Fakta om Madeira og Porto Santo
Madeira og Porto Santo med deres fascinerende landskaber, milde klima og rene luft er en smuk oplevelse på alle tider af året. Ikke blot naturen, men også øernes mange kirker og museer er værd at se. Man må heller ikke glemme at stifte bekendtskab med vinen og maden, som især for en fiskegourmet er en kulinarisk drøm.
Madeiransk legende
Da Gud havde skabt verden,
var Han så tilfreds med sit værk,
at Han gav det et kys -
og af Guds kys opstod Madeira!
Øen manglede sand –
Han smed en bunke
– det blev Porto Santo!
Madeiranerne og portosantoerne
Madeira og Porto Santo hører til Portugal, men har delvist selvstyre og eget flag. Indbyggerne er lokalpatrioter og anser sig først og fremmest som madeiranere og portosantoer – og derefter som portugisere. De er, som alle portugisere, yderst venlige og imødekommende og meget børnevenlige.
Da portugiserne i 1418-1420 gik i land på Porto Santo og Madeira, var øerne ubeboede. De fandt kun skove, blomsterflor, fugle og firben. De første bosættere var bl.a. portugisiske bønder, eventyrere, adelige familier, der fik tildelt jord, samt præster og munke. Slaver blev kapret og transporteret fra Nordafrika og De Canariske Øer for at rydde jorden, bygge terrasser og levadaer. Hurtigt fulgte eventyrere og handelsmænd fra Genova, Firenze, Flandern, Frankrig og senere fra England. Madeira og Porto Santos befolkning er en blanding af alle disse folkefærd, men deres sprog er portugisisk.
I 1800-tallet blev Madeiras vinstokke og kartofler ramt af sygdom, og for mange mennesker betød det økonomisk ruin. Folk udvandrede i tusindvis til Brasilien, Canada, Venezuela, Hawaii samt Sydafrika, hvor der i dag bor flere madeiranere end på Madeira! (360.000, en del er dog på vej hjem). Omkring Nellikerevolutionen i 1974 frygtede mange, at landet ville udvikle sig til en kommunistisk stat og flygtede til Brasilien. Da Madeira i 1976 fik delvist selvstyre, vendte en del tilbage.
I dag søger en del af de tidligere emigranter tilbage – nogle med indtjente formuer – og åbner hoteller og restauranter. Andre kommer på ferie en gang om året, til jul eller i august til de mange fester.
Religion
99% af befolkningen tilhører den romersk-katolske kirke med alt, hvad det indebærer. Hvert sogn har en Nossa Senhora (Jomfru Maria) eller helgen, der fejres mindst én gang om året med store højtidelige optog, hvor helgenfiguren bæres gennem den festklædte by. Omkring helgenfiguren vandrer børn, der er klædt ud som engle, derefter følger præsten og folk, der måske har aflagt et løfte, og til sidst kommer byens hornorkester. På optogets rute er resten af landsbyen tilskuere fra vinduer og balkoner, der er dekoreret med de fineste sengetæpper. »Triumfbuer« med lys er sat op i de blomstersmykkede gader og på kirkens facader – og så er der ingen fest uden marked, mad og drikke. Aftenen før helligdagen er der ofte fest og folkedans (se: Værd at vide, Helligdage).
Der festes for Nossa Senhoras for glæde, sorg, smerte, hjælp, rejse, fred etc. Madeiras største valfartsfest, hvor man fejrer øens beskytter Nossa Senhora do Monte, finder sted hvert år den 14.-15. august (Mariæ himmelfartsdag).
At den katolske kirkes indflydelse er stor, men størst i landområderne, kan ses af de mange smukke – og fyldte – kirker og kapeller med imponerende altre.
Også andre kristne trosretninger er repræsenteret på øerne, bl.a. den anglikanske kirke, baptister, syvendedagsadventister og mormoner.
Levevilkår
De fleste madeiranerne er meget familieorienteret og hjælper hinanden i alle livets faser. Børn bor længe hjemme, men efter byggeboom og fordelagtige banklån er det blevet lettere for unge at finde bolig. Nogle har også stadig deres gamle mor eller far boende hos sig, selv om der er opført en del tredje-alders-hjem, beskyttede boliger og daghjem, såvel som vuggestuer og børnehaver. I det hele taget søger man at bekæmpe sociale problemer – og fattigdom.
Lønniveauet er nederst på EU-skalaen med en mindsteløn på 525 €, men til gengæld er skatteprocenten lav, fx betales der af en mellemindkomst 11% i skat! Arbejdsløsheden er 7,9%, og som i resten af Europa importerer man arbejdskraft – på Madeira og Porto Santo er det fra Brasilien og østlandene og især til byggebranchen.
Mange madeiranske mænd er nok stadig lidt mandschauvinistiske, men det forhindrer ikke kvinder i at indtage topstillinger.
I de lokale rådhuses klagebøger kan man læse, hvad borgerne er utilfredse med, fx klager en kone over, at hun endnu ikke har fået asfalteret vej op til sit hus.
Uddannelse
Officielt er der ni års obligatorisk skolegang, men fattige familier har brug for børnenes arbejdskraft, og så kommer skolen i anden række. Der findes en del analfabeter, men antallet er dalende.
Madeira har to universiteter, det katolske, der er en del af det private Universidade Católica i Lissabon og Braga, og Universidade da Madeira, der har kollegium, og hvor der undervises i sprog, kommunikation, matematik, biologi, kemi, økonomi og medicin; vil man læse jura, må man til fastlandet.
Studerende fra fattige familier og med høje karakterer kan få statsstøtte, og den private José Berardo-fond (se: Funchals omegn, Jardim Tropical) uddeler hvert år stipendier.
Erhverv
De første bosættere medbragte hvede og vin, som begge er vigtige elementer i den kristne liturgi – det var jo Kristusordenen, der stod bag bosættelsen!
Allerede i 1425 indførtes sukkerrør fra Sicilien. Udvinding af sukker, »det hvide guld«, blev foretaget ved anvendelse af vandmøller. Handelsmænd fra hele Europa fandt vej til Madeira og »sukkerbaronerne« havde kronede dage. Naturaløkonomi florerede – Flandern betalte fx for sukker med kunst (se: Funchal, Museu de Arte Sacra).
Men 100 år senere blev verdensmarkedet oversvømmet af billigt sukker fra Cabo Verde og Brasilien. Madeira indskrænkede sukkerproduktionen, og i stedet udvidede man vinproduktionen. De første munke havde indført Malvasier-vinstokke fra Kreta og Cypern, og allerede i 1445 havde Madeiras vin opnået et godt ry. I dag er øen berømt for sin vin.
Slaver omdannede de stejle bjergsider til frugtbare terrasser understøttet og omgivet af porøse stengærder, der lader vandet passere, mens jord og planter bliver, hvor de er. Det var også slaver, der anlagde det imponerende vandingssystem, levadaerne, der hele året sørger for vand til de opdyrkede terrasser.
I dag omfatter landbruget hvede, majs, vin, grøntsager og subtropiske frugter, især bananer (der indførtes i 1500-tallet) samt sukkerrør til fremstilling af sirup (»honning«) og aguardente de cana (»sukkerrørssnaps«).
Kvægbruget er begrænset. De stejle terrasser er uegnet til græssende køer, der i stedet holdes i små, stråtækte hytter, palheiros, med højst et par køer i hver, men normalt kun én ko. De kommer dog af og til på græs. Kun på Vestmadeira går køerne ude.
Hvalfangere fra Açorerne kom i 1940 til Madeira, og sammen med hvalfangere fra Caniçal og Porto Moniz nedlagde de 150-200 hvaler om året. Denne indtægtskilde ophørte, da Portugal i 1981 tiltrådte FN-konventionen om begrænsning af hvalfangst.
I dag udgår fiskeriet fra alle kystbyer, og der fanges flere end 100 spiselige arter – især dybhavsfisken espada preta og adskillige tunarter.
Turisme
Madeira eksporterer ikke blot vin – men også håndbroderede duge m.m., fletværk, tropiske frugter og blomster. Allervigtigst er turismen, der begyndte med velhavende englændere på rekreation. Madeira var en eksklusiv ferieø helt op til 1970’erne, først dá blev den alment populær. I dag er turisme øens største indtægtskilde, og mange er ansat inden for hotel-, service- og byggefag.
Politik
Portugal gav i 1976 Madeira-øgruppen delvist selvstyre (Região Autónoma da Madeira) med egen hymne og flag. Madeira har fem repræsentanter i Assembleia da República, det portugisiske parlament i Lissabon, og Porto Santo har én. På Madeira er den portugisiske stat repræsenteret ved en minister, Ministro da República, udpeget af Portugals præsident. Denne skal sikre, at forfatningen overholdes, og ingen lokal lov kan vedtages, før ministeren har godkendt den. Ministeren har residens i Fortaleza Palácio de São Lourenço i Funchal.
Madeiras eget regionale parlament, Assembleia Legislativa Regional da Madeira i Funchal, har 68 medlemmer, der vælges for fire år og på samme tid som valget til parlamentet i Lissabon. Lederen af det parti, der har flest medlemmer i regionalparlamentet, bliver udnævnt til Presidente do Governo Regional da Madeira med officiel residens i Quinta Vigia i Funchal.
Der er regionale ministerier, secretários regionais, for: planlægning og koordination; lokaløkonomi, skov, fiskeri og landbrug; miljø; turisme og kultur; humanitær hjælp; uddannelse; sociale forhold og sundhed. Madeira har ansvar for egen økonomi, mens politi, domstole, forsvar og udenrigspolitik hører under regeringen i Lissabon.
Siden marts 1978 har Madeira-øgruppen været regeret af den populære og karismatiske Dr. Alberto João Cardoso Gonçalves Jardim. Han er leder af PSD (socialdemokratisk parti, som er centrum-højre) og har ved hvert valg, senest september 2009, opnået vel over 50% af de afgivne stemmer. PSD har
44 repræsentanter i regionalparlamentet, oppositionspartiet PS (socialister, som er socialdemokrater) har ni, CDS/PP (kristne demokrater til højre for midten) har to, CDU (kommunister) to og UDP (yderste venstrefløj)/BE (venstreblokken) har en repræsentant. Portugals premierminister er Pedro Passos Coelho (PSD) og landets præsident siden jan. 2006 (genvalgt jan. 2011) er Anibal Cavaco e Silva (PSD).
Små byer har deres eget assembleia municipal, byråd, og Porto Santo har sit.
En lille gruppe fredelige »autonomistas«, FAMA (Fórum Autonomia da Madeira, 1997), belyser problemer i forbindelse med Madeiras delvise selvstyre og vil have egen administration af lov, domstole og skat – og af med Ministro da República.
Portugal og dermed Madeira er medlem af bl.a. EU, FN, NATO, WEU og OECD.
© Nina Jalser
Madeira og Porto Santo med deres fascinerende landskaber, milde klima og rene luft er en smuk oplevelse på alle tider af året. Ikke blot naturen, men også øernes mange kirker og museer er værd at se. Man må heller ikke glemme at stifte bekendtskab med vinen og maden, som især for en fiskegourmet er en kulinarisk drøm.
Madeiransk legende
Da Gud havde skabt verden,
var Han så tilfreds med sit værk,
at Han gav det et kys -
og af Guds kys opstod Madeira!
Øen manglede sand –
Han smed en bunke
– det blev Porto Santo!
Madeiranerne og portosantoerne
Madeira og Porto Santo hører til Portugal, men har delvist selvstyre og eget flag. Indbyggerne er lokalpatrioter og anser sig først og fremmest som madeiranere og portosantoer – og derefter som portugisere. De er, som alle portugisere, yderst venlige og imødekommende og meget børnevenlige.
Da portugiserne i 1418-1420 gik i land på Porto Santo og Madeira, var øerne ubeboede. De fandt kun skove, blomsterflor, fugle og firben. De første bosættere var bl.a. portugisiske bønder, eventyrere, adelige familier, der fik tildelt jord, samt præster og munke. Slaver blev kapret og transporteret fra Nordafrika og De Canariske Øer for at rydde jorden, bygge terrasser og levadaer. Hurtigt fulgte eventyrere og handelsmænd fra Genova, Firenze, Flandern, Frankrig og senere fra England. Madeira og Porto Santos befolkning er en blanding af alle disse folkefærd, men deres sprog er portugisisk.
I 1800-tallet blev Madeiras vinstokke og kartofler ramt af sygdom, og for mange mennesker betød det økonomisk ruin. Folk udvandrede i tusindvis til Brasilien, Canada, Venezuela, Hawaii samt Sydafrika, hvor der i dag bor flere madeiranere end på Madeira! (360.000, en del er dog på vej hjem). Omkring Nellikerevolutionen i 1974 frygtede mange, at landet ville udvikle sig til en kommunistisk stat og flygtede til Brasilien. Da Madeira i 1976 fik delvist selvstyre, vendte en del tilbage.
I dag søger en del af de tidligere emigranter tilbage – nogle med indtjente formuer – og åbner hoteller og restauranter. Andre kommer på ferie en gang om året, til jul eller i august til de mange fester.
Religion
99% af befolkningen tilhører den romersk-katolske kirke med alt, hvad det indebærer. Hvert sogn har en Nossa Senhora (Jomfru Maria) eller helgen, der fejres mindst én gang om året med store højtidelige optog, hvor helgenfiguren bæres gennem den festklædte by. Omkring helgenfiguren vandrer børn, der er klædt ud som engle, derefter følger præsten og folk, der måske har aflagt et løfte, og til sidst kommer byens hornorkester. På optogets rute er resten af landsbyen tilskuere fra vinduer og balkoner, der er dekoreret med de fineste sengetæpper. »Triumfbuer« med lys er sat op i de blomstersmykkede gader og på kirkens facader – og så er der ingen fest uden marked, mad og drikke. Aftenen før helligdagen er der ofte fest og folkedans (se: Værd at vide, Helligdage).
Der festes for Nossa Senhoras for glæde, sorg, smerte, hjælp, rejse, fred etc. Madeiras største valfartsfest, hvor man fejrer øens beskytter Nossa Senhora do Monte, finder sted hvert år den 14.-15. august (Mariæ himmelfartsdag).
At den katolske kirkes indflydelse er stor, men størst i landområderne, kan ses af de mange smukke – og fyldte – kirker og kapeller med imponerende altre.
Også andre kristne trosretninger er repræsenteret på øerne, bl.a. den anglikanske kirke, baptister, syvendedagsadventister og mormoner.
Levevilkår
De fleste madeiranerne er meget familieorienteret og hjælper hinanden i alle livets faser. Børn bor længe hjemme, men efter byggeboom og fordelagtige banklån er det blevet lettere for unge at finde bolig. Nogle har også stadig deres gamle mor eller far boende hos sig, selv om der er opført en del tredje-alders-hjem, beskyttede boliger og daghjem, såvel som vuggestuer og børnehaver. I det hele taget søger man at bekæmpe sociale problemer – og fattigdom.
Lønniveauet er nederst på EU-skalaen med en mindsteløn på 525 €, men til gengæld er skatteprocenten lav, fx betales der af en mellemindkomst 11% i skat! Arbejdsløsheden er 7,9%, og som i resten af Europa importerer man arbejdskraft – på Madeira og Porto Santo er det fra Brasilien og østlandene og især til byggebranchen.
Mange madeiranske mænd er nok stadig lidt mandschauvinistiske, men det forhindrer ikke kvinder i at indtage topstillinger.
I de lokale rådhuses klagebøger kan man læse, hvad borgerne er utilfredse med, fx klager en kone over, at hun endnu ikke har fået asfalteret vej op til sit hus.
Uddannelse
Officielt er der ni års obligatorisk skolegang, men fattige familier har brug for børnenes arbejdskraft, og så kommer skolen i anden række. Der findes en del analfabeter, men antallet er dalende.
Madeira har to universiteter, det katolske, der er en del af det private Universidade Católica i Lissabon og Braga, og Universidade da Madeira, der har kollegium, og hvor der undervises i sprog, kommunikation, matematik, biologi, kemi, økonomi og medicin; vil man læse jura, må man til fastlandet.
Studerende fra fattige familier og med høje karakterer kan få statsstøtte, og den private José Berardo-fond (se: Funchals omegn, Jardim Tropical) uddeler hvert år stipendier.
Erhverv
De første bosættere medbragte hvede og vin, som begge er vigtige elementer i den kristne liturgi – det var jo Kristusordenen, der stod bag bosættelsen!
Allerede i 1425 indførtes sukkerrør fra Sicilien. Udvinding af sukker, »det hvide guld«, blev foretaget ved anvendelse af vandmøller. Handelsmænd fra hele Europa fandt vej til Madeira og »sukkerbaronerne« havde kronede dage. Naturaløkonomi florerede – Flandern betalte fx for sukker med kunst (se: Funchal, Museu de Arte Sacra).
Men 100 år senere blev verdensmarkedet oversvømmet af billigt sukker fra Cabo Verde og Brasilien. Madeira indskrænkede sukkerproduktionen, og i stedet udvidede man vinproduktionen. De første munke havde indført Malvasier-vinstokke fra Kreta og Cypern, og allerede i 1445 havde Madeiras vin opnået et godt ry. I dag er øen berømt for sin vin.
Slaver omdannede de stejle bjergsider til frugtbare terrasser understøttet og omgivet af porøse stengærder, der lader vandet passere, mens jord og planter bliver, hvor de er. Det var også slaver, der anlagde det imponerende vandingssystem, levadaerne, der hele året sørger for vand til de opdyrkede terrasser.
I dag omfatter landbruget hvede, majs, vin, grøntsager og subtropiske frugter, især bananer (der indførtes i 1500-tallet) samt sukkerrør til fremstilling af sirup (»honning«) og aguardente de cana (»sukkerrørssnaps«).
Kvægbruget er begrænset. De stejle terrasser er uegnet til græssende køer, der i stedet holdes i små, stråtækte hytter, palheiros, med højst et par køer i hver, men normalt kun én ko. De kommer dog af og til på græs. Kun på Vestmadeira går køerne ude.
Hvalfangere fra Açorerne kom i 1940 til Madeira, og sammen med hvalfangere fra Caniçal og Porto Moniz nedlagde de 150-200 hvaler om året. Denne indtægtskilde ophørte, da Portugal i 1981 tiltrådte FN-konventionen om begrænsning af hvalfangst.
I dag udgår fiskeriet fra alle kystbyer, og der fanges flere end 100 spiselige arter – især dybhavsfisken espada preta og adskillige tunarter.
Turisme
Madeira eksporterer ikke blot vin – men også håndbroderede duge m.m., fletværk, tropiske frugter og blomster. Allervigtigst er turismen, der begyndte med velhavende englændere på rekreation. Madeira var en eksklusiv ferieø helt op til 1970’erne, først dá blev den alment populær. I dag er turisme øens største indtægtskilde, og mange er ansat inden for hotel-, service- og byggefag.
Politik
Portugal gav i 1976 Madeira-øgruppen delvist selvstyre (Região Autónoma da Madeira) med egen hymne og flag. Madeira har fem repræsentanter i Assembleia da República, det portugisiske parlament i Lissabon, og Porto Santo har én. På Madeira er den portugisiske stat repræsenteret ved en minister, Ministro da República, udpeget af Portugals præsident. Denne skal sikre, at forfatningen overholdes, og ingen lokal lov kan vedtages, før ministeren har godkendt den. Ministeren har residens i Fortaleza Palácio de São Lourenço i Funchal.
Madeiras eget regionale parlament, Assembleia Legislativa Regional da Madeira i Funchal, har 68 medlemmer, der vælges for fire år og på samme tid som valget til parlamentet i Lissabon. Lederen af det parti, der har flest medlemmer i regionalparlamentet, bliver udnævnt til Presidente do Governo Regional da Madeira med officiel residens i Quinta Vigia i Funchal.
Der er regionale ministerier, secretários regionais, for: planlægning og koordination; lokaløkonomi, skov, fiskeri og landbrug; miljø; turisme og kultur; humanitær hjælp; uddannelse; sociale forhold og sundhed. Madeira har ansvar for egen økonomi, mens politi, domstole, forsvar og udenrigspolitik hører under regeringen i Lissabon.
Siden marts 1978 har Madeira-øgruppen været regeret af den populære og karismatiske Dr. Alberto João Cardoso Gonçalves Jardim. Han er leder af PSD (socialdemokratisk parti, som er centrum-højre) og har ved hvert valg, senest september 2009, opnået vel over 50% af de afgivne stemmer. PSD har
44 repræsentanter i regionalparlamentet, oppositionspartiet PS (socialister, som er socialdemokrater) har ni, CDS/PP (kristne demokrater til højre for midten) har to, CDU (kommunister) to og UDP (yderste venstrefløj)/BE (venstreblokken) har en repræsentant. Portugals premierminister er Pedro Passos Coelho (PSD) og landets præsident siden jan. 2006 (genvalgt jan. 2011) er Anibal Cavaco e Silva (PSD).
Små byer har deres eget assembleia municipal, byråd, og Porto Santo har sit.
En lille gruppe fredelige »autonomistas«, FAMA (Fórum Autonomia da Madeira, 1997), belyser problemer i forbindelse med Madeiras delvise selvstyre og vil have egen administration af lov, domstole og skat – og af med Ministro da República.
Portugal og dermed Madeira er medlem af bl.a. EU, FN, NATO, WEU og OECD.
© Nina Jalser
