufremkommelig – og absolut uopdyrkelig. Inden han forlod øen satte han ild til træerne for at gøre jorden dyrkbar – og branden rasede og ulmede i syv år!
Kendsgerninger
De historiske kendsgerninger er ikke mindre spændende: Dom Afonso 4. (1325-57) sendte flere ekspeditioner til De Canariske Øer, bl.a. i 1336. Om bord var genovesere, castilianere, cataloniere, aragoniere og portugisere. De besøgte alle 13 Canarie-øer og også Madeira-øgruppen. På et catalansk kort (1339) er begge øgrupper aftegnet, mange med nutidens navne. Øerne blev i 1351 kortlagt af florentinerne (Medici Atlas, findes på Nationabiblioteket i Firenze), ligeledes med navne: J. (Isola, dvs. ø) di lolegname (som man mener, er en italiensk forvanskning af det arabiske ord al Aghnam (= af træ), Porto Sco (= hellig havn) og J. (Isola) deserte (= øde).
Både castilianerne og portugiserne var interesserede i at erobre De Canariske Øer, der var beboet af guancher, en indfødt befolkning, som levede på stenalderniveau. Her var store økonomiske muligheder: slaver, farvevajd og fisk. I mere end 100 år kæmpede portugiserne for at få øerne; men i 1436 blev de tilkendt castilianerne af Pave Eugene 4.
Den ubeboede Madeira-øgruppe havde ikke haft portugisernes interesse, før konkurrenten, castilianerne, i 1417 sendte en ekspedition til Porto Santo. Det fik portugiserne til at reagere lynhurtigt og beslutsomt – og i 1418/19 og i 1420 sendte de to ekspeditioner fra Algarve med bosættere, folk og fæ, og tog straks øerne i permanent besiddelse – Portugals første koloni! Øernes navne oversatte de fra det catalanske og florentinske kort til portugisisk.
Kolonisation
De to såkaldte opdagere João Gonçalves Zarco og Tristão Vaz Teixeira samt genoveseren Bartolomeu Perestrelo (som kom med på den anden ekspedition) tilhørte lavadelen. De medbragte ikke alene hele deres familie og adelige venner, men også folk fra andre samfundsklasser (inkl. straffefanger), der økonomisk og socialt var afhængige af dem. Zarco fordelte øerne mellem de tre: Madeira blev delt diagonalt fra nordvest til sydøst (Porto Moniz-Caniço), Zarco tog den sydvestlige del og grundlagde Funchal, Teixeira fik den nordøstlige del, hvor Machico blev hovedby, og Perestrelo fik Porto Santo.
Meget hurtigt indførtes slaver, der ryddede store skovarealer (ikke alt træ blev brændt, noget var godt skibstømmer, som var i høj kurs i Lissabon til de opdagelsesrejsendes
karaveller), omdannede de stejle bjergsider til frugtbare terrasser og anlagde vandingssystemet med levadaer. Man plantede sukkerrør på hele sydkysten samt vin og hvede (fra 1450-70 var Madeira storproducent af hvede) og opførte 40 vandmøller. Sukker, »drageblod« fra drageblodstræet og farvevajd eksporteredes – det gik strygende. Indflydelsesrige handelsfolk fra hele Europa, især Genova, Firenze, Flandern og Frankrig, strømmede til, slog sig ned og ændrede deres navn til en portugisisk version.
I 1420 blev Infante Dom Henrique Stormester af Kristusordenen, og i 1433 fik han øerne som et »åndeligt« len, så bosætterne måtte betale tiende til Kristusordenen. Han var nu herre over øerne og udnævnte i årene 1440-50 officielt Zarco, Teixeira og Perestrelo til capitães-donatários. De fik deres capitanias, »kaptajnsdømmer«, som arvelen, hvor de kunne uddele land til bosættere efter behag og - fik monopol på al produktion. Zarcofamilien og dens efterkommere, da Câmara, gik det godt. De forvaltede deres landområde (de havde også det bedste) og deres nye position med stor klogskab og omhu. Teixeira- og Perestrelofamilierne derimod endte i indbyrdes konflikter, katastrofer og kriminalitet – og med hustrumord på stribe i tre generationer! (se s. xx)
I 1478-84 kom Columbus flere gange til Madeira som sukkerforhandler og slog sig i en periode ned på Porto Santo. Den første folketælling på Madeira i 1514 opgiver 15.000 indbyggere. I slutningen af 1500-tallet var der ca. 3000 slaver, hvilket var 1/10 af den samlede befolkning.
Korsarer og pirater
I 1500-tallet var der korsarer og pirater i farvandet, og i 1513 begyndte man at bygge en befæstet mur omkring Funchal. Befæstningen var endnu ikke færdig i 1528, da skibe fra Biscayen angreb og plyndrede to skibe ud for Funchal. I 1542 stod forsvarsmuren langs kysten færdig, og indbyggerne følte sig trygge; men i oktober 1566 ankom den franske korsar Bertrand de Montluc fra Bordeaux med en hel eskadre, steg i land på Praia Formosa (vest for Funchal) og marcherede ind i Funchal ad bagdøren! Her dræbte franskmændene guvernøren og 250 madeiranere, hvorefter de hærgede og plyndrede i flere uger. Først da de hørte, at der var hjælp på vej fra Lissabon, flygtede de med deres bytte. Montluc blev ladt tilbage, død af et skudsår i benet. Også Porto Santo – med sin indbydende og forsvarsløse strand – var plaget af korsarer og pirater.
Da Spanien besatte Portugal i 1580-1640, kom også Madeira under spansk styre. I den periode opførte eller fuldførte spanierne flere forsvarsværker på øen, nu mod engelske pirater. Arvelenenes tid var forbi, spanierne regerede øen som én enhed, og det har den været siden.
Madeira som medgift
I 1661 blev den portugisiske konge Dom João 4.s datter Catarina de Bragança gift med den engelske konge Charles 2. I medgift fik englænderne bl.a. Bombay og Tanger, som var portugisiske kolonier. Madeira var på tale, men forblev portugisisk. Det siges, at »medgiftforhandleren« var madeiraner!
Englænderne fik også særlige handelsprivilegier i Portugal og dets besiddelser – især på Madeira, hvilket medførte, at engelske handelsmænd slog sig ned på øen og nærmest overtog al handel med madeiravin, der eksporteredes i store mængder.
På grund af Madeiras strategiske beliggenhed blev øen mellemstation for skibe på vej til og fra Guinea, Indien og Brasilien. De lagde til for at få friske fødevarer, vand og madeiravin ombord. Madeiras vin blev, i modsætning til andre vine, ikke ødelagt af den lange sørejse, tværtimod.
Da James Cook (og hans 94 sømænd) i 1768 var på vej til Australien, ankrede de op i Funchal og fik bragt 200 flasker madeiravin pr. mand ombord – men rejsen tog også tre år! – og vin er et godt middel mod skørbug.
Alle danske skibe i vor »kolonitid« provianterede også i Funchal på vej til Vest- og Ostindien, men der findes ingen lister over deres mandskabs forbrug.
Engelske tropper
Under Napoleonskrigene sendte England, som var allieret med Portugal, to gange tropper til Madeira for at beskytte øen mod franskmændene. I 1801 var englænderne kun et halvt år på øen, men da de den 24. december 1807 kom igen med flere tusind mand, blev de i syv år. Mange blev så begejstrede for Madeira, at de efter krigen bosatte sig på øen.
Da Napoleon, som fange ombord på det engelske krigsskib »Northumberland«, i 1815 skulle bringes til Sankt Helena, ankrede skibet op i Funchals bugt, hvor den engelske konsul, Henry Veitch, sejlede ud og overrakte Napoleon to fade madeiravin, Boal årgang 1792. Han titulerede Napoleon »Deres Majestæt« i stedet for general, som han var blevet beordret – og blev hjemkaldt, men kun for en kort tid. Efter Napoleons død fandt man vinfadene uåbnede. De blev sejlet tilbage til Madeira, hvor vinfirmaet Blandy’s hældte dem på flasker – og selv i dag dukker de op på auktioner.
Epidemier
Borgerkrigen (1820-34) på fastlandet delte også madeiranerne i to lejre. Tropper fra Lissabon blokerede øen i 1826-28 og afskar forbindelsen til omverdenen. Det medførte hungersnød og epidemier.
I efteråret 1852 og igen i 1872-73 blev øens vinstokke og kartofler angrebet af sygdom. Det betød sult og økonomisk ruin for mange, der derfor emigrerede. Sommeren 1856 bragte koleraepidemi, og i løbet af få uger døde 7000 mennesker.
Republik
Det portugisiske monarki blev væltet, og også på Madeira udråbtes Republikken Portugal den 5. oktober 1910.
Under 1. Verdenskrig (1914-18) blev Portugal draget med ind i krigen på allieret side. En tysk ubåd havde gemt sig ved Ilhas Desertas, og 3. december 1916 sænkede den tre allierede skibe i Funchalbugten og bombarderede derefter byen. Et år senere blev Funchal igen angrebet af tyskerne.
Omkring 1921-23 førtes debatter – og samtaler med Portugals præsident – om Madeiras selvstændighed.
Salazar
I Portugal tog militæret magten ved et statskup i 1926 og satte derved punktum for landets demokratiske udvikling. Militæret søgte bistand hos en ung, ukendt økonomiprofessor Dr. António de Oliveira Salazar, der var ekspert i kontrol med offentlige udgifter. Efter nogle år som rådgiver for militærregeringen udnævntes Salazar i 1928 til finansminister og fik på ét år økonomien under kontrol. Men ikke alle var begejstret for denne »finansdiktator mod sin vilje«, som han omtalte sig selv. Han satte økonomisk fremgang over individets frihed. Også på Madeira var mange velansete madeiranere, der havde været med til at støtte den nye republik, imod ham.
I 1920’erne var der på Madeira kun eksport af vin, broderi, kurveflet og turisme. Indtil 1928 solgte det fint på det internationale marked, derefter gik det nedad.
Oprør på Madeira
I november 1930 krakkede to af Funchals største banker, der kontrollerede 75% af øens handelstransaktioner, og mange småindustrier måtte dreje nøglen om. I løbet af efteråret var 300 politiske fanger (der var imod Salazar) blevet deporteret fra Lissabon til Madeira. Oprøret ulmede!
Anledningen til oprørene i 1931 var et regeringsdekret af 26. januar, som gav monopol på mel til nogle få mølleejere. Det førte i første omgang til Revolta da Farinha (Meloprøret) i marts med strejker og angreb på møller. Situationen var desperat.
4. april, påskelørdag, fulgte det næste oprør, Revolta na Madeira, som blev iscenesat af unge officerer, hvoraf mange var deporteret fra fastlandet. I Funchal proklameredes República Atlântida (Atlantis). Den varede i 28 dage. General Sousa Dias dannede regering, organiserede en autonom hær, tilbagekaldte melmonopolet, udstedte love og
gjorde Madeira til »en frihedens oase midt i en diktaturstat«. Men Salazar spildte ikke tiden, og for at undgå blodsudgydelse blev tropper fra Lissabon stationeret på Porto Santo for at blokere Madeira. 1. maj gik en flådeenhed i land i Caniçal, og gjorde en ende på utopia – República Atlântida. Oprørskommandoen kapitulerede, og mange af officererne søgte asyl på det britiske konsulat. I årene efter var Atlântida blot navnet på et nu hedengangent kulturmagasin.
Salazar blev ministerpræsident i 1932. Han havde længe haft planer om en »ny stat«, Estado Novo, og i 1933 blev den en realitet. Kun det fascistiske parti, União National, var tilladt, strejker og fagforeninger forbudt, og der blev indført censur. Til gengæld iværksatte Salazar store byggeprojekter: veje, broer og havne, skoler og hospitaler. Landbrug og industri gik frem, post, telegraf og telefonnet udvidedes. Da Salazar i 1968 blev syg, søgte hans efterfølger Dr. Marcello Caetano at fortsætte denne udvikling, men på et mere liberalt grundlag.
Under 2. Verdenskrig (1939-45) var Portugal neutralt, og spioner fra begge sider mødtes i Lissabon. Men for Madeira betød krigen, at turisterne blev væk. Det hjalp dog lidt, at 2000 englændere fra Gibraltar blev evakueret til Funchal, hvor de blev indlogeret på hoteller og havde egen skole, alt betalt af England. Efter krigen forlod størstedelen øen.
Nellikerevolutionen
I begyndelsen af 1960’erne kæmpede Portugals afrikanske kolonier for selvstændighed. Da Portugal hverken kunne eller ville opgive kolonierne, der var en forudsætning for landets økonomi, førte dette til en langvarig og blodig kolonikrig.
I 1973 sluttede en gruppe venstreorienterede officerer sig sammen i en hemmelig organisation, Movimento das Forças Armadas, MFA, (De væbnede styrkers bevægelse). De var utilfredse med ledelsen af krigene og den lave løn og erkendte berettigelsen af koloniernes ønske om selvstændighed.
Den 25. april 1974 blev folkesangen »Grândola, Vila Morena«, der hidtil havde været forbudt, spillet over radioen som startsignal til det ublodige militærkup, »Nellikerevolutionen«, hvor folk delte røde nelliker ud til soldaterne, som stak dem i geværpiberne.
Dagen efter flygtede præsident Américo Tomás og ministerpræsident Marcello Caetano til Madeira. De boede (i husarrest) på Fortaleza Palácio de São Lourenço, mens man undersøgte, hvor de kunne komme i eksil. Det blev Brasilien. I november fik de fleste afrikanske kolonier deres selvstændighed.
De væbnede styrker havde nu magten i Portugal og indsatte en provisorisk regering med general António Spínola som præsident. Han trådte tilbage s.å. i protest mod venstredrejningen af landet og en stigende kommunistisk indflydelse, især fra en række yngre officerer. Venstredrejningen fortsatte med bl.a. nationalisering af virksomheder og beslaglæggelse af de store godser, som blev udstykket. Selv USA’s Henry Kissinger opgav Portugal, der var »tabt til kommunismen«! Mange – også madeiranere – flygtede til Brasilien.
Den politiske uro tog til. Den 25. november 1975 organiserede en gruppe venstreorienterede officerer på fastlandet en ublodig besættelse af en række militære installationer, men overgav sig dagen efter til en hidtil ukendt oberstløjtnant António Ramalho Eanes. Eanes’ resolutte indgriben førte til, at han i 1976 blev landets præsident. Samme år fik Madeira og Açorerne delvist selvstyre.
Lige efter Nellikerevolutionen opstod der på Madeira nogle frihedsbevægelser bl.a. MAIA (Movimento da Autonomia das Ilhas Atlânticas) og FLAMA (Frente de Libertação do Arquipélago da Madeira), en højreorienteret gruppe, der tilskrives forskellige bombeattentater. Frihedsbevægelserne ophørte lige så stille, efter Madeira fik delvist selvstyre, og fastlandet ikke blev kommunistisk.
Nyere tid
I 1986 blev Portugal – og dermed Madeira-øgruppen – optaget i EF (EU). EU-regionalstøtte har givet øgruppen en forbedret infrastruktur, nye veje, imponerende
motorveje over høje, strømlinede broer og gennem lange tunneler. En international lufthavn med en længere landingsbane (2781 m), hvor der ikke som tidligere er begrænsninger for flytyper, og som ikke kræver specialtrænede piloter, blev indviet i 2000 – så Madeira kan modtage op til 3,5 mio. passagerer om året.
I årene efter oplevede Madeira og Porto Santo et sandt byggeboom; men gik lidt i stå med krisen. I 2010 stod NATOs radarstation færdig på Pico do Areeiro.
Kunst og kultur
Ikke alene i parker og på pladser ses mange smukke skulpturer og mindesmærker (og nye kommer til), men også i kirkerne kan man finde god kunst.
Mange madeiranere elsker fest med musik og dans og holder ved de gamle traditioner. Hver landsby har en coreto, musiktribune, til koncerter og optræden, og mange har eget hornorkester og folkloregruppe.
Musik og dans
Madeira har eget musikkonservatorium. Et 50-mands orkester, Orquestra Clássica da Madeira, der blev dannet i 1940, giver ugentlige koncerter hele året og hver dag under Festival do Atlântico i juni. Orquestra de Bandolins da Madeira spiller ofte i Den Engelske Kirke i Funchal
Folklore
Ved landsbyfester, men også på hoteller og restauranter, kan man opleve madeiranernes specielle folkedans og farvestrålende folkedragter. Helt vidunderligt er det at opleve en børnedansegruppe. Folkedans er ikke blot en turistattraktion men en naturlig del af folkelivet. De mest populære danse er:
A Mourisca, maurisk dans, der er en af Madeiras ældste folkedanse, lanceret af de første mauriske slaver
O Baile das Escravas/Ponta do Sol, slavernes dans (der var mange slaver omkring Ponta do Sol) er også maurisk inspireret. Danserne bevæger sig i cirkler med bøjet hoved og med små trin som slaver i fodlænker
O Baile Pesado, den tunge dans. Både musik og rytme minder om afrikanske danse, og benenes bevægelser efterligner vinstampning
O Bailinho da Madeira, den lille Madeiradans, er en høstdans
Danserne synger med lidt skingre stemmer og ikke altid lige rent, så man kan sagtens synge med! Dans og sang ledsages af musik fra harmonika og flere forskellige strengeinstrumenter bl.a. den firstrengede braguinha, en ukulele. Desuden ses – og høres! – bombo, en lille tromme, castanholas, kastagnetter, og raspadeira, »vaskebræt«. Et helt specielt rytmeinstrument er o brinquinho. Det er næsten ubeskriveligt, men man kan sige – en slags rumsterstang! Den består af en stang med to bevægelige ringe, hvorpå der er fastgjort dukker i nationaldragter og med bjælder og kastagnetter, som undertiden er fremstillet af flaskekapsler. Disse ringe bevæges i takt med musikken.
Madeiras folkedragt
Den farverige folkedragt, viola, som blomsterkonerne har på, er, så vidt man ved, altid blevet båret i Funchal og øens større byer – og er et udtryk for indbyggernes livsglæde og forbindelse med den lokale natur. Dragten består af en vid, ulden, stribet nederdel i farverne rød, blå, grøn, gul og hvid. Over en hvid plisseret skjortebluse, syet i ét stykke (uden skuldersøm og med ¾-ærmer) bærer de en rød, ulden vest, corpete, hvorpå der med silketråd er broderet blomstermotiver. Vesten er snøret foran. Over skuldrene har de ofte en enkel, rød, ulden kappe, skåret i cirkelform. På hovedet bærer de en lille mørkeblå hat, carapuça, en hattepuld, der ender i en slags stilk. I nakken har de et lille, hvidt bomuldsklæde, kantet med fine kniplinger. Deres korte, flade støvler, botaca, er af lyst skind, dekoreret med et rødt læderbånd.
De kvindelige folkedansere bærer samme dragt, mens mændene er klædt i hvide, knælange posebukser og hvid, åbenstående skjorte med et rødt skærf om livet. De bærer samme hat og støvler som kvinderne.
En anden traditionel hovedbeklædning er barrete de lã, en håndstrikket eller hæklet, ulden hue med øreklapper og i brune naturfarver. Den bruges for det meste af mænd på landet og kan købes overalt.
Fodbold
Fado
Fado, skæbne, er en helt speciel portugisisk sangart, der stammer fra fastlandet. Det er en slags melankolsk folkevise, der handler om lidenskab, fortvivlelse, ulykkelig kærlighed, hjemve og – saudade, et næsten uoversætteligt portugisisk ord, der betyder noget i retning af nostalgi, en længsel efter det uopnåelige, det evigt tabte! Der findes dog også muntre fados om fx Lissabons skønhed og fester.
Fado opstod i 1800-tallet, antagelig inspireret af middelalderens troubadourer – eller sømænd langt fra hjemmet. Men sigøjnerpigen Maria Severa (1820-46) gjorde fado populær.
Fado de Lisboa fremføres sent om aftenen af a/o fadista, en kvinde (indhyllet i et sort sjal) eller en mand (ofte med hænderne i lommen) med en kraftig og skælvende stemme, akkompagneret af portugisisk guitar og lut. Man lytter tryllebundet til den smægtende fado. På mindre seriøse restauranter synger man med på omkvædet, men alle steder brager klapsalverne samtidig med at sidste linie synges.
Verdensstjernen Amália Rodriques (1920-99), der som ganske ung var appelsinsælger ved Lissabons havn, er portugisernes stolthed: »Nossa Senhora do Fado«. En pragtfuld musical om hendes liv havde i 1999 verdenspremiere på Casino Park i Funchal.
Lidt anderledes er Fado de Coimbra. Den er mere serenadepræget og synges af mandlige studenter i sorte kapper.
Fado er ikke så populær på Madeira som på fastlandet, men en form for fado kan opleves i Funchal
Arkitektur
I sukkerbaronernes tid, blev der opført herresæder, quintas, på landet og i Funchal små paladser i kolonitidsstilarter efter portugisisk forbillede. I gamle bydele er billedet stadig præget af smukke, hvide huse med vinduesrammer og portaler i basalt og smedejernsbalkoner.
Det igangværende byggeboom med moderne hoteller, huse, himmelstræbende kirker og kasino ligger langt fra Madeiras oprindelige byggestil: små stenhuse med A-formede gavle og stråtag, casas do colmo, som stadig findes i Santana.
Manuelinsk stil
En helt speciel portugisisk stil i arkitektur og kunst opstod sidst i 1400-tallet ved overgangen mellem sengotik og gryende renæssance. Opdagelserne havde tilført landet stor rigdom og inspiration, der hurtigt blev omsat til imponerende bygningsværker, bl.a. kirker og klostre.
Arte Manuelino, opkaldt efter Dom Manuel 1. (1495-1521), blev én stor hyldest til havet og de eventyrlystne sømænd. Bygninger udsmykkedes med tovværk, ankre, master,
10
kork, tang og sneglehuse blandet med arabiske og indiske mønstre, udskåret som de fineste kniplinger.
Den manuelinske stils tre vigtigste elementer var det portugisiske våbenskjold, kristuskorset (Cruz de Cristo), som var afbilledet på karavellernes sejl og i dag på Madeiras flag, og armillarsfæren, den tids navigationsinstrument: en himmelsigtekugle, der bestod af gradinddelte kredse, som man sigtede over og derved fandt koordinaterne for et himmelobjekt og éns fartøj. Karakteristisk var også de triumflignende indgangsportaler med et mylder af figurer. Manuelismen satte sig omfattende spor trods dens korte blomstringstid, 1490-1540.
Billedkunst
Madeira har ikke udklækket verdensberømte kunstnere. Mest kendt er nok de madeiranske brødre Henrique og Francisco Franco, der i 1900-tallet berigede øen (og fastlandet) med henholdsvis malerier og skulpturer.
Ellers er billedkunsten præget af sukkerbaronernes naturaløkonomi, man byttede sukker for kunst, og Madeira har en overdådig samling flamsk kunst se s. xx.
Nutidig madeiransk kunst kan ses i Funchal på Museu de Arte Contemporânea, og i Funchals gallerier.
Azulejos og talha dourada
En enestående billedkunstart er de smukt malede, glaserede fliser, azulejos, som mange kirker, klostre og huse er beklædt med både ud- og indvendig.
De første fliser kom fra Valencia og Sevilla omkring 1460. De var arabisk inspireret med polykrome, geometriske mønstre i relief, men efter Spanien besatte Portugal, fik de nye, flade fliser et nationalt og personligt præg. Trapper og indgange fik azulejospaneler, ja, hele vægge blev til store flisemalerier. I 1600-tallet begyndte en »masseproduktion«. Alle skulle have azulejospaneler med landlig idyl eller historiske scener. Inspireret af orientalsk porcelæn (Ming-dynastiet) blev hvide fliser malet med blåt (på portugisisk azul, heraf navnet azulejo). Men egentlig kommer ordet af arabisk al-zuleisha, lille blankpoleret sten.
Store fortællende azulejosbilleder med helgenlegender eller bibelhistorier blev malet til kirkerne i 1700-tallet. De dannede en luftig og elegant kontrast til kirkens altre, nicher og lofter, der ofte var udsmykket med bombastisk, men kunstfærdigt udskåret træværk belagt med bladguld, talha dourada. Dette var Portugals bidrag til baroktiden.
Madeira har også moderne azulejos, fx den præmierede kunstner Lourdes Castros »Pige med badeforhæng« på Casa Museu Frederico de Freitas i Funchal.
Fortovskunst
Overalt på øerne skal man huske at kigge ned! Her ses en anden beundringsværdig form for billedkunst: arte pisada, fortovskunst, også kaldt calçada à portuguesa, portugisisk »brolægning«, som gør pladser og fortove til rene kunstværker. Basalt og kalksten er håndlagt i mange kreative og fantasifulde mønstre og motiver, der er inspireret af folklore, blomster, frugter, dyr, havet og Portugals storhedstid under opdagelsesrejserne.
Kunstarten opstod i 1825, måske inspireret af romersk mosaik. Tidligere var det straffefanger, »grilhetas«, lænkede, der nedlagde de smukke mønstre, men nu gives der uddannelse i faget, fx på håndværksskolen i Funchal. Også fortove med mønstre lagt i rullesten, pedrinha do calhau, er beundringsværdige.
Da Amalienborg Slotsplads i 1975 fik ny »brolægning«, blev den lagt af portugisere.
Kunsthåndværk
Madeiransk kunsthåndværk, artesanato, er ret efterspurgt. Mest berømt er nok broderi og gobeliner. Mange kvinder broderer og syr hjemme og afleverer det på »fabrikker« til færdiggørelse og salg. Men broderiet er i fare for at uddø, de unge vil hellere arbejde i
turistbranchen, derfor indfører man det nu som fag i skolen. Madeira er også kendt for kurveflet, og der flettes alt fra flaskebakker til møbler.
Den farve- og mønsterrige keramik kommer fra fastlandet, men Porto Santo har sin egen pottemager, der skaber lerfigurer i mange størrelser, og sin egen træskærer, der snitter miniatureredskaber.
Medier
Der udkommer flere dagblade, som dækker et bredt politisk spektrum. Men også fastlandets aviser læses med stor interesse, ligesom magasinerne Visão og Focus med nationale og internationale nyheder og artikler.
Radio- og tv-stationer er både offentlig- og privatejede. Den store seersucces har i mange år været de brasilianske serier.
Gastronomi
Det madeiranske og portugisiske køkken afspejler landets glorværdige fortid med et stænk af Afrika, Asien, Brasilien - og lidt Spanien. Det er ikke specielt raffineret eller krydret. De mest brugte krydderier er koriander- og laurbærblade, fennikel, spidskommen og hvidløg i enkle, lette retter - man lader råvarernes egen smag komme til sin ret. Det er sund og naturlig mad – og let fordøjelig.
Men alligevel – for en fiskegourmet er øerne en kulinarisk oplevelse. Nationalfisken, espada preta, »kårdefisk«, serveres grillet, kogt eller stegt og serveres med banan, eksotiske frugter, reje- eller madeiravinsovs og på mange andre fantasifulde måder, men altid velsmagende. Også Portugals nationalret, bacalhau, klipfisk, tilberedes på uendelig mange måder. Tunfisk, caldeirada (alt godt fra havet!), skaldyr og blæksprutter i mange variationer findes på næsten alle restauranter.
Nationalkødretten er espetada, kødterninger sat på spid, grillet og serveret med majsfritter og bolo do caco, brød bagt på varm stenplade. Se også: Værd at vide, Mad og drikke - og Miniparlør, Menukortet.
Bordvine kommer for det meste fra fastlandet. Dog har Madeira siden 1992 fremstillet hvid-, rød- og rosévin og de findes på de fleste restauranter og i supermarkeder. Om Madeira hedvin se: Madeiravin.
© Nina Jalser
Nogle historikere mener, at Madeira-øgruppen blev opdaget allerede i oldtiden. Fønikiske, romerske og nordafrikanske sømænd besøgte lejlighedsvis øerne, bl.a. for at hente vand, – dog uden at slå sig ned. Plinius (23-79) skrev om Purpur-øerne, hvis beliggenhed passer med Madeira.
Andre mener, at portugiserne opdagede øerne mellem 1317 og 1336, men forlod dem igen. En legende fortæller om englænderen Robert Machims skibbrud på Madeira i 1346 se: Let læsning til flyet
Officiel opdagelse
Legender
Historikere er enige om, at mellem 1418 og 1420 (gen)opdagede de to portugisere Zarco og Teixeira Porto Santo og Madeira. Men hvordan? Se, det er indhyllet i utallige legender, og krønikeskriverne har haft travlt! Den bedst kendte version lyder:
Infante Dom Henrique (Henrik Søfareren) havde i sin tjeneste to portugisiske riddere: João Gonçalves (med tilnavnet Zarco = den lysblåøjede) og Tristão Vaz (der tog sin kones adelsnavn Teixeira). De var begge kendt for deres mod og havde kæmpet mod maurere i Algarve og i Ceuta i Nordafrika (1415). Disse to barske fyre blev udrustet med skibe (Zarcos hed São Lourenço) og mandskab, og i 1418 sendte Infante Dom Henrique dem af sted ned langs den afrikanske vestkyst for at erobre nye landområder (Guinea). En voldsom storm slog dem ud af kurs, og de endte på en idyllisk ø, som de, i taknemmelighed over at være blevet reddet, kaldte Porto Santo (hellig havn). Her efterlod de nogle af deres folk og sejlede tilbage til Algarve for at overbringe Henrique nyheden. Han blev henrykt over opdagelsen og sendte dem året efter tilbage med nye forsyninger og mere mandskab. Ved ankomsten fortalte de, der var blevet på øen, om mærkelige skydannelser i horisonten mod vest – verdens ende! Zarco sejlede modigt af sted og fandt øen Madeira. Han gik i land ved en bugt (Machico) og fandt der Robert Machim og Anna d’Arfets grav med et stort kors, hvis inskription lød: »De første kristne, der kommer til denne ø, skal bygge en kirke over vores grav«. Det gjorde Zarco – øens første kirke!
Zarco kaldte øen Madeira (træ), fordi den var så tæt bevokset med træer, at den var næsten ufremkommelig – og absolut uopdyrkelig. Inden han forlod øen satte han ild til træerne for at gøre jorden dyrkbar – og branden rasede og ulmede i syv år!
Kendsgerninger
De historiske kendsgerninger er ikke mindre spændende: Dom Afonso 4. (1325-57) sendte flere ekspeditioner til De Canariske Øer, bl.a. i 1336. Om bord var genovesere, castilianere, cataloniere, aragoniere og portugisere. De besøgte alle 13 Canarie-øer og også Madeira-øgruppen. På et catalansk kort (1339) er begge øgrupper aftegnet, mange med nutidens navne. Øerne blev i 1351 kortlagt af florentinerne (Medici Atlas, findes på Nationabiblioteket i Firenze), ligeledes med navne: J. (Isola, dvs. ø) di lolegname (som man mener, er en italiensk forvanskning af det arabiske ord al Aghnam (= af træ), Porto Sco (= hellig havn) og J. (Isola) deserte (= øde).
Både castilianerne og portugiserne var interesserede i at erobre De Canariske Øer, der var beboet af guancher, en indfødt befolkning, som levede på stenalderniveau. Her var store økonomiske muligheder: slaver, farvevajd og fisk. I mere end 100 år kæmpede portugiserne for at få øerne; men i 1436 blev de tilkendt castilianerne af Pave Eugene 4.
Den ubeboede Madeira-øgruppe havde ikke haft portugisernes interesse, før konkurrenten, castilianerne, i 1417 sendte en ekspedition til Porto Santo. Det fik portugiserne til at reagere lynhurtigt og beslutsomt – og i 1418/19 og i 1420 sendte de to ekspeditioner fra Algarve med bosættere, folk og fæ, og tog straks øerne i permanent besiddelse – Portugals første koloni! Øernes navne oversatte de fra det catalanske og florentinske kort til portugisisk.
Kolonisation
De to såkaldte opdagere João Gonçalves Zarco og Tristão Vaz Teixeira samt genoveseren Bartolomeu Perestrelo (som kom med på den anden ekspedition) tilhørte lavadelen. De medbragte ikke alene hele deres familie og adelige venner, men også folk fra andre samfundsklasser (inkl. straffefanger), der økonomisk og socialt var afhængige af dem. Zarco fordelte øerne mellem de tre: Madeira blev delt diagonalt fra nordvest til sydøst (Porto Moniz-Caniço), Zarco tog den sydvestlige del og grundlagde Funchal, Teixeira fik den nordøstlige del, hvor Machico blev hovedby, og Perestrelo fik Porto Santo.
Meget hurtigt indførtes slaver, der ryddede store skovarealer (ikke alt træ blev brændt, noget var godt skibstømmer, som var i høj kurs i Lissabon til de opdagelsesrejsendes
karaveller), omdannede de stejle bjergsider til frugtbare terrasser og anlagde vandingssystemet med levadaer. Man plantede sukkerrør på hele sydkysten samt vin og hvede (fra 1450-70 var Madeira storproducent af hvede) og opførte 40 vandmøller. Sukker, »drageblod« fra drageblodstræet og farvevajd eksporteredes – det gik strygende. Indflydelsesrige handelsfolk fra hele Europa, især Genova, Firenze, Flandern og Frankrig, strømmede til, slog sig ned og ændrede deres navn til en portugisisk version.
I 1420 blev Infante Dom Henrique Stormester af Kristusordenen, og i 1433 fik han øerne som et »åndeligt« len, så bosætterne måtte betale tiende til Kristusordenen. Han var nu herre over øerne og udnævnte i årene 1440-50 officielt Zarco, Teixeira og Perestrelo til capitães-donatários. De fik deres capitanias, »kaptajnsdømmer«, som arvelen, hvor de kunne uddele land til bosættere efter behag og - fik monopol på al produktion. Zarcofamilien og dens efterkommere, da Câmara, gik det godt. De forvaltede deres landområde (de havde også det bedste) og deres nye position med stor klogskab og omhu. Teixeira- og Perestrelofamilierne derimod endte i indbyrdes konflikter, katastrofer og kriminalitet – og med hustrumord på stribe i tre generationer! (se s. xx)
I 1478-84 kom Columbus flere gange til Madeira som sukkerforhandler og slog sig i en periode ned på Porto Santo. Den første folketælling på Madeira i 1514 opgiver 15.000 indbyggere. I slutningen af 1500-tallet var der ca. 3000 slaver, hvilket var 1/10 af den samlede befolkning.
Korsarer og pirater
I 1500-tallet var der korsarer og pirater i farvandet, og i 1513 begyndte man at bygge en befæstet mur omkring Funchal. Befæstningen var endnu ikke færdig i 1528, da skibe fra Biscayen angreb og plyndrede to skibe ud for Funchal. I 1542 stod forsvarsmuren langs kysten færdig, og indbyggerne følte sig trygge; men i oktober 1566 ankom den franske korsar Bertrand de Montluc fra Bordeaux med en hel eskadre, steg i land på Praia Formosa (vest for Funchal) og marcherede ind i Funchal ad bagdøren! Her dræbte franskmændene guvernøren og 250 madeiranere, hvorefter de hærgede og plyndrede i flere uger. Først da de hørte, at der var hjælp på vej fra Lissabon, flygtede de med deres bytte. Montluc blev ladt tilbage, død af et skudsår i benet. Også Porto Santo – med sin indbydende og forsvarsløse strand – var plaget af korsarer og pirater.
Da Spanien besatte Portugal i 1580-1640, kom også Madeira under spansk styre. I den periode opførte eller fuldførte spanierne flere forsvarsværker på øen, nu mod engelske pirater. Arvelenenes tid var forbi, spanierne regerede øen som én enhed, og det har den været siden.
Madeira som medgift
I 1661 blev den portugisiske konge Dom João 4.s datter Catarina de Bragança gift med den engelske konge Charles 2. I medgift fik englænderne bl.a. Bombay og Tanger, som var portugisiske kolonier. Madeira var på tale, men forblev portugisisk. Det siges, at »medgiftforhandleren« var madeiraner!
Englænderne fik også særlige handelsprivilegier i Portugal og dets besiddelser – især på Madeira, hvilket medførte, at engelske handelsmænd slog sig ned på øen og nærmest overtog al handel med madeiravin, der eksporteredes i store mængder.
På grund af Madeiras strategiske beliggenhed blev øen mellemstation for skibe på vej til og fra Guinea, Indien og Brasilien. De lagde til for at få friske fødevarer, vand og madeiravin ombord. Madeiras vin blev, i modsætning til andre vine, ikke ødelagt af den lange sørejse, tværtimod.
Da James Cook (og hans 94 sømænd) i 1768 var på vej til Australien, ankrede de op i Funchal og fik bragt 200 flasker madeiravin pr. mand ombord – men rejsen tog også tre år! – og vin er et godt middel mod skørbug.
Alle danske skibe i vor »kolonitid« provianterede også i Funchal på vej til Vest- og Ostindien, men der findes ingen lister over deres mandskabs forbrug.
Engelske tropper
Under Napoleonskrigene sendte England, som var allieret med Portugal, to gange tropper til Madeira for at beskytte øen mod franskmændene. I 1801 var englænderne kun et halvt år på øen, men da de den 24. december 1807 kom igen med flere tusind mand, blev de i syv år. Mange blev så begejstrede for Madeira, at de efter krigen bosatte sig på øen.
Da Napoleon, som fange ombord på det engelske krigsskib »Northumberland«, i 1815 skulle bringes til Sankt Helena, ankrede skibet op i Funchals bugt, hvor den engelske konsul, Henry Veitch, sejlede ud og overrakte Napoleon to fade madeiravin, Boal årgang 1792. Han titulerede Napoleon »Deres Majestæt« i stedet for general, som han var blevet beordret – og blev hjemkaldt, men kun for en kort tid. Efter Napoleons død fandt man vinfadene uåbnede. De blev sejlet tilbage til Madeira, hvor vinfirmaet Blandy’s hældte dem på flasker – og selv i dag dukker de op på auktioner.
Epidemier
Borgerkrigen (1820-34) på fastlandet delte også madeiranerne i to lejre. Tropper fra Lissabon blokerede øen i 1826-28 og afskar forbindelsen til omverdenen. Det medførte hungersnød og epidemier.
I efteråret 1852 og igen i 1872-73 blev øens vinstokke og kartofler angrebet af sygdom. Det betød sult og økonomisk ruin for mange, der derfor emigrerede. Sommeren 1856 bragte koleraepidemi, og i løbet af få uger døde 7000 mennesker.
Republik
Det portugisiske monarki blev væltet, og også på Madeira udråbtes Republikken Portugal den 5. oktober 1910.
Under 1. Verdenskrig (1914-18) blev Portugal draget med ind i krigen på allieret side. En tysk ubåd havde gemt sig ved Ilhas Desertas, og 3. december 1916 sænkede den tre allierede skibe i Funchalbugten og bombarderede derefter byen. Et år senere blev Funchal igen angrebet af tyskerne.
Omkring 1921-23 førtes debatter – og samtaler med Portugals præsident – om Madeiras selvstændighed.
Salazar
I Portugal tog militæret magten ved et statskup i 1926 og satte derved punktum for landets demokratiske udvikling. Militæret søgte bistand hos en ung, ukendt økonomiprofessor Dr. António de Oliveira Salazar, der var ekspert i kontrol med offentlige udgifter. Efter nogle år som rådgiver for militærregeringen udnævntes Salazar i 1928 til finansminister og fik på ét år økonomien under kontrol. Men ikke alle var begejstret for denne »finansdiktator mod sin vilje«, som han omtalte sig selv. Han satte økonomisk fremgang over individets frihed. Også på Madeira var mange velansete madeiranere, der havde været med til at støtte den nye republik, imod ham.
I 1920’erne var der på Madeira kun eksport af vin, broderi, kurveflet og turisme. Indtil 1928 solgte det fint på det internationale marked, derefter gik det nedad.
Oprør på Madeira
I november 1930 krakkede to af Funchals største banker, der kontrollerede 75% af øens handelstransaktioner, og mange småindustrier måtte dreje nøglen om. I løbet af efteråret var 300 politiske fanger (der var imod Salazar) blevet deporteret fra Lissabon til Madeira. Oprøret ulmede!
Anledningen til oprørene i 1931 var et regeringsdekret af 26. januar, som gav monopol på mel til nogle få mølleejere. Det førte i første omgang til Revolta da Farinha (Meloprøret) i marts med strejker og angreb på møller. Situationen var desperat.
4. april, påskelørdag, fulgte det næste oprør, Revolta na Madeira, som blev iscenesat af unge officerer, hvoraf mange var deporteret fra fastlandet. I Funchal proklameredes República Atlântida (Atlantis). Den varede i 28 dage. General Sousa Dias dannede regering, organiserede en autonom hær, tilbagekaldte melmonopolet, udstedte love og
gjorde Madeira til »en frihedens oase midt i en diktaturstat«. Men Salazar spildte ikke tiden, og for at undgå blodsudgydelse blev tropper fra Lissabon stationeret på Porto Santo for at blokere Madeira. 1. maj gik en flådeenhed i land i Caniçal, og gjorde en ende på utopia – República Atlântida. Oprørskommandoen kapitulerede, og mange af officererne søgte asyl på det britiske konsulat. I årene efter var Atlântida blot navnet på et nu hedengangent kulturmagasin.
Salazar blev ministerpræsident i 1932. Han havde længe haft planer om en »ny stat«, Estado Novo, og i 1933 blev den en realitet. Kun det fascistiske parti, União National, var tilladt, strejker og fagforeninger forbudt, og der blev indført censur. Til gengæld iværksatte Salazar store byggeprojekter: veje, broer og havne, skoler og hospitaler. Landbrug og industri gik frem, post, telegraf og telefonnet udvidedes. Da Salazar i 1968 blev syg, søgte hans efterfølger Dr. Marcello Caetano at fortsætte denne udvikling, men på et mere liberalt grundlag.
Under 2. Verdenskrig (1939-45) var Portugal neutralt, og spioner fra begge sider mødtes i Lissabon. Men for Madeira betød krigen, at turisterne blev væk. Det hjalp dog lidt, at 2000 englændere fra Gibraltar blev evakueret til Funchal, hvor de blev indlogeret på hoteller og havde egen skole, alt betalt af England. Efter krigen forlod størstedelen øen.
Nellikerevolutionen
I begyndelsen af 1960’erne kæmpede Portugals afrikanske kolonier for selvstændighed. Da Portugal hverken kunne eller ville opgive kolonierne, der var en forudsætning for landets økonomi, førte dette til en langvarig og blodig kolonikrig.
I 1973 sluttede en gruppe venstreorienterede officerer sig sammen i en hemmelig organisation, Movimento das Forças Armadas, MFA, (De væbnede styrkers bevægelse). De var utilfredse med ledelsen af krigene og den lave løn og erkendte berettigelsen af koloniernes ønske om selvstændighed.
Den 25. april 1974 blev folkesangen »Grândola, Vila Morena«, der hidtil havde været forbudt, spillet over radioen som startsignal til det ublodige militærkup, »Nellikerevolutionen«, hvor folk delte røde nelliker ud til soldaterne, som stak dem i geværpiberne.
Dagen efter flygtede præsident Américo Tomás og ministerpræsident Marcello Caetano til Madeira. De boede (i husarrest) på Fortaleza Palácio de São Lourenço, mens man undersøgte, hvor de kunne komme i eksil. Det blev Brasilien. I november fik de fleste afrikanske kolonier deres selvstændighed.
De væbnede styrker havde nu magten i Portugal og indsatte en provisorisk regering med general António Spínola som præsident. Han trådte tilbage s.å. i protest mod venstredrejningen af landet og en stigende kommunistisk indflydelse, især fra en række yngre officerer. Venstredrejningen fortsatte med bl.a. nationalisering af virksomheder og beslaglæggelse af de store godser, som blev udstykket. Selv USA’s Henry Kissinger opgav Portugal, der var »tabt til kommunismen«! Mange – også madeiranere – flygtede til Brasilien.
Den politiske uro tog til. Den 25. november 1975 organiserede en gruppe venstreorienterede officerer på fastlandet en ublodig besættelse af en række militære installationer, men overgav sig dagen efter til en hidtil ukendt oberstløjtnant António Ramalho Eanes. Eanes’ resolutte indgriben førte til, at han i 1976 blev landets præsident. Samme år fik Madeira og Açorerne delvist selvstyre.
Lige efter Nellikerevolutionen opstod der på Madeira nogle frihedsbevægelser bl.a. MAIA (Movimento da Autonomia das Ilhas Atlânticas) og FLAMA (Frente de Libertação do Arquipélago da Madeira), en højreorienteret gruppe, der tilskrives forskellige bombeattentater. Frihedsbevægelserne ophørte lige så stille, efter Madeira fik delvist selvstyre, og fastlandet ikke blev kommunistisk.
Nyere tid
I 1986 blev Portugal – og dermed Madeira-øgruppen – optaget i EF (EU). EU-regionalstøtte har givet øgruppen en forbedret infrastruktur, nye veje, imponerende
motorveje over høje, strømlinede broer og gennem lange tunneler. En international lufthavn med en længere landingsbane (2781 m), hvor der ikke som tidligere er begrænsninger for flytyper, og som ikke kræver specialtrænede piloter, blev indviet i 2000 – så Madeira kan modtage op til 3,5 mio. passagerer om året.
I årene efter oplevede Madeira og Porto Santo et sandt byggeboom; men gik lidt i stå med krisen. I 2010 stod NATOs radarstation færdig på Pico do Areeiro.
Kunst og kultur
Ikke alene i parker og på pladser ses mange smukke skulpturer og mindesmærker (og nye kommer til), men også i kirkerne kan man finde god kunst.
Mange madeiranere elsker fest med musik og dans og holder ved de gamle traditioner. Hver landsby har en coreto, musiktribune, til koncerter og optræden, og mange har eget hornorkester og folkloregruppe.
Musik og dans
Madeira har eget musikkonservatorium. Et 50-mands orkester, Orquestra Clássica da Madeira, der blev dannet i 1940, giver ugentlige koncerter hele året og hver dag under Festival do Atlântico i juni. Orquestra de Bandolins da Madeira spiller ofte i Den Engelske Kirke i Funchal
Folklore
Ved landsbyfester, men også på hoteller og restauranter, kan man opleve madeiranernes specielle folkedans og farvestrålende folkedragter. Helt vidunderligt er det at opleve en børnedansegruppe. Folkedans er ikke blot en turistattraktion men en naturlig del af folkelivet. De mest populære danse er:
A Mourisca, maurisk dans, der er en af Madeiras ældste folkedanse, lanceret af de første mauriske slaver
O Baile das Escravas/Ponta do Sol, slavernes dans (der var mange slaver omkring Ponta do Sol) er også maurisk inspireret. Danserne bevæger sig i cirkler med bøjet hoved og med små trin som slaver i fodlænker
O Baile Pesado, den tunge dans. Både musik og rytme minder om afrikanske danse, og benenes bevægelser efterligner vinstampning
O Bailinho da Madeira, den lille Madeiradans, er en høstdans
Danserne synger med lidt skingre stemmer og ikke altid lige rent, så man kan sagtens synge med! Dans og sang ledsages af musik fra harmonika og flere forskellige strengeinstrumenter bl.a. den firstrengede braguinha, en ukulele. Desuden ses – og høres! – bombo, en lille tromme, castanholas, kastagnetter, og raspadeira, »vaskebræt«. Et helt specielt rytmeinstrument er o brinquinho. Det er næsten ubeskriveligt, men man kan sige – en slags rumsterstang! Den består af en stang med to bevægelige ringe, hvorpå der er fastgjort dukker i nationaldragter og med bjælder og kastagnetter, som undertiden er fremstillet af flaskekapsler. Disse ringe bevæges i takt med musikken.
Madeiras folkedragt
Den farverige folkedragt, viola, som blomsterkonerne har på, er, så vidt man ved, altid blevet båret i Funchal og øens større byer – og er et udtryk for indbyggernes livsglæde og forbindelse med den lokale natur. Dragten består af en vid, ulden, stribet nederdel i farverne rød, blå, grøn, gul og hvid. Over en hvid plisseret skjortebluse, syet i ét stykke (uden skuldersøm og med ¾-ærmer) bærer de en rød, ulden vest, corpete, hvorpå der med silketråd er broderet blomstermotiver. Vesten er snøret foran. Over skuldrene har de ofte en enkel, rød, ulden kappe, skåret i cirkelform. På hovedet bærer de en lille mørkeblå hat, carapuça, en hattepuld, der ender i en slags stilk. I nakken har de et lille, hvidt bomuldsklæde, kantet med fine kniplinger. Deres korte, flade støvler, botaca, er af lyst skind, dekoreret med et rødt læderbånd.
De kvindelige folkedansere bærer samme dragt, mens mændene er klædt i hvide, knælange posebukser og hvid, åbenstående skjorte med et rødt skærf om livet. De bærer samme hat og støvler som kvinderne.
En anden traditionel hovedbeklædning er barrete de lã, en håndstrikket eller hæklet, ulden hue med øreklapper og i brune naturfarver. Den bruges for det meste af mænd på landet og kan købes overalt.
Fodbold
Fado
Fado, skæbne, er en helt speciel portugisisk sangart, der stammer fra fastlandet. Det er en slags melankolsk folkevise, der handler om lidenskab, fortvivlelse, ulykkelig kærlighed, hjemve og – saudade, et næsten uoversætteligt portugisisk ord, der betyder noget i retning af nostalgi, en længsel efter det uopnåelige, det evigt tabte! Der findes dog også muntre fados om fx Lissabons skønhed og fester.
Fado opstod i 1800-tallet, antagelig inspireret af middelalderens troubadourer – eller sømænd langt fra hjemmet. Men sigøjnerpigen Maria Severa (1820-46) gjorde fado populær.
Fado de Lisboa fremføres sent om aftenen af a/o fadista, en kvinde (indhyllet i et sort sjal) eller en mand (ofte med hænderne i lommen) med en kraftig og skælvende stemme, akkompagneret af portugisisk guitar og lut. Man lytter tryllebundet til den smægtende fado. På mindre seriøse restauranter synger man med på omkvædet, men alle steder brager klapsalverne samtidig med at sidste linie synges.
Verdensstjernen Amália Rodriques (1920-99), der som ganske ung var appelsinsælger ved Lissabons havn, er portugisernes stolthed: »Nossa Senhora do Fado«. En pragtfuld musical om hendes liv havde i 1999 verdenspremiere på Casino Park i Funchal.
Lidt anderledes er Fado de Coimbra. Den er mere serenadepræget og synges af mandlige studenter i sorte kapper.
Fado er ikke så populær på Madeira som på fastlandet, men en form for fado kan opleves i Funchal
Arkitektur
I sukkerbaronernes tid, blev der opført herresæder, quintas, på landet og i Funchal små paladser i kolonitidsstilarter efter portugisisk forbillede. I gamle bydele er billedet stadig præget af smukke, hvide huse med vinduesrammer og portaler i basalt og smedejernsbalkoner.
Det igangværende byggeboom med moderne hoteller, huse, himmelstræbende kirker og kasino ligger langt fra Madeiras oprindelige byggestil: små stenhuse med A-formede gavle og stråtag, casas do colmo, som stadig findes i Santana.
Manuelinsk stil
En helt speciel portugisisk stil i arkitektur og kunst opstod sidst i 1400-tallet ved overgangen mellem sengotik og gryende renæssance. Opdagelserne havde tilført landet stor rigdom og inspiration, der hurtigt blev omsat til imponerende bygningsværker, bl.a. kirker og klostre.
Arte Manuelino, opkaldt efter Dom Manuel 1. (1495-1521), blev én stor hyldest til havet og de eventyrlystne sømænd. Bygninger udsmykkedes med tovværk, ankre, master,
10
kork, tang og sneglehuse blandet med arabiske og indiske mønstre, udskåret som de fineste kniplinger.
Den manuelinske stils tre vigtigste elementer var det portugisiske våbenskjold, kristuskorset (Cruz de Cristo), som var afbilledet på karavellernes sejl og i dag på Madeiras flag, og armillarsfæren, den tids navigationsinstrument: en himmelsigtekugle, der bestod af gradinddelte kredse, som man sigtede over og derved fandt koordinaterne for et himmelobjekt og éns fartøj. Karakteristisk var også de triumflignende indgangsportaler med et mylder af figurer. Manuelismen satte sig omfattende spor trods dens korte blomstringstid, 1490-1540.
Billedkunst
Madeira har ikke udklækket verdensberømte kunstnere. Mest kendt er nok de madeiranske brødre Henrique og Francisco Franco, der i 1900-tallet berigede øen (og fastlandet) med henholdsvis malerier og skulpturer.
Ellers er billedkunsten præget af sukkerbaronernes naturaløkonomi, man byttede sukker for kunst, og Madeira har en overdådig samling flamsk kunst se s. xx.
Nutidig madeiransk kunst kan ses i Funchal på Museu de Arte Contemporânea, og i Funchals gallerier.
Azulejos og talha dourada
En enestående billedkunstart er de smukt malede, glaserede fliser, azulejos, som mange kirker, klostre og huse er beklædt med både ud- og indvendig.
De første fliser kom fra Valencia og Sevilla omkring 1460. De var arabisk inspireret med polykrome, geometriske mønstre i relief, men efter Spanien besatte Portugal, fik de nye, flade fliser et nationalt og personligt præg. Trapper og indgange fik azulejospaneler, ja, hele vægge blev til store flisemalerier. I 1600-tallet begyndte en »masseproduktion«. Alle skulle have azulejospaneler med landlig idyl eller historiske scener. Inspireret af orientalsk porcelæn (Ming-dynastiet) blev hvide fliser malet med blåt (på portugisisk azul, heraf navnet azulejo). Men egentlig kommer ordet af arabisk al-zuleisha, lille blankpoleret sten.
Store fortællende azulejosbilleder med helgenlegender eller bibelhistorier blev malet til kirkerne i 1700-tallet. De dannede en luftig og elegant kontrast til kirkens altre, nicher og lofter, der ofte var udsmykket med bombastisk, men kunstfærdigt udskåret træværk belagt med bladguld, talha dourada. Dette var Portugals bidrag til baroktiden.
Madeira har også moderne azulejos, fx den præmierede kunstner Lourdes Castros »Pige med badeforhæng« på Casa Museu Frederico de Freitas i Funchal.
Fortovskunst
Overalt på øerne skal man huske at kigge ned! Her ses en anden beundringsværdig form for billedkunst: arte pisada, fortovskunst, også kaldt calçada à portuguesa, portugisisk »brolægning«, som gør pladser og fortove til rene kunstværker. Basalt og kalksten er håndlagt i mange kreative og fantasifulde mønstre og motiver, der er inspireret af folklore, blomster, frugter, dyr, havet og Portugals storhedstid under opdagelsesrejserne.
Kunstarten opstod i 1825, måske inspireret af romersk mosaik. Tidligere var det straffefanger, »grilhetas«, lænkede, der nedlagde de smukke mønstre, men nu gives der uddannelse i faget, fx på håndværksskolen i Funchal. Også fortove med mønstre lagt i rullesten, pedrinha do calhau, er beundringsværdige.
Da Amalienborg Slotsplads i 1975 fik ny »brolægning«, blev den lagt af portugisere.
Kunsthåndværk
Madeiransk kunsthåndværk, artesanato, er ret efterspurgt. Mest berømt er nok broderi og gobeliner. Mange kvinder broderer og syr hjemme og afleverer det på »fabrikker« til færdiggørelse og salg. Men broderiet er i fare for at uddø, de unge vil hellere arbejde i
turistbranchen, derfor indfører man det nu som fag i skolen. Madeira er også kendt for kurveflet, og der flettes alt fra flaskebakker til møbler.
Den farve- og mønsterrige keramik kommer fra fastlandet, men Porto Santo har sin egen pottemager, der skaber lerfigurer i mange størrelser, og sin egen træskærer, der snitter miniatureredskaber.
Medier
Der udkommer flere dagblade, som dækker et bredt politisk spektrum. Men også fastlandets aviser læses med stor interesse, ligesom magasinerne Visão og Focus med nationale og internationale nyheder og artikler.
Radio- og tv-stationer er både offentlig- og privatejede. Den store seersucces har i mange år været de brasilianske serier.
Gastronomi
Det madeiranske og portugisiske køkken afspejler landets glorværdige fortid med et stænk af Afrika, Asien, Brasilien - og lidt Spanien. Det er ikke specielt raffineret eller krydret. De mest brugte krydderier er koriander- og laurbærblade, fennikel, spidskommen og hvidløg i enkle, lette retter - man lader råvarernes egen smag komme til sin ret. Det er sund og naturlig mad – og let fordøjelig.
Men alligevel – for en fiskegourmet er øerne en kulinarisk oplevelse. Nationalfisken, espada preta, »kårdefisk«, serveres grillet, kogt eller stegt og serveres med banan, eksotiske frugter, reje- eller madeiravinsovs og på mange andre fantasifulde måder, men altid velsmagende. Også Portugals nationalret, bacalhau, klipfisk, tilberedes på uendelig mange måder. Tunfisk, caldeirada (alt godt fra havet!), skaldyr og blæksprutter i mange variationer findes på næsten alle restauranter.
Nationalkødretten er espetada, kødterninger sat på spid, grillet og serveret med majsfritter og bolo do caco, brød bagt på varm stenplade. Se også: Værd at vide, Mad og drikke - og Miniparlør, Menukortet.
Bordvine kommer for det meste fra fastlandet. Dog har Madeira siden 1992 fremstillet hvid-, rød- og rosévin og de findes på de fleste restauranter og i supermarkeder. Om Madeira hedvin se: Madeiravin.
© Nina Jalser
