Madeiravin
Madeira er en hedvin med et alkoholindhold på minimum 17%. Den er kendt for sin ædle aroma, milde, fyldige smag og lange holdbarhed – den mest holdbare i verden.
Der er fire hovedtyper af madeira, der hver har navn efter den druesort, den hovedsagelig er fremstillet af. Efter et EU-direktiv af 1993 skal der, for at druens navn må stå på flaskens etikette, være mindst 85% af denne drue i.
Malvasia-druen, den første drue, der kom til øen med bosætterne, blev indført fra Kreta. Druen er lille, rund og meget blød, og den modner til en kraftig gylden farve. Den dyrkes nær São Jorge og Santana i en højde af 2-300 m og skal vokse på et beskyttet og solrigt sted.
Malvasia er en sød, mørk, likøragtig hedvin, der kan drikkes til dessert, men den er bedst til kaffen efter middag. Det er den mest berømte.
Boal-druen blev sandsynligvis indført af jesuitterne i 1600-tallet. Druen er hård, rund og halmgul. De bedste dyrkningsområder er Estreito de Câmara de Lobes, omkring São Vicente og Campanário i op til 400 m.
Boal er halvsød med lidt nøddeagtig smag og halvmørk farve. Den nydes til ost og dessert og er velegnet til henlæggelse, men flasken skal opbevares stående – det gælder i øvrigt alle Madeiravine.
Verdelho-druen er en grøn, hård og oval drue, der, når den modner, får en gylden lød. Den findes især ved Ribeira da Janela, på terrasser mod havet, og ved São Vicente i op til 500 m’s højde.
Verdelho er halvtør, let, med elegant eftersmag og har en gylden farve. »Rainwater« er en lettere udgave af verdelho. Verdelho kan serveres afkølet til fx suppe eller mild ost.
Sercial-druen er rund, blød og lysgrøn. Den er hovedsagelig plantet på øens nordside ved Seixal og Ribeira da Janela i en højde af 500 m, på øens sydside op til 6-800 m. Den modner sent.
Sercial er tør, lys – nærmest ravgul – let og frisk; nydes afkølet som aperitif (til suppe eller sushi) og bør være mindst syv år, når den drikkes – men den er bedst efter 20 år.
Jo lysere farve, jo tørrere vin!
Ud over de fire, fine druesorter dyrkes den mindre noble Tinta Negra Mole, en krydsning mellem Pinot Noir og Gremache. Druen er lille, blød og sort. Det er den mest udbredte på øen – 60% af drueproduktionen stammer herfra. Druen er en god basis for blandingsvin, da dens særegenhed er, at den let antager de andre druers smag og derfor er velegnet til at blande med ædlere sorter. Den er hovedbestanddelen i treårs madeira og andre, hvor en af de fire fine ikke er nævnt på flaskens etikette. Tinta Negra Mole har været dyrket på øen siden begyndelsen af 1800-tallet og dyrkes især på Madeiras solrige sydkyst, fx i Estreito da Câmara de Lobes.
Bordvine
I 1992 præsenterede Madeira Wine Company Madeiras første lokalt fremstillede bordvin, der sælges på flaske: Atlantis. Atlantis Rosé er lavet på Tinta Negra Mole-druen, mens den hvide, tørre, Atlantis Branco Seco, der kom i 1994, hovedsageligt er lavet på Verdelho-druen. Adega São Vicente lancerede i 2000 verdelho-hvidvine som Morgado og Casa da Vinha, og Enxurros, der også findes rød (Merlot og Cabernet Sauvignon). I de senere år er der fremstillet flere gode rød- og hvidvine.
I de små landsbyer fremstiller vinbønderne deres egen bordvin. Vinmosten hældes på tønder, gærer i ca. to mdr. og så er den lokale rødvin klar: vinho seco, der kan være meget tør.
Madeiravinens historie
Vinstokke ankom med de første bosættere, og det siges, at Malvasia-druen fra Kreta blev anbefalet af Infante Dom Henrique. Allerede i 1500-tallet skænkedes Madeiras bordvin ved de europæiske hoffer. Da Charles 2. af England forbød fremmede skibe at transportere europæiske varer til Amerika, blev Madeiras vin undtaget, (om det var af hensyn til sin portugisiskfødte dronning eller fordi han mente, at Madeira hørte til Afrika, er ikke godt at vide). Madeiras vineksport blomstrede, og i 1680 havde Funchal 26 vineksportfirmaer, heraf 10 engelske.
Den politiske situation i 1700-tallets Europa, med engelsk-franske konflikter, var medårsag til madeira-hedvinens tilblivelse. Fravær af franske vine åbnede nye markeder, og på de lange troperejser ændrede vinen smag og opnåede samme karakteristika som portvin og sherry – og det blev, i følge en legende, opdaget ved en tilfældighed – et held i uheld:
En ladning vin, der var sejlet til Østen, blev ikke solgt og måtte med tilbage til Madeira. Vinen blev igen udsat for store temperatursvingninger og høj søgang, og ved ankomsten var man klar til at hælde indholdet i havet. Men vinhandleren ville lige smage. Stor var hans overraskelse, da han opdagede, at vinen kom tilbage i forbedret kvalitet. Den blev solgt som »Vinho da roda«, rundrejsevin – og den var sin vægt værd i guld!
Denne rejse, der varede i adskillige måneder under varme himmelstrøg, gav vinen en langsom og blid modning. I mange år sendte man fyldte vinfade med som ballast på skibe, der sejlede over ækvator og tilbage. Det blev efterhånden en dyr fornøjelse.
I 1794 byggede en madeiransk abbed et glashus til opvarmning af sine vinfade for at opnå en lige så god vin uden en skibsrejse – det var Madeiras første estufa (varmhus, drivhus).
Tilsætning af vinsprit begyndte man først på i 1800, da franskmændene havde blokeret øen. Af frygt for, at det store overskudslager af vin ville blive ødelagt, tilsatte man »brandy«, et destilat af overskudsvin, og fandt ud af at denne »fortificerede« vin var endnu bedre.
Men glæden varede kun kort. I 1852 blev vinstokkene angrebet af meldug (oïdium tucheri) fra inficerede vinstokke, indført af en fransk botaniker. Næppe var man kommet sig over denne plage, før vinstokkene, i 1872-73, igen blev angrebet, denne gang af vinpest, forårsaget af vinlus (phylloxera vastatrix). Vinlusen kom direkte fra Amerika med importerede Isabella-vinstokke, der var resistente over for meldug! På større vingårde er der i dag plantet roser nær vinstokkene. Forklaringen er, at roser er de første, der bliver angrebet af vinpest og derved kan advare vinbonden, så han kan nå at beskytte sin vin.
Vinpesten fik alvorlige konsekvenser for øens økonomi. Man overvejede i stedet at dyrke kaffe, tobak eller vende tilbage til sukkerrør og -roer, men i 1880’erne indførtes resistente vinstokke fra Amerika. Med til at forværre krisen var den Amerikanske Borgerkrig (1861-65), som betød, at dette vigtige marked var lukket, samt åbningen af Suezkanalen (1869), der gjorde, at handelsskibe ikke passerede Funchal på vej til og fra Fjernøsten. Mange madeiranere så ingen anden udvej end at udvandre.
Madeira er ikke kommet sig helt efter de store vinplager, men det går fremad. Samtidig prøver man at løse problemet omkring »85% EU-direktivet«, man har nemlig slet ikke så mange Malvasia-, Boal-, Verdelho- og Sercialdruer, og tidligere kunne man nøjes med en procentbestandel på ca. 50. Vinbønderne er dog, ved regeringens hjælp, begyndt at udskifte en del Tinta Negra Mole med de finere druesorter.
Fra drue til flaske
Madeiras vin dyrkes op ad bjergskråninger på terrasser, poios, fra kysten og op til 800 m’s højde. Jo højere vinen vokser jo tørrere vin.
Vinhøstsæsonen på Madeira er verdens længste. Den begynder i august med de lavestliggende marker og fortsætter op ad bjergsiderne, hvor Sercial-druen plukkes i slutningen af oktober eller begyndelsen af november. Man efterlader altid nogle druer, der først plukkes den 11. november til Festa de São Martinho (vindyrkernes beskytter), hvor den kulinariske specialitet er bacalhau (klipfisk). Vinhøsten er en selskabelig affære, hvor hele familien deltager, og den afsluttes med stor festivitas og vinfestival i mange landsbyer og i Funchal.
Tidligere stampedes vinen med bare fødder, og mosten blev hældt i borrachos, gedeskindssække, der rummer op til 50 l. Disse blev af os borracheiros (sækkebærerne, ordet gik dog hurtigt over til at betyde fordrukken!) båret til nærmeste anløbsplads og sejlet til vinhandlere i Funchal. Man kan endnu idag, i afsidesliggende landsbyer, møde lange kolonner af borracheiros, der vandrer ad smalle, stejle og næsten ufremkommelige stier. Men ellers er det mere almindeligt, at kurve, fyldt med nyplukkede druer, stilles i vejkanten, hvor de bliver afhentet af lastbiler og kørt til mekanisk presning. Stilke kasseres, mens skaller og andre druerester undertiden anvendes til Agua Pé, en svag restvin fremstillet af disse druerester tilsat vand og sukker og derefter hældt på fade. Blandingen kan også destilleres og bliver så til Bagaceira (bagaço = skal, druerester). Druerester bruges også til kreaturfoder og gødning.
Gæringsprocessen begynder straks efter presning og varer i tre til seks uger. Derefter hældes vinen på andre fade og »forstærkes« med vinsprit. Vinen må ikke tilsættes sukker, kun vinho surdo, en ugæret druesaft, og derved opnår man den korrekte sødme. Derefter begynder den helt specielle »madeirabehandling«, estufagem, en opvarmningsproces, der giver madeira dens unikke aroma og karakter. Opvarmningen foregår i estufas (ligesom abbeden, som den første, gjorde med sin vin i 1794) og der er tre metoder:
Cubas de calor: Her hældes den »ordinære« vin i store termostatstyrede tanke (20-40.000 l) med rustfri stålrør, opvarmet af vand og damp, der afgiver en ensartet, jævn varme til vinen (45º). Varmebehandlingen varer i mindst tre måneder.
Armazém de calor: De bedre vine forbliver på egetræsfade og anbringes i en opvarmet bygning, hvor vinen holdes ved en lidt lavere temperatur end de 45º – men til gengæld ligger længere.
Estufas do sol: Helt oppe under et glas- eller bliktag, hvor solens stråler sørger for opvarmning, anbringes egetræsfade med de allerbedste vine.
De to sidstnævnte betegnes også som vinho de »canteiro« (= de bjælker vinfadene lægges på).
Efter estufagem køles vinen langsomt ned til normal temperatur, hvorefter den hviler og modnes på træfade i minimum 12-18 måneder. Der er ingen maksimumgrænse for, hvor længe vinen kan modnes, men den kan gå hen og blive for koncentreret.
Al madeira fra fem år og op er fremstillet på en af de fire, fine druer og modnet på træfade.
Madeira hældes normalt på flasker efter 3, 5, 10 eller 15 år og kan sælges efter efterlagring to år senere. Kun den fineste bliver vintage, der skal ligge mindst 20 år på fad og efter aftapning, to år på flaske. Den er fra et specielt godt år, af kun én drueart og kan tåle at blive mere end 150 år!
Kvalitetsbetegnelser
Bortset fra vintage er al madeira en sammenstukket vin, der består af mange vine af forskellige årgange. Herved opnår man en vis ensartethed. Der findes følgende kvalitetsbetegnelser: »Finest« er en blanding, hvor den yngste er mindst tre år og oftest fremstillet på Tinta Negra Mole-druen, »Reserve« mindst 5 år, »Special Reserve« 10 og »Extra Reserve« 15.
Madeira er tilmed velegnet til madlavning – smagen »fordamper« ikke så hurtigt – og indgår i mange madopskrifter, fx madeirasauce, forloren skildpadde og mange desserter. Selv i det franske køkken findes retter »au Madère«, og i Danmark spiser vi madeirasild og drikker Export Akvavit, der indeholder et stænk madeira!
Madeiradrikkende skandinaver
I første halvdel af 1900-tallet aftog Danmark en tredjedel af Madeiras samlede vineksport. Siden skiftede »moden« til portvin. Men i dag er vor import af madeira stigende. I 1997 importerede Danmark 96.508 liter, Sverige 130.894 liter og Norge 10.989 liter. Der produceres 12-13 mio. liter om året, og alt tyder på, at madeiravin er på vej mod en renæssance
Vinstiklinger til Danmark
Danske marinesoldater på vej til og fra Dansk Vestindien lagde ind til Funchal, tog vinstiklinger med hjem. Stiklingerne blev plantet i København på flådestationen, Holmen, hvor de stadig trives op ad østmuren på Arsenalets sydfløj.
Det fortælles, at da Madeiras vinstokke var blevet ødelagt af lus, bragte man stiklinger fra Holmen tilbage til Madeira – og fra disse skulle al madeiravin stamme! Det er en god dansk legende. Sandheden er dog, at nok blev der sendt stiklinger fra Botanisk Have i København, men planterne gav desværre kun spisedruer. I øvrigt står en af disse vinstokke stadig i gården, hvor Cossart Gordon & Co tidligere havde kontor, på Rua dos Ferreiros 191 i Funchal.
Madeira til morskab og mord
Shakespeare holdt meget af madeiravin, og i hans skuespil svælger personerne i denne vin. Fx i »Henrik 4.« (1.del, 1.akt, 2. scene) siger Poins til Falstaf: »Hvordan er Fanden og du kommen overens om din sjæl, som du solgte ham sidste langfredag for et glas Madeira og et koldt kapunlår?« Og i »Richard 3.« (1.akt, 4.scene) siger stimænd, der skal dræbe George, Hertugen af Clarence: »Slå ham i nøden med hjaltet af dit sværd og smid ham så i malvasier-fadet inde i stuen ved siden af«. At han selv valgte at blive druknet i et fad madeira er nok en overdrivelse – men det har ikke afholdt vinfirmaet Blandy’s fra at fremstille en madeiravin med navnet: »Duke of Clarence, Malmsey«!
Vores egen Holberg (uden anden sammenligning i øvrigt) lader ikke sine personer drikke madeira, men derimod masser af canari-sekt, en sød vin fra De Canariske Øer. Hans Hartvig Seedorf Pedersen redder dog den danske »madeira-ære« og lader i sin vise fra 1919 »Fjorten mand og Hera« sejle til Madeira (deres bedste tjans!) med klipfisk – og få »strømme af vin«!
15. april 1838 noterer unge Andersen, efter ildebefindende og mathed i sin almanak: »Drukket Madeira og spadseret i Botanisk Have«. Og dagen efter: »Madeira synes at styrke, Middagsselskab hos Eduard«.
Og da forsvarschef Jesper Helsø gik af i januar 2008 serveredes madeiravin.
Sågar det russiske hof drak madeira, og i 1916 forsøgte fyrst Jussupov, at myrde Rasputin med cyankaliumforgiftet madeira, men den russiske kæmpe måtte skydes med to sølvkugler. Jussupov selv døde en naturlig død i Paris i 1967.
Også i Amerika var madeira populær: Efter uafhængighedserklæringen var underskrevet i 1776, skålede man i denne vin.
Så… »Have some Madeira, My Dear«, som der synges i en engelsk vise fra 1950’erne
© Nina Jalser
Madeira er en hedvin med et alkoholindhold på minimum 17%. Den er kendt for sin ædle aroma, milde, fyldige smag og lange holdbarhed – den mest holdbare i verden.
Der er fire hovedtyper af madeira, der hver har navn efter den druesort, den hovedsagelig er fremstillet af. Efter et EU-direktiv af 1993 skal der, for at druens navn må stå på flaskens etikette, være mindst 85% af denne drue i.
Malvasia-druen, den første drue, der kom til øen med bosætterne, blev indført fra Kreta. Druen er lille, rund og meget blød, og den modner til en kraftig gylden farve. Den dyrkes nær São Jorge og Santana i en højde af 2-300 m og skal vokse på et beskyttet og solrigt sted.
Malvasia er en sød, mørk, likøragtig hedvin, der kan drikkes til dessert, men den er bedst til kaffen efter middag. Det er den mest berømte.
Boal-druen blev sandsynligvis indført af jesuitterne i 1600-tallet. Druen er hård, rund og halmgul. De bedste dyrkningsområder er Estreito de Câmara de Lobes, omkring São Vicente og Campanário i op til 400 m.
Boal er halvsød med lidt nøddeagtig smag og halvmørk farve. Den nydes til ost og dessert og er velegnet til henlæggelse, men flasken skal opbevares stående – det gælder i øvrigt alle Madeiravine.
Verdelho-druen er en grøn, hård og oval drue, der, når den modner, får en gylden lød. Den findes især ved Ribeira da Janela, på terrasser mod havet, og ved São Vicente i op til 500 m’s højde.
Verdelho er halvtør, let, med elegant eftersmag og har en gylden farve. »Rainwater« er en lettere udgave af verdelho. Verdelho kan serveres afkølet til fx suppe eller mild ost.
Sercial-druen er rund, blød og lysgrøn. Den er hovedsagelig plantet på øens nordside ved Seixal og Ribeira da Janela i en højde af 500 m, på øens sydside op til 6-800 m. Den modner sent.
Sercial er tør, lys – nærmest ravgul – let og frisk; nydes afkølet som aperitif (til suppe eller sushi) og bør være mindst syv år, når den drikkes – men den er bedst efter 20 år.
Jo lysere farve, jo tørrere vin!
Ud over de fire, fine druesorter dyrkes den mindre noble Tinta Negra Mole, en krydsning mellem Pinot Noir og Gremache. Druen er lille, blød og sort. Det er den mest udbredte på øen – 60% af drueproduktionen stammer herfra. Druen er en god basis for blandingsvin, da dens særegenhed er, at den let antager de andre druers smag og derfor er velegnet til at blande med ædlere sorter. Den er hovedbestanddelen i treårs madeira og andre, hvor en af de fire fine ikke er nævnt på flaskens etikette. Tinta Negra Mole har været dyrket på øen siden begyndelsen af 1800-tallet og dyrkes især på Madeiras solrige sydkyst, fx i Estreito da Câmara de Lobes.
Bordvine
I 1992 præsenterede Madeira Wine Company Madeiras første lokalt fremstillede bordvin, der sælges på flaske: Atlantis. Atlantis Rosé er lavet på Tinta Negra Mole-druen, mens den hvide, tørre, Atlantis Branco Seco, der kom i 1994, hovedsageligt er lavet på Verdelho-druen. Adega São Vicente lancerede i 2000 verdelho-hvidvine som Morgado og Casa da Vinha, og Enxurros, der også findes rød (Merlot og Cabernet Sauvignon). I de senere år er der fremstillet flere gode rød- og hvidvine.
I de små landsbyer fremstiller vinbønderne deres egen bordvin. Vinmosten hældes på tønder, gærer i ca. to mdr. og så er den lokale rødvin klar: vinho seco, der kan være meget tør.
Madeiravinens historie
Vinstokke ankom med de første bosættere, og det siges, at Malvasia-druen fra Kreta blev anbefalet af Infante Dom Henrique. Allerede i 1500-tallet skænkedes Madeiras bordvin ved de europæiske hoffer. Da Charles 2. af England forbød fremmede skibe at transportere europæiske varer til Amerika, blev Madeiras vin undtaget, (om det var af hensyn til sin portugisiskfødte dronning eller fordi han mente, at Madeira hørte til Afrika, er ikke godt at vide). Madeiras vineksport blomstrede, og i 1680 havde Funchal 26 vineksportfirmaer, heraf 10 engelske.
Den politiske situation i 1700-tallets Europa, med engelsk-franske konflikter, var medårsag til madeira-hedvinens tilblivelse. Fravær af franske vine åbnede nye markeder, og på de lange troperejser ændrede vinen smag og opnåede samme karakteristika som portvin og sherry – og det blev, i følge en legende, opdaget ved en tilfældighed – et held i uheld:
En ladning vin, der var sejlet til Østen, blev ikke solgt og måtte med tilbage til Madeira. Vinen blev igen udsat for store temperatursvingninger og høj søgang, og ved ankomsten var man klar til at hælde indholdet i havet. Men vinhandleren ville lige smage. Stor var hans overraskelse, da han opdagede, at vinen kom tilbage i forbedret kvalitet. Den blev solgt som »Vinho da roda«, rundrejsevin – og den var sin vægt værd i guld!
Denne rejse, der varede i adskillige måneder under varme himmelstrøg, gav vinen en langsom og blid modning. I mange år sendte man fyldte vinfade med som ballast på skibe, der sejlede over ækvator og tilbage. Det blev efterhånden en dyr fornøjelse.
I 1794 byggede en madeiransk abbed et glashus til opvarmning af sine vinfade for at opnå en lige så god vin uden en skibsrejse – det var Madeiras første estufa (varmhus, drivhus).
Tilsætning af vinsprit begyndte man først på i 1800, da franskmændene havde blokeret øen. Af frygt for, at det store overskudslager af vin ville blive ødelagt, tilsatte man »brandy«, et destilat af overskudsvin, og fandt ud af at denne »fortificerede« vin var endnu bedre.
Men glæden varede kun kort. I 1852 blev vinstokkene angrebet af meldug (oïdium tucheri) fra inficerede vinstokke, indført af en fransk botaniker. Næppe var man kommet sig over denne plage, før vinstokkene, i 1872-73, igen blev angrebet, denne gang af vinpest, forårsaget af vinlus (phylloxera vastatrix). Vinlusen kom direkte fra Amerika med importerede Isabella-vinstokke, der var resistente over for meldug! På større vingårde er der i dag plantet roser nær vinstokkene. Forklaringen er, at roser er de første, der bliver angrebet af vinpest og derved kan advare vinbonden, så han kan nå at beskytte sin vin.
Vinpesten fik alvorlige konsekvenser for øens økonomi. Man overvejede i stedet at dyrke kaffe, tobak eller vende tilbage til sukkerrør og -roer, men i 1880’erne indførtes resistente vinstokke fra Amerika. Med til at forværre krisen var den Amerikanske Borgerkrig (1861-65), som betød, at dette vigtige marked var lukket, samt åbningen af Suezkanalen (1869), der gjorde, at handelsskibe ikke passerede Funchal på vej til og fra Fjernøsten. Mange madeiranere så ingen anden udvej end at udvandre.
Madeira er ikke kommet sig helt efter de store vinplager, men det går fremad. Samtidig prøver man at løse problemet omkring »85% EU-direktivet«, man har nemlig slet ikke så mange Malvasia-, Boal-, Verdelho- og Sercialdruer, og tidligere kunne man nøjes med en procentbestandel på ca. 50. Vinbønderne er dog, ved regeringens hjælp, begyndt at udskifte en del Tinta Negra Mole med de finere druesorter.
Fra drue til flaske
Madeiras vin dyrkes op ad bjergskråninger på terrasser, poios, fra kysten og op til 800 m’s højde. Jo højere vinen vokser jo tørrere vin.
Vinhøstsæsonen på Madeira er verdens længste. Den begynder i august med de lavestliggende marker og fortsætter op ad bjergsiderne, hvor Sercial-druen plukkes i slutningen af oktober eller begyndelsen af november. Man efterlader altid nogle druer, der først plukkes den 11. november til Festa de São Martinho (vindyrkernes beskytter), hvor den kulinariske specialitet er bacalhau (klipfisk). Vinhøsten er en selskabelig affære, hvor hele familien deltager, og den afsluttes med stor festivitas og vinfestival i mange landsbyer og i Funchal.
Tidligere stampedes vinen med bare fødder, og mosten blev hældt i borrachos, gedeskindssække, der rummer op til 50 l. Disse blev af os borracheiros (sækkebærerne, ordet gik dog hurtigt over til at betyde fordrukken!) båret til nærmeste anløbsplads og sejlet til vinhandlere i Funchal. Man kan endnu idag, i afsidesliggende landsbyer, møde lange kolonner af borracheiros, der vandrer ad smalle, stejle og næsten ufremkommelige stier. Men ellers er det mere almindeligt, at kurve, fyldt med nyplukkede druer, stilles i vejkanten, hvor de bliver afhentet af lastbiler og kørt til mekanisk presning. Stilke kasseres, mens skaller og andre druerester undertiden anvendes til Agua Pé, en svag restvin fremstillet af disse druerester tilsat vand og sukker og derefter hældt på fade. Blandingen kan også destilleres og bliver så til Bagaceira (bagaço = skal, druerester). Druerester bruges også til kreaturfoder og gødning.
Gæringsprocessen begynder straks efter presning og varer i tre til seks uger. Derefter hældes vinen på andre fade og »forstærkes« med vinsprit. Vinen må ikke tilsættes sukker, kun vinho surdo, en ugæret druesaft, og derved opnår man den korrekte sødme. Derefter begynder den helt specielle »madeirabehandling«, estufagem, en opvarmningsproces, der giver madeira dens unikke aroma og karakter. Opvarmningen foregår i estufas (ligesom abbeden, som den første, gjorde med sin vin i 1794) og der er tre metoder:
Cubas de calor: Her hældes den »ordinære« vin i store termostatstyrede tanke (20-40.000 l) med rustfri stålrør, opvarmet af vand og damp, der afgiver en ensartet, jævn varme til vinen (45º). Varmebehandlingen varer i mindst tre måneder.
Armazém de calor: De bedre vine forbliver på egetræsfade og anbringes i en opvarmet bygning, hvor vinen holdes ved en lidt lavere temperatur end de 45º – men til gengæld ligger længere.
Estufas do sol: Helt oppe under et glas- eller bliktag, hvor solens stråler sørger for opvarmning, anbringes egetræsfade med de allerbedste vine.
De to sidstnævnte betegnes også som vinho de »canteiro« (= de bjælker vinfadene lægges på).
Efter estufagem køles vinen langsomt ned til normal temperatur, hvorefter den hviler og modnes på træfade i minimum 12-18 måneder. Der er ingen maksimumgrænse for, hvor længe vinen kan modnes, men den kan gå hen og blive for koncentreret.
Al madeira fra fem år og op er fremstillet på en af de fire, fine druer og modnet på træfade.
Madeira hældes normalt på flasker efter 3, 5, 10 eller 15 år og kan sælges efter efterlagring to år senere. Kun den fineste bliver vintage, der skal ligge mindst 20 år på fad og efter aftapning, to år på flaske. Den er fra et specielt godt år, af kun én drueart og kan tåle at blive mere end 150 år!
Kvalitetsbetegnelser
Bortset fra vintage er al madeira en sammenstukket vin, der består af mange vine af forskellige årgange. Herved opnår man en vis ensartethed. Der findes følgende kvalitetsbetegnelser: »Finest« er en blanding, hvor den yngste er mindst tre år og oftest fremstillet på Tinta Negra Mole-druen, »Reserve« mindst 5 år, »Special Reserve« 10 og »Extra Reserve« 15.
Madeira er tilmed velegnet til madlavning – smagen »fordamper« ikke så hurtigt – og indgår i mange madopskrifter, fx madeirasauce, forloren skildpadde og mange desserter. Selv i det franske køkken findes retter »au Madère«, og i Danmark spiser vi madeirasild og drikker Export Akvavit, der indeholder et stænk madeira!
Madeiradrikkende skandinaver
I første halvdel af 1900-tallet aftog Danmark en tredjedel af Madeiras samlede vineksport. Siden skiftede »moden« til portvin. Men i dag er vor import af madeira stigende. I 1997 importerede Danmark 96.508 liter, Sverige 130.894 liter og Norge 10.989 liter. Der produceres 12-13 mio. liter om året, og alt tyder på, at madeiravin er på vej mod en renæssance
Vinstiklinger til Danmark
Danske marinesoldater på vej til og fra Dansk Vestindien lagde ind til Funchal, tog vinstiklinger med hjem. Stiklingerne blev plantet i København på flådestationen, Holmen, hvor de stadig trives op ad østmuren på Arsenalets sydfløj.
Det fortælles, at da Madeiras vinstokke var blevet ødelagt af lus, bragte man stiklinger fra Holmen tilbage til Madeira – og fra disse skulle al madeiravin stamme! Det er en god dansk legende. Sandheden er dog, at nok blev der sendt stiklinger fra Botanisk Have i København, men planterne gav desværre kun spisedruer. I øvrigt står en af disse vinstokke stadig i gården, hvor Cossart Gordon & Co tidligere havde kontor, på Rua dos Ferreiros 191 i Funchal.
Madeira til morskab og mord
Shakespeare holdt meget af madeiravin, og i hans skuespil svælger personerne i denne vin. Fx i »Henrik 4.« (1.del, 1.akt, 2. scene) siger Poins til Falstaf: »Hvordan er Fanden og du kommen overens om din sjæl, som du solgte ham sidste langfredag for et glas Madeira og et koldt kapunlår?« Og i »Richard 3.« (1.akt, 4.scene) siger stimænd, der skal dræbe George, Hertugen af Clarence: »Slå ham i nøden med hjaltet af dit sværd og smid ham så i malvasier-fadet inde i stuen ved siden af«. At han selv valgte at blive druknet i et fad madeira er nok en overdrivelse – men det har ikke afholdt vinfirmaet Blandy’s fra at fremstille en madeiravin med navnet: »Duke of Clarence, Malmsey«!
Vores egen Holberg (uden anden sammenligning i øvrigt) lader ikke sine personer drikke madeira, men derimod masser af canari-sekt, en sød vin fra De Canariske Øer. Hans Hartvig Seedorf Pedersen redder dog den danske »madeira-ære« og lader i sin vise fra 1919 »Fjorten mand og Hera« sejle til Madeira (deres bedste tjans!) med klipfisk – og få »strømme af vin«!
15. april 1838 noterer unge Andersen, efter ildebefindende og mathed i sin almanak: »Drukket Madeira og spadseret i Botanisk Have«. Og dagen efter: »Madeira synes at styrke, Middagsselskab hos Eduard«.
Og da forsvarschef Jesper Helsø gik af i januar 2008 serveredes madeiravin.
Sågar det russiske hof drak madeira, og i 1916 forsøgte fyrst Jussupov, at myrde Rasputin med cyankaliumforgiftet madeira, men den russiske kæmpe måtte skydes med to sølvkugler. Jussupov selv døde en naturlig død i Paris i 1967.
Også i Amerika var madeira populær: Efter uafhængighedserklæringen var underskrevet i 1776, skålede man i denne vin.
Så… »Have some Madeira, My Dear«, som der synges i en engelsk vise fra 1950’erne
© Nina Jalser
