Let læsning til flyet
Kært barn…
Ingen ø har så mange kælenavne som Madeira: Purpurøen, Atlanterhavets perle, Det evige forårs ø, Den flydende have, Blomsterøen, Naturens skatkammer, Orkidéøen, Atlantens juvel, Paradisets have, Guds botaniske have, Den grønne ø, Oceanets blomst ...
Porto Santo har også en del kælenavne: Den gyldne ø, Strandøen, Sandøen, Drageblodstræøen ...
Fakta om Madeira-øgruppen
980 km fra Lissabon og 700 km fra Afrikas kyst
Befolkning: Madeira, 255.000 Porto Santo, 4.500
Areal: Madeira, 741 km2 Porto Santo, 42,17 km2 Ilhas Desertas, 14, 24 km2 Ilhas Selvagens, 2,69 km2
Befolkningstæthed: Madeira 337/km2, Porto Santo 112/km2 (DK: 123/km2)
Befolkningstilvækst: 0,5%
Gennemsnitlig levealder: kvinder: 79 år (DK: 78 år), mænd 71 år (DK: 73 år)
Klima: subtropisk
Nationalblomst: strelitzia (paradisfugleblomst)
Højeste bjerg: Pico Ruivo (1861 m o. h.)
Tidsforskel: én time efter Skandinavien
Hovedbyer:
Funchal, 58.000 indb.,
Storfunchal 130.000 indb.
Machico, 18.000 indb.
Câmara de Lobos, 15.000 indb.
Santa Cruz, 6000 indb. Santana, 5000 indb.
Vila Baleira (Porto Santo), 3800 indb.
Sprog: portugisisk
Religion: romersk-katolsk
Økonomi/erhverv: turisme, fiskeri og landbrug
Vigtigste handelspartnere: fastlandet (Portugal), EU, Brasilien
Mindsteløn: 525 €
Styreform: delvist selvstyre under Portugal
Valuta: euro (EUR), 1 € = 100 cent = 7,45 dkr.
Madeiranætter
Madeira er kendt for sine blomsters forførende dufte, som turister nyder. Og nu
kan man sandelig få disse dufte med hjem på flaske i form af Madeiras første parfume: Noites da Madeira, Madeiranætter!
Parfumen er sammensat af nogle af Madeiras blomsterdufte: rose, viol, lavendel med et frisk strøg af bergamot og citron – og et orientalsk islæt af Østens mystik: vanilje og moskus.
Også mænd kan komme til at dufte af Madeira. Den maskuline udgave er mere intens og ville have glædet de opdagelsesrejsende, der fra Østen hjembragte nogle af denne parfumes
ingredienser: sandeltræ, ceder, kanel, nellike foruden ananas, laurbær, basilikum og lidt grapefrugt og bergamot.
En tredje mulighed er eau de toilette Nature, en unisex version, der er mere frisk og blid og dufter af rose, jasmin, mandarin, bergamot med lidt muskatnød og sandeltræ.
Ilhas Desertas som vejrudsigt
De lokale ser mod øerne og ved så, at hvis
- øerne synes gribende nær og vinden kommer fra SV, er der snarlig regn på vej
- øerne er sigtbare, og vinden kommer fra V eller NV, vil Vestmadeira blive overskyet
- øerne er utydelige, og vinden kommer fra Ø eller NØ, vil kun Sydmadeira blive overskyet
- øerne er overskyet, og vinden kommer fra NØ, vil kun Østmadeira blive overskyet
Verdens måske flotteste nytår
Funchal funkler som en ædelsten. Byens træer er smykket med lyskæder opsat som små kunstværker. Hver en gade, plads, ja, hver lille krog er klædt i lys. I byens bugt ligger store krydstogtskibe ankret op, og også de er dekoreret med lys og flag.
Fra hele øen myldrer alt, der kan kravle og gå, denne aften ind til Funchal. Overfyldte busser, biler og endda minilastbiler – med hele storfamilien på ladet – giver trafikkaos; alle leder desperat efter et sted at parkere. Politiet er på tæerne og forsøger at dirigere trafikken. Alle vegne vrimler det med feststemte og forventningsfulde mennesker. Der er kun få timer til det nye år skal skydes ind.
Synet af fyrværkeriet er bedst – og trængslen størst – i havneområdet, i den højtliggende Parque de Santa Catarina, på de mange udsigtspunkter langs vejene – og på hotellers og privathuses tagterrasser. Nogle har slået sig ned ved siden af deres parkerede bil, hvis bagagerum er en velassorteret bar (med natmaden parat); andre har medbragt havemøbler og sidder i deres stiveste puds ved veldækkede borde! Små »orkestre« går spillende og syngende rundt i menneskemylderet. Alt ånder fest og glæde.
Der tændes lys i næsten alle huse i hele Funchals bugt, vinduer åbnes og lyset strømmer ud. Stemningen stiger – alle står med et glas champagne (eller andet) i hånden og venter spændt på det store øjeblik! Nogle står parat med 12 rosiner, som ifølge traditionen skal spises kl. 00.00 med 12 ønsker for det kommende år.
Midnat! Hokus pokus: Det gamle års lysende tal, der står i den østlige del af bugten, skifter til det nye! Det er signalet til et imponerende nytårsfyrværkeri, der varer i mere end 10 min. og affyres fra ca. 50 ramper, opsat på bjergsiderne omkring byen. Med ét slag bliver den stjerneklare nattehimmel og Funchal oplyst af et fantastisk festfyrværkeri, et farveorgie uden lige, og i alle mulige former. Et enestående og betagende syn – alle vender, drejer og bukker sig bagover for at få det hele med. Fyrværkeribrag og raketsusen blandes med lyden fra krydstogtskibenes sirener og tågehorn, bilhorns tuden, kirkeklokkers ringen, champagneproppers springen, menneskers begejstrede udbrud og – gøende hunde, de eneste der ikke værdsætter verdens mest berømte nytårsfyrværkeri! - og i Guinness’ Rekordbog som verdens største 31.12.2006.
Både før, under og efter fyrværkeriet knuses, krammes og kysses der med ønsket om et Godt nytår! Feliz ano novo!
Resten af natten fyldes barer, natklubber og diskoteker, og der festes til den lyse morgen, hvor de mest udholdende spiser morgenmad på byens små caféer.
Karneval på Madeira
Madeiras karneval kan opleves både i Funchal og i de mange mindre byer rundt på øen.
Det er lørdag aften, syv uger før påske, og en uges glæde og galskab begynder. Funchal er festklædt. Byens træer er pyntet med kulørte lamper. Folkemusik og sambarytmer lyder fra opsatte
højtalere. Et stort allegorisk optog, Grande Cortejo Alegórico, den store karnevalsparade, udgår kl. ca. 21 fra Hotel Savoy og fortsætter ned gennem hovedgaden, hvor folk står tætpakket. Optoget er et udstyrsstykke, et blændende fantasishow med flere end 1000 deltagere klædt i farverige dragter. Forskellige grupper sambadansere, hver med sit tema, viser, hvad de har øvet i løbet af året. Der danses til den æggende og medrivende sambamusik både på festligt dekorerede vogne og på gaden. I flere timer danser de gennem byen, til de når Praça do Município. Her slutter optoget – men ikke festen! Den fortsætter med »asfaltbal« for hele byen til den lyse morgen.
Tirsdag eftermiddag kl. ca. 16 går det løs igen, denne dag med Grande Cortejo Trapalhão, fuskernes/svindlernes store optog, folkeligt og spontant med mange »happenings«, hvor man gør grin med politiske personer. Alle, der har lyst, kan deltage. Og også her overvældes man af de 3-4000 deltageres kreativitet – selv sovende børn i klapvogne er udklædt. Det er »moderne«, at mænd klæder sig ud som damer og omvendt, især mænd som nonner er populært – ja, de kunne fylde flere klostre! Andre er endnu mere »vovede«: en hvid brud med barn i dåbskjole – på en katolsk ø!
Før i tiden blev optoget ofte animeret, når deltagerne nåede til Rua da Carreira, hvor de kastede mel, æg og vand på hinanden.
Optoget varer flere timer og slutter på Praça do Município med uddeling af præmier og efterfølgende »asfaltbal«.
Karneval (carne vale), farvel kød
I katolske lande fastede man, nogle gør det stadig, i 40 dage før påske, og aftenen før fasten (fastelavn = fasteaften) blev der ofte afholdt store maskerader med efterfølgende ædegilder – sidste chance i 40 dage!
Ordet karneval kan også komme af carrus navalis, en firehjulet transportvogn formet som et skib (som indgik i tidligere tiders forårsoptog, når skibene igen kunne komme til søs). Måske netop derfor har man de mange rullende skibe og andre opsatser i karnevalsoptog.
Påske på Madeira
Øens kirker fejrer påske med mange messer og religiøse processioner.
Påskeugen, Semana Santa, i Funchal:
Palmesøndag, Domingo de Ramos, udgår palmeprocessionen, efter højmesse, fra Igreja do Colégio kl. ca. 10.30. Anført af byens biskop vandrer hundredvis af mennesker i alle aldre, syngende og med palme- eller olivengrene til Sé. (Olivengrene beskytter mod det onde).
Skærtorsdag, Quinta-feira Santa, har nogle kirker, fx Igreja de Socorro, fodvaskningsceremoni.
Langfredag, Sexta-feira Santa, er der messe i Sé kl. 17. Ved Bom Jesus-altret er opstillet Den sidste Nadver (træbusterne fra Museu Arte Sacra), og sølvossariet er åbnet. Ved Santo António altret står en åben blomstersmykket kiste, hvori der ligger en Jesusfigur. Kl. ca.19 begynder Jesu begravelsesprocession, Procissão do Enterro do Senhor. Processionen føres an af fakkelbærende spejdere, katolsk ungdom og sortklædte koner, der beder rosenkransen, nogle går barfodede og har ansigtet dækket med sort klæde. Derefter følger den centrale del af optoget: et kæmpe kors, den blomstersmykkede kiste fra kirken og derefter Nossa Senhora das Dores, den smertefulde Maria, efterfulgt af Funchals biskop, yngre præster og et hornorkester. Optoget går ned ad Avenida Arriaga og tilbage til Sé.
Andre kirker har om formiddagen Procissão Senhor dos Passos, hvor man bærer en figur af Jesus knælende med korset.
Tidligere var der også procession langs Funchals lokale Via Dolorosa/Via Sacra. Langs ruten hang 14 oratorier (ét for hver af de 14 stationer på Korsets vej til Golgata) på gadens husfacader. Denne dag åbnedes oratoriernes store døre og åbenbarede i deres indre en scene fra Jesu vandring. Foran hver station standsede processionen for at synge en motet, akkompagneret af det medfølgende hornorkester. Traditionen er ophørt – og der er kun bevaret to oratorier: i Rua de Santa Maria 88 og på Largo do Pelourinho.
Påskelørdag, Sábado Aleluia, er der vågenat. Mange børn bliver døbt denne aften.
Påskesøndag, Domingo de Páscoa, er der messe i Sé kl. 10.30 med efterfølgende procession (samme rute som langfredag), hvor monstransen bæres rundt.
Transport i gamle dage
Af Madeiras mange særprægede transportmidler er der kun kurveslæderne tilbage – til glæde for turisterne.
Madeiras bjerge er så stejle, at indbyggerne selv måtte designe deres usædvanlige transportsystem for at komme rundt på øen og for at bringe tunge og uhåndterlige varer til forarbejdning og udskibning i Funchal.
Lette varer blev båret ad smalle, stejle, trappeformede stier, og hvert fødemiddel havde sit eget lav af bærere, der gik rundt fra hus til hus i landsbyerne og solgte deres varer. Der var o leitero, mælkemanden, der bar mælkejunger og -mål i et åg over skulderen – ligesom o homen dos cestos, kurvemanden, der bragte færdige frokostretter til byen. O ceboleiro, løgmanden, bar sine løgfletninger på en stang over skulderen, o pesquito, fiskesælgeren, bar fisk i en flad kurv på hovedet og o barrileiro, vinsælgeren, bar fade med vin. (I dag kører de handlende i små varevogne rundt til landsbyerne og faldbyder deres varer gennem højtalere).
Tunge ting blev lastet på æsel eller muldyr, mens sukkerrør og store vintønder blev transporteret på en corsa, en slæde, trukket af to okser.
Persontransportmidlerne var helt enestående. Det første var palanquin/lazaretto, en bærestol, der mest blev benyttet til sygetransport. Det var en slags tremmeseng, der hang i en jernstang. Den blev båret på skuldrene af to mænd, der støttede sig til en lang stok. I bærestolen kunne den syge sidde med udstrakte ben, på puder og i ly af et forhæng, der skærmede for sol og nysgerrige blikke.
Fra 1700-tallet benyttedes rede, en hængekøje fremstillet af et stormasket net eller kraftigt stof bundet til en stang, der blev båret på skuldrene af to mænd. Hængekøjen blev også brugt til sygetransport. Med tiden blev den mere komfortabel med polstring og puder, og det var populært blandt de velhavende at lade sig transportere i hængekøje til kirke eller op på toppen af Pico Ruivo!
Den kendte carro de cesto, kurveslæde, er Portugals første offentlige transportmiddel. Den blev »opfundet« omkring 1820 og brugt til at bringe folk fra deres quintas eller hoteller i Monte og ned til Funchal. Det er det eneste af de gamle transportmidler, der stadig er i brug – og oven i købet ad den samme rute. Blot er vejens flade, glatte brosten blevet belagt med asfalt – måske for at sænke slædernes fart, der i dag kun når op på 10-12 km/t.
O carro de bois, okseslæden, har sin egen historie: Engelske Major Buckleys kone var så kraftig, at hun ikke kunne bæres i en hængekøje. Da hun tilmed led af ledegigt og ikke kunne bevæge sig uden for deres quinta, konstruerede hendes mand i 1848 en kane, der bestod af en kasse med fire siddepladser, fastsat på en almindelig slæde som corsa’en og trukket af to okser. Den kunne bringe hende ned til Funchal. (Byens gader var dengang brolagt med runde, glatte sten, som slæden let kunne glide hen over. Men egentlig var stenene lagt af hensyn til høns, svin og kvæg, som dengang gik i gaderne – så løb vandet hurtigt væk, når gaderne skulle skylles rene). Senere blev okseslæden gjort mere behagelig med fjedre, puder og forhæng. Fra ca. 1900 fungerede okseslæden både som rustvogn og til at transportere turister fra Funchals havn til tandhjulsbanen. I okseslædens sidste år kunne turister få en tur op og ned ad Avenida Arriaga, men i 1983 gled okseslæden ud af bybilledet – Funchals trafik blev for kaotisk.
O caminho de ferro, jernbanen/tandhjulsbanen til Monte blev påbegyndt i 1891. Den 13. april 1893 ankom det danske skib »Concordia« fra Antwerpen med jernbanemateriel, og 16. juli s.å. åbnedes første etape til Levada Santa Luzia. Året efter nåede man Monte og i 1912 Terreiro da Luta. Tandhjulsbanen var turisternes foretrukne rejsevej, langs pragtfulde quintas og gennem vingårde til Montes hoteller og parker, og turen tog knap 30 min. Men i 1919 eksploderede lokomotivets dampkedel. Fire blev dræbt og mange såret, og folk holdt igen med at benytte den før så populære jernbane. Den fungerede dog til 1943, hvor dens skinner blev gravet op, bragt til England og anvendt til granater! I mange år har man talt om at genetablere tandhjulsbanen; men…
I 1896 fik Funchal kollektiv transport i byen, en carro americano, der nærmest lignede en åben prærievogn, og i 1904 kom den første automobil til Madeira.
Og så et kæmpespring frem: i nov. 2000 åbnede svævebanen fra Funchal til Monte – en 10 minutters tur – og fra Monte til Jardim Botânico; men den er ikke for folk med højdeskræk!
Dykning
Havet omkring Madeira og Porto Santo er ideelt til dykning. Her er talrige undersøiske huler og farverige fisk, fx papegøjefisk.
Begge øer har gode dykkermuligheder både for begyndere og de mere erfarne. Priserne er som regel lidt lavere end i Danmark.
Sigtbarheden i vandet på en vindstille dag er 40-50 m, og det er muligt at udforske de forskellige dykkerklubbers »lokalområder« med mange huler, klipper, kæmpesten og småfisk. Prøv fx at slå en lille sten mod en klippe – det tiltrækker fisk.
Øst for Funchal findes et undersøisk naturreservat, som man kun kan komme til med båd. Her holder bl.a. otte store gruperfisk (garoupa) til. Det er normalt muligt at se et par stykker af dem – og endda at røre ved dem, så tamme er de. Endvidere er der en rig bestand af mindre fisk. Et par hundrede meter syd for Funchal ligger et skibsvrag på ca. 30 m’s dybde – også et spændende dykkerområde.
Turister, der ikke har dykkercertifikat, kan tage et (CMAS, PADI) på fem dage – eller nøjes med et enkelt prøvedyk – også det er en oplevelse.
Espada preta – Madeiras nationalfisk
Der er 113 fiskearter i Madeiraarkipelaget. 77% af fangsten er storøjet tun, spansk makrel, hestemakrel og espada preta.
Markedets mest interessante fisk er nok den velsmagende espada preta, »kårdefisk« – Madeiras fiskespecialitet. Skræmmende ser den ud, som den ligger der mere end 1 m lang, sølvsort og med munden fuld af sylespidse, knivskarpe kårdeagtige tænder og udstående øjne. Det er en dybhavsfisk. Den lever på 1200-2000 meters dybde, men om natten bevæger den sig højere op og fanges især ved Câmara de Lobos, hvor modige fiskere på natfangst sender deres liner 1,5-2 km ned. På linerne er der sat op til 150 kroge med blæksprutter som madding. På vej op dør fisken pga. vandtryksforskellen, øjnene presses ud og den mister sine strålende farver og bliver sølvsort.
Espada preta findes hovedsagelig i havene omkring Japan og Madeira (og nu også ved Sessimbra på fastlandet), hvor den første espada blev fanget i 1840. Den befinder sig på British Museum i London. I dag har Madeira en årlig espada-fangst på 1500 ton, og fisken serveres på flere end 100 måder.
Fugle
Desertas og Selvagens er et paradis for fugle, en »fuglehelligdom«.
Fjordterne (Sterna hirundo) og dougallsterne (Sterna dougallii), en sjælden og truet art, kommer i marts fra Afrikas vestkyst. De slår sig ned i kolonier i fredede områder, langt fra menneskelarm, sædvanligvis på små ubeboede øer, og Desertas har mange af disse fugle.
Dougallsternen lægger 1-2 æg direkte på jorden, måske med et par planter og sten som rede. Hunnen og hannen skiftes til at ruge i 21 dage, til ægget udklækkes. På portugisisk kaldes den garajau rosado, rosenterne – dens bryst bliver rosenrødt, når den søger mage. I august vender de tilbage til Vestafrika.
Også andre søfuglearter kommer hvert forår, fx Kuhls skråpe, cagarro (Calonectris diomedea borealis, cagarro betyder »skideren«, fuglen fik navnet pga. sine kraftige klatter), der har et helt specielt »agu-agu-a-a«-skrig, hvorfor de lokale kalder dem »jamrende svigermødre«. Hvert år yngler ca. 13.000 par på Selvagens. Hunnen lægger kun ét æg, som udklækkes i slutningen af juli. Ungen forlader reden i oktober og finder selv til den afrikanske vestkyst ad den selv samme rute, forældrene fløj en måned tidligere.
Kært barn…
Ingen ø har så mange kælenavne som Madeira: Purpurøen, Atlanterhavets perle, Det evige forårs ø, Den flydende have, Blomsterøen, Naturens skatkammer, Orkidéøen, Atlantens juvel, Paradisets have, Guds botaniske have, Den grønne ø, Oceanets blomst ...
Porto Santo har også en del kælenavne: Den gyldne ø, Strandøen, Sandøen, Drageblodstræøen ...
Fakta om Madeira-øgruppen
980 km fra Lissabon og 700 km fra Afrikas kyst
Befolkning: Madeira, 255.000 Porto Santo, 4.500
Areal: Madeira, 741 km2 Porto Santo, 42,17 km2 Ilhas Desertas, 14, 24 km2 Ilhas Selvagens, 2,69 km2
Befolkningstæthed: Madeira 337/km2, Porto Santo 112/km2 (DK: 123/km2)
Befolkningstilvækst: 0,5%
Gennemsnitlig levealder: kvinder: 79 år (DK: 78 år), mænd 71 år (DK: 73 år)
Klima: subtropisk
Nationalblomst: strelitzia (paradisfugleblomst)
Højeste bjerg: Pico Ruivo (1861 m o. h.)
Tidsforskel: én time efter Skandinavien
Hovedbyer:
Funchal, 58.000 indb.,
Storfunchal 130.000 indb.
Machico, 18.000 indb.
Câmara de Lobos, 15.000 indb.
Santa Cruz, 6000 indb. Santana, 5000 indb.
Vila Baleira (Porto Santo), 3800 indb.
Sprog: portugisisk
Religion: romersk-katolsk
Økonomi/erhverv: turisme, fiskeri og landbrug
Vigtigste handelspartnere: fastlandet (Portugal), EU, Brasilien
Mindsteløn: 525 €
Styreform: delvist selvstyre under Portugal
Valuta: euro (EUR), 1 € = 100 cent = 7,45 dkr.
Madeiranætter
Madeira er kendt for sine blomsters forførende dufte, som turister nyder. Og nu
kan man sandelig få disse dufte med hjem på flaske i form af Madeiras første parfume: Noites da Madeira, Madeiranætter!
Parfumen er sammensat af nogle af Madeiras blomsterdufte: rose, viol, lavendel med et frisk strøg af bergamot og citron – og et orientalsk islæt af Østens mystik: vanilje og moskus.
Også mænd kan komme til at dufte af Madeira. Den maskuline udgave er mere intens og ville have glædet de opdagelsesrejsende, der fra Østen hjembragte nogle af denne parfumes
ingredienser: sandeltræ, ceder, kanel, nellike foruden ananas, laurbær, basilikum og lidt grapefrugt og bergamot.
En tredje mulighed er eau de toilette Nature, en unisex version, der er mere frisk og blid og dufter af rose, jasmin, mandarin, bergamot med lidt muskatnød og sandeltræ.
Ilhas Desertas som vejrudsigt
De lokale ser mod øerne og ved så, at hvis
- øerne synes gribende nær og vinden kommer fra SV, er der snarlig regn på vej
- øerne er sigtbare, og vinden kommer fra V eller NV, vil Vestmadeira blive overskyet
- øerne er utydelige, og vinden kommer fra Ø eller NØ, vil kun Sydmadeira blive overskyet
- øerne er overskyet, og vinden kommer fra NØ, vil kun Østmadeira blive overskyet
Verdens måske flotteste nytår
Funchal funkler som en ædelsten. Byens træer er smykket med lyskæder opsat som små kunstværker. Hver en gade, plads, ja, hver lille krog er klædt i lys. I byens bugt ligger store krydstogtskibe ankret op, og også de er dekoreret med lys og flag.
Fra hele øen myldrer alt, der kan kravle og gå, denne aften ind til Funchal. Overfyldte busser, biler og endda minilastbiler – med hele storfamilien på ladet – giver trafikkaos; alle leder desperat efter et sted at parkere. Politiet er på tæerne og forsøger at dirigere trafikken. Alle vegne vrimler det med feststemte og forventningsfulde mennesker. Der er kun få timer til det nye år skal skydes ind.
Synet af fyrværkeriet er bedst – og trængslen størst – i havneområdet, i den højtliggende Parque de Santa Catarina, på de mange udsigtspunkter langs vejene – og på hotellers og privathuses tagterrasser. Nogle har slået sig ned ved siden af deres parkerede bil, hvis bagagerum er en velassorteret bar (med natmaden parat); andre har medbragt havemøbler og sidder i deres stiveste puds ved veldækkede borde! Små »orkestre« går spillende og syngende rundt i menneskemylderet. Alt ånder fest og glæde.
Der tændes lys i næsten alle huse i hele Funchals bugt, vinduer åbnes og lyset strømmer ud. Stemningen stiger – alle står med et glas champagne (eller andet) i hånden og venter spændt på det store øjeblik! Nogle står parat med 12 rosiner, som ifølge traditionen skal spises kl. 00.00 med 12 ønsker for det kommende år.
Midnat! Hokus pokus: Det gamle års lysende tal, der står i den østlige del af bugten, skifter til det nye! Det er signalet til et imponerende nytårsfyrværkeri, der varer i mere end 10 min. og affyres fra ca. 50 ramper, opsat på bjergsiderne omkring byen. Med ét slag bliver den stjerneklare nattehimmel og Funchal oplyst af et fantastisk festfyrværkeri, et farveorgie uden lige, og i alle mulige former. Et enestående og betagende syn – alle vender, drejer og bukker sig bagover for at få det hele med. Fyrværkeribrag og raketsusen blandes med lyden fra krydstogtskibenes sirener og tågehorn, bilhorns tuden, kirkeklokkers ringen, champagneproppers springen, menneskers begejstrede udbrud og – gøende hunde, de eneste der ikke værdsætter verdens mest berømte nytårsfyrværkeri! - og i Guinness’ Rekordbog som verdens største 31.12.2006.
Både før, under og efter fyrværkeriet knuses, krammes og kysses der med ønsket om et Godt nytår! Feliz ano novo!
Resten af natten fyldes barer, natklubber og diskoteker, og der festes til den lyse morgen, hvor de mest udholdende spiser morgenmad på byens små caféer.
Karneval på Madeira
Madeiras karneval kan opleves både i Funchal og i de mange mindre byer rundt på øen.
Det er lørdag aften, syv uger før påske, og en uges glæde og galskab begynder. Funchal er festklædt. Byens træer er pyntet med kulørte lamper. Folkemusik og sambarytmer lyder fra opsatte
højtalere. Et stort allegorisk optog, Grande Cortejo Alegórico, den store karnevalsparade, udgår kl. ca. 21 fra Hotel Savoy og fortsætter ned gennem hovedgaden, hvor folk står tætpakket. Optoget er et udstyrsstykke, et blændende fantasishow med flere end 1000 deltagere klædt i farverige dragter. Forskellige grupper sambadansere, hver med sit tema, viser, hvad de har øvet i løbet af året. Der danses til den æggende og medrivende sambamusik både på festligt dekorerede vogne og på gaden. I flere timer danser de gennem byen, til de når Praça do Município. Her slutter optoget – men ikke festen! Den fortsætter med »asfaltbal« for hele byen til den lyse morgen.
Tirsdag eftermiddag kl. ca. 16 går det løs igen, denne dag med Grande Cortejo Trapalhão, fuskernes/svindlernes store optog, folkeligt og spontant med mange »happenings«, hvor man gør grin med politiske personer. Alle, der har lyst, kan deltage. Og også her overvældes man af de 3-4000 deltageres kreativitet – selv sovende børn i klapvogne er udklædt. Det er »moderne«, at mænd klæder sig ud som damer og omvendt, især mænd som nonner er populært – ja, de kunne fylde flere klostre! Andre er endnu mere »vovede«: en hvid brud med barn i dåbskjole – på en katolsk ø!
Før i tiden blev optoget ofte animeret, når deltagerne nåede til Rua da Carreira, hvor de kastede mel, æg og vand på hinanden.
Optoget varer flere timer og slutter på Praça do Município med uddeling af præmier og efterfølgende »asfaltbal«.
Karneval (carne vale), farvel kød
I katolske lande fastede man, nogle gør det stadig, i 40 dage før påske, og aftenen før fasten (fastelavn = fasteaften) blev der ofte afholdt store maskerader med efterfølgende ædegilder – sidste chance i 40 dage!
Ordet karneval kan også komme af carrus navalis, en firehjulet transportvogn formet som et skib (som indgik i tidligere tiders forårsoptog, når skibene igen kunne komme til søs). Måske netop derfor har man de mange rullende skibe og andre opsatser i karnevalsoptog.
Påske på Madeira
Øens kirker fejrer påske med mange messer og religiøse processioner.
Påskeugen, Semana Santa, i Funchal:
Palmesøndag, Domingo de Ramos, udgår palmeprocessionen, efter højmesse, fra Igreja do Colégio kl. ca. 10.30. Anført af byens biskop vandrer hundredvis af mennesker i alle aldre, syngende og med palme- eller olivengrene til Sé. (Olivengrene beskytter mod det onde).
Skærtorsdag, Quinta-feira Santa, har nogle kirker, fx Igreja de Socorro, fodvaskningsceremoni.
Langfredag, Sexta-feira Santa, er der messe i Sé kl. 17. Ved Bom Jesus-altret er opstillet Den sidste Nadver (træbusterne fra Museu Arte Sacra), og sølvossariet er åbnet. Ved Santo António altret står en åben blomstersmykket kiste, hvori der ligger en Jesusfigur. Kl. ca.19 begynder Jesu begravelsesprocession, Procissão do Enterro do Senhor. Processionen føres an af fakkelbærende spejdere, katolsk ungdom og sortklædte koner, der beder rosenkransen, nogle går barfodede og har ansigtet dækket med sort klæde. Derefter følger den centrale del af optoget: et kæmpe kors, den blomstersmykkede kiste fra kirken og derefter Nossa Senhora das Dores, den smertefulde Maria, efterfulgt af Funchals biskop, yngre præster og et hornorkester. Optoget går ned ad Avenida Arriaga og tilbage til Sé.
Andre kirker har om formiddagen Procissão Senhor dos Passos, hvor man bærer en figur af Jesus knælende med korset.
Tidligere var der også procession langs Funchals lokale Via Dolorosa/Via Sacra. Langs ruten hang 14 oratorier (ét for hver af de 14 stationer på Korsets vej til Golgata) på gadens husfacader. Denne dag åbnedes oratoriernes store døre og åbenbarede i deres indre en scene fra Jesu vandring. Foran hver station standsede processionen for at synge en motet, akkompagneret af det medfølgende hornorkester. Traditionen er ophørt – og der er kun bevaret to oratorier: i Rua de Santa Maria 88 og på Largo do Pelourinho.
Påskelørdag, Sábado Aleluia, er der vågenat. Mange børn bliver døbt denne aften.
Påskesøndag, Domingo de Páscoa, er der messe i Sé kl. 10.30 med efterfølgende procession (samme rute som langfredag), hvor monstransen bæres rundt.
Transport i gamle dage
Af Madeiras mange særprægede transportmidler er der kun kurveslæderne tilbage – til glæde for turisterne.
Madeiras bjerge er så stejle, at indbyggerne selv måtte designe deres usædvanlige transportsystem for at komme rundt på øen og for at bringe tunge og uhåndterlige varer til forarbejdning og udskibning i Funchal.
Lette varer blev båret ad smalle, stejle, trappeformede stier, og hvert fødemiddel havde sit eget lav af bærere, der gik rundt fra hus til hus i landsbyerne og solgte deres varer. Der var o leitero, mælkemanden, der bar mælkejunger og -mål i et åg over skulderen – ligesom o homen dos cestos, kurvemanden, der bragte færdige frokostretter til byen. O ceboleiro, løgmanden, bar sine løgfletninger på en stang over skulderen, o pesquito, fiskesælgeren, bar fisk i en flad kurv på hovedet og o barrileiro, vinsælgeren, bar fade med vin. (I dag kører de handlende i små varevogne rundt til landsbyerne og faldbyder deres varer gennem højtalere).
Tunge ting blev lastet på æsel eller muldyr, mens sukkerrør og store vintønder blev transporteret på en corsa, en slæde, trukket af to okser.
Persontransportmidlerne var helt enestående. Det første var palanquin/lazaretto, en bærestol, der mest blev benyttet til sygetransport. Det var en slags tremmeseng, der hang i en jernstang. Den blev båret på skuldrene af to mænd, der støttede sig til en lang stok. I bærestolen kunne den syge sidde med udstrakte ben, på puder og i ly af et forhæng, der skærmede for sol og nysgerrige blikke.
Fra 1700-tallet benyttedes rede, en hængekøje fremstillet af et stormasket net eller kraftigt stof bundet til en stang, der blev båret på skuldrene af to mænd. Hængekøjen blev også brugt til sygetransport. Med tiden blev den mere komfortabel med polstring og puder, og det var populært blandt de velhavende at lade sig transportere i hængekøje til kirke eller op på toppen af Pico Ruivo!
Den kendte carro de cesto, kurveslæde, er Portugals første offentlige transportmiddel. Den blev »opfundet« omkring 1820 og brugt til at bringe folk fra deres quintas eller hoteller i Monte og ned til Funchal. Det er det eneste af de gamle transportmidler, der stadig er i brug – og oven i købet ad den samme rute. Blot er vejens flade, glatte brosten blevet belagt med asfalt – måske for at sænke slædernes fart, der i dag kun når op på 10-12 km/t.
O carro de bois, okseslæden, har sin egen historie: Engelske Major Buckleys kone var så kraftig, at hun ikke kunne bæres i en hængekøje. Da hun tilmed led af ledegigt og ikke kunne bevæge sig uden for deres quinta, konstruerede hendes mand i 1848 en kane, der bestod af en kasse med fire siddepladser, fastsat på en almindelig slæde som corsa’en og trukket af to okser. Den kunne bringe hende ned til Funchal. (Byens gader var dengang brolagt med runde, glatte sten, som slæden let kunne glide hen over. Men egentlig var stenene lagt af hensyn til høns, svin og kvæg, som dengang gik i gaderne – så løb vandet hurtigt væk, når gaderne skulle skylles rene). Senere blev okseslæden gjort mere behagelig med fjedre, puder og forhæng. Fra ca. 1900 fungerede okseslæden både som rustvogn og til at transportere turister fra Funchals havn til tandhjulsbanen. I okseslædens sidste år kunne turister få en tur op og ned ad Avenida Arriaga, men i 1983 gled okseslæden ud af bybilledet – Funchals trafik blev for kaotisk.
O caminho de ferro, jernbanen/tandhjulsbanen til Monte blev påbegyndt i 1891. Den 13. april 1893 ankom det danske skib »Concordia« fra Antwerpen med jernbanemateriel, og 16. juli s.å. åbnedes første etape til Levada Santa Luzia. Året efter nåede man Monte og i 1912 Terreiro da Luta. Tandhjulsbanen var turisternes foretrukne rejsevej, langs pragtfulde quintas og gennem vingårde til Montes hoteller og parker, og turen tog knap 30 min. Men i 1919 eksploderede lokomotivets dampkedel. Fire blev dræbt og mange såret, og folk holdt igen med at benytte den før så populære jernbane. Den fungerede dog til 1943, hvor dens skinner blev gravet op, bragt til England og anvendt til granater! I mange år har man talt om at genetablere tandhjulsbanen; men…
I 1896 fik Funchal kollektiv transport i byen, en carro americano, der nærmest lignede en åben prærievogn, og i 1904 kom den første automobil til Madeira.
Og så et kæmpespring frem: i nov. 2000 åbnede svævebanen fra Funchal til Monte – en 10 minutters tur – og fra Monte til Jardim Botânico; men den er ikke for folk med højdeskræk!
Dykning
Havet omkring Madeira og Porto Santo er ideelt til dykning. Her er talrige undersøiske huler og farverige fisk, fx papegøjefisk.
Begge øer har gode dykkermuligheder både for begyndere og de mere erfarne. Priserne er som regel lidt lavere end i Danmark.
Sigtbarheden i vandet på en vindstille dag er 40-50 m, og det er muligt at udforske de forskellige dykkerklubbers »lokalområder« med mange huler, klipper, kæmpesten og småfisk. Prøv fx at slå en lille sten mod en klippe – det tiltrækker fisk.
Øst for Funchal findes et undersøisk naturreservat, som man kun kan komme til med båd. Her holder bl.a. otte store gruperfisk (garoupa) til. Det er normalt muligt at se et par stykker af dem – og endda at røre ved dem, så tamme er de. Endvidere er der en rig bestand af mindre fisk. Et par hundrede meter syd for Funchal ligger et skibsvrag på ca. 30 m’s dybde – også et spændende dykkerområde.
Turister, der ikke har dykkercertifikat, kan tage et (CMAS, PADI) på fem dage – eller nøjes med et enkelt prøvedyk – også det er en oplevelse.
Espada preta – Madeiras nationalfisk
Der er 113 fiskearter i Madeiraarkipelaget. 77% af fangsten er storøjet tun, spansk makrel, hestemakrel og espada preta.
Markedets mest interessante fisk er nok den velsmagende espada preta, »kårdefisk« – Madeiras fiskespecialitet. Skræmmende ser den ud, som den ligger der mere end 1 m lang, sølvsort og med munden fuld af sylespidse, knivskarpe kårdeagtige tænder og udstående øjne. Det er en dybhavsfisk. Den lever på 1200-2000 meters dybde, men om natten bevæger den sig højere op og fanges især ved Câmara de Lobos, hvor modige fiskere på natfangst sender deres liner 1,5-2 km ned. På linerne er der sat op til 150 kroge med blæksprutter som madding. På vej op dør fisken pga. vandtryksforskellen, øjnene presses ud og den mister sine strålende farver og bliver sølvsort.
Espada preta findes hovedsagelig i havene omkring Japan og Madeira (og nu også ved Sessimbra på fastlandet), hvor den første espada blev fanget i 1840. Den befinder sig på British Museum i London. I dag har Madeira en årlig espada-fangst på 1500 ton, og fisken serveres på flere end 100 måder.
Fugle
Desertas og Selvagens er et paradis for fugle, en »fuglehelligdom«.
Fjordterne (Sterna hirundo) og dougallsterne (Sterna dougallii), en sjælden og truet art, kommer i marts fra Afrikas vestkyst. De slår sig ned i kolonier i fredede områder, langt fra menneskelarm, sædvanligvis på små ubeboede øer, og Desertas har mange af disse fugle.
Dougallsternen lægger 1-2 æg direkte på jorden, måske med et par planter og sten som rede. Hunnen og hannen skiftes til at ruge i 21 dage, til ægget udklækkes. På portugisisk kaldes den garajau rosado, rosenterne – dens bryst bliver rosenrødt, når den søger mage. I august vender de tilbage til Vestafrika.
Også andre søfuglearter kommer hvert forår, fx Kuhls skråpe, cagarro (Calonectris diomedea borealis, cagarro betyder »skideren«, fuglen fik navnet pga. sine kraftige klatter), der har et helt specielt »agu-agu-a-a«-skrig, hvorfor de lokale kalder dem »jamrende svigermødre«. Hvert år yngler ca. 13.000 par på Selvagens. Hunnen lægger kun ét æg, som udklækkes i slutningen af juli. Ungen forlader reden i oktober og finder selv til den afrikanske vestkyst ad den selv samme rute, forældrene fløj en måned tidligere.
Madeiras eksotiske frugter
Verden bliver mindre, og efterhånden kan man få alle slags frugter hjemme; men her er alligevel et udpluk af Madeiras eksotiske frugter:
anona annona/cherimoja, ligner en håndgranat, men smager som ananas og jordbær,
sødt og godt (nov.-maj), blev indført fra Andesbjergene af opdagelsesrejsende
abacate avocado (nov.-maj)
abacaxi ananas fra Brasilien
aracãos rosenæble
banana anã dværgbanan, indført fra Kina, eksporteres
banana prata sølvbanan, ikke god til eksport, skal spises på stedet
goiaba guava, kvædeagtig smag, fyldt med A- og C-vitamin
liches kærlighedsfrugt, små røde
manga mango (sep.-okt.)
maracujá passionsfrugt, dufter fantastisk (maj-okt.), masser af »frø«
nêspera japansk mispel/loquat, en lækker stenfrugt med sur-sød smag (feb.-jun.)
papaya papaya (»træmelon«), minder om abrikossmag, rig på A- og C-vitamin (jun.-okt.)
peramelão æblemelon, ligner et løgæble
philidendro ananasbanan, meget lækker
pitanga
romã granatæble (jul.-okt.)
tabaibo figenkaktusfrugt
tomate inglês trætomater, meget vitaminrige (nov.-maj)
Desuden er der figner, ananas, kiwi og mange, mange andre, prøv æbler fra Ponta do Pargo og spisedruer fra Porto Santo.
Passionsfrugt
Den velsmagende passionsfrugts (Passiflora edulis) blomst er et symbol på Jesu lidelser. Stilken: pisken, frugtknuden: bægeret fra Den sidste Nadver, bikronen: tornekronen, støvdragerne: korsets grene, de fem støvknapper: Jesu sår, de spidse blade: lansen og de 10 kronblade: de 10 apostle, der var til stede ved korsfæstelsen (Judas og Peter var der ikke). Passion betyder lidelse.
Madeiras nationalblomst
Strelitzia (Estrelícia, paradisfugleblomst) er opkaldt efter en engelsk dronning, der kom fra et lille tysk fyrstendømme.
Da den engelske konge George 3. og hans dronning i 1774 besøgte Kaplandet (det nuværende Sydafrika), mødte de botanikeren Andreas Auge, der indsamlede endemiske planter til landets senere berømte botaniske have. Auge havde lige fundet en plante med en eventyrlig blomst og bad om tilladelse til at opkalde den navnløse plante efter dronningen. Han fik ja – dronningen hed Charlotte Sofie af Mecklenburg-Strelizt!
Orkidéer
Verdens mest fascinerende blomst blev i det gamle Kina forbundet med forårsfester. Dens eksotiske skønhed symboliserer intet mindre end fuldkommenhed og åndelig renhed.
Der findes ca. 25.000 orkidéarter, og de tilpasser sig næsten alle klimatiske områder (undtagen ørkener og polaregne).
Orkidéer har ideelle vækstbetingelser på Madeira, hvor de nyder og trives i øens fugtige luft, som de også får næring fra. Her blomstrer de på friland fra november til april.
Det største antal orkidéarter findes i Asien, Mexico og Andesbjergene. Det er den mest varierede plante både hvad angår form, farve og størrelse. Den største, kendte orkidéart er Vanilla-orkidéen, fra hvis frøkapsler, der udvindes vanilje. Dens klatrende skud kan blive 40 meter lange.
Ordet orkidé kommer af græsk órkhis, testikel. Man mente, at planten havde magiske egenskaber, der beskyttede mod skadelig indflydelse og – sterilitet.
Drageblodstræ
De paraplyformede drageblodstræer (dracaena draco) kommer oprindeligt fra De Canariske Øer. De kan blive flere hundrede år, op til 18 m høje og med en krone helt op til 18 m i diameter. Bladene er sværddannede og i aug.-sep. springer træets hvidlige blomster ud.
Ved et snit i træets monumentale stamme tappede man før i tiden en rødlig harpiks (drageblod!), der blev benyttet som farvestof og fernis og endog som lægemiddel (i husapoteket, bl.a. som livseliksir eller til at standse indre blødninger).
Drageblodstræet figurerer i øens våbenskjold.
Arraiais,
kalder madeiranerne deres mange religiøse og folkelige landsbyfester, der er en blanding af tro, musik, folklore og gastronomi. Det er en stor social begivenhed og mange af landsbyens emigranter vender hjem på ferie for at kunne deltage. På kirkepladser og gader lægges store tæpper af blomster i fantastiske mønstre, og der pyntes med æresporte af laurbærgrene, hortensia og hvide flag med rødt Kristuskors. Kirken dekoreres udvendig med lyskæder og indvendig med et flor af blomster.
Dagen før helligdagen går det løs med musik, sang og dans, espetada fra duftende grill, vin og søde sager - og aftenen kulminerer i et festfyrværkeri.
Næste dag er der højtidelig messe i kirken og religiøst optog.
Nonneklostre
Naturligvis blev langt de fleste nonner pga. et kald. Men også adskillige enker gik i kloster, hvor de igen fik en slags familie og havde økønomisk og social sikkerhed. Mere tvivlsom var klostrenes moral ved at modtage unge piger, hvis forældre tvang dem for at undgå et uønsket giftemål. Forældrene kunne også være meget religiøse eller fattige, men nogle klostre skulle have »medgift«.
I 1764 forbød Marquês de Pombal klostrene at optage novicer, men det ændredes igen. Under borgerkrigen (1820-34) holdt klostrene med absolutisten Dom Miguel. Da liberalisten Dom Pedro vandt og kom til magten, fik hans minister gennemtrumfet, at alle munkeklostre skulle opløses. Nonneklostre blev ikke lukket, men året før var Pombals gamle lov genindført: ingen tilgang af novicer – og nonneklostrene var overladt til en langsom død. Al klosterjord blev nationaliseret. I 1860’erne vendte flere ordener tilbage til Portugal for at etablere skoler, hospitaler etc. En lov af 1901 bød alle velgørende ordener velkommen.
Den skønne Maria Clementina
En af de triste nonneskæbner var Maria Clementina. Hun var en skønhed uden lige med et stort antal bejlere, men hun elskede en tysk officer. Da hun afslog at gifte sig med den adelsmand, hendes far anså for passende, blev hun sendt i Convento de Santa Clara. Her besøgte den tyske officer hende tit og ofte i ly af mørket. Men en sen nat efter et stævnemøde styrtede han ned fra sin rebstige og døde. Sammen med sin tjenestepige begravede Maria Clementina liget i sit private kapel.
En lignende tragedie hører man om i Convento da Conceição i Beja i Alentejo på fastlandet. Og det er måske ikke så underligt, da det var derfra klarisserne kom til Madeira i 1497. I Beja hedder historien »Nonnen og husaren«, men dér blev nonnens lidenskabelige breve til den franske husar samlet under titlen »Lettres portugaises« – en litterær perle, der udkom i 1669 i Paris.
São Pedro Gonçalves Telmo
Han var dominikanermunk og levede i 1200-tallet i klostre i Santiago, Tui og Amarante, hvor han døde. São Pedro Gonçalves Telmo er helgen for søens folk og beskytter dem i dårligt vejr. Han figurerer i Zona Velha i Funchal og i Câmara de Lobos i Capela de Nossa Senhora da Conceição.
São Vicente
São Vicente led martyrdøden i 304 ved at blive ristet over sagte ild, ligesom São Lourenço.
Nogle hundrede år senere kom et andalusisk spøgelsesskib fulgt af to ravne med São Vicentes lig til Portugals sydspids, Cabo de São Vicente, og derfra til Lissabon. Der ligger hans jordiske rester i Sé, Lissabons katedral. Ravnene, der findes omkring kirken, siges at være efterkommere af de tro følgesvende!
At spanierne mener, at deres helgen ligger begravet i byen Ávila, generer ikke portugiserne. São Vicente er Lissabons skytshelgen, og hans skib med de to ravne ses overalt som dekoration på lygtepæle, fortove, pladser, i Lissabons byvåben – og altså også på Madeira.
Santa Catarina
Catarina var en adelig, smuk og belæst jomfru fra Alexandria. Hun nægtede at afsværge sin tro, og da man torterede hende på hjul med pigge, forblev hun uskadt. Til sidst blev hun halshugget i år 305, og hendes legeme blev ifølge legenden af engle bragt til Katarinabjerget i Sinai, hvor det senere blev fundet af munke. I dag hviler hendes bene i en sølvsarkofag i det græsk-ortodokse Katarinakloster i Sinaiørkenen.
Hun er helgen for kvinder, unge og studerende. Hendes attribut er et hjul, og festdag er 25. nov.
São Sebastião
En af de bedst kendte tidlige martyrer. Han var officer i kejser Diocletians (285-305) garde i Rom. Da det blev opdaget, at han var kristen, blev han dømt til døden og skudt med pile. Hans sår heledes imidlertid, og til sidst blev han slået ihjel med knipler. Hans kendetegn er en bue, og hans
festdag er 20. Januar.
Nossa Senhora de Fátima
Ved indkørslen til Cabo Girão ses th. en lang trappe, der fører op til et valfartskapel Capela de Nossa Senhora de Fátima.
Omkring 1917 befandt Portugal sig i en desperat situation, politisk, socialt og økonomisk. Den ene regering afløste den anden uden at være i stand til at løse landets problemer, og revolution hørte til dagens orden. Samtidig kæmpede Portugals sønner i 1. Verdenskrig, sammen med de allierede, på fronterne i Frankrig og i de afrikanske kolonier. Kirken var »døden nær« i 1911 efter vedtagelsen af loven om at adskille kirken fra staten, indrage kirkegodset, fordrive hundredvis af munke og nonner, fængsle præsterne og afbryde enhver forbindelse med Vatikanet. Parolen lød: »Snart vil ingen portugiser ønske at blive præst, katolicismen vil være fuldstændig bortelimineret, og kilden til al vor ulykke (dvs. kirken) være fjernet«. Til denne dystre spådom replicerede paven: »Portugal har glemt Gud, men Gud har ikke glemt Portugal«. Hjælpen var nær.
Den 13. maj 1917 åbenbarede Jomfru Maria sig for tre små børn, der vogtede får ved Cova da Iria (Fátima) på fastlandet. Hun bad dem bede rosenkransen hver dag, for at der skulle blive fred i verden. Åbenbaringen gentog sig hver måned; men ingen troede de tre børn, der blev forfulgt og forhørt. De bad Jomfru Maria udføre et mirakel, så alle kunne se og tro, og den 13. oktober 1917 strømmede 70.000 mennesker til Fátima fra alle egne af Portugal. Regnen silede ned, folk var gennemblødte. Kl. 12 viste Jomfru Maria sig. Hun bad dem opføre et kapel til hendes ære og fortalte, at krigen snart ville være forbi. Da hun forsvandt i en sky, pegede hun mod solen, som alle kunne se på uden at blændes. Den drejede som et ildhjul i alle regnbuens farver. Pludselig så det ud som om den ville styrte til jorden, og alle kastede sig i bøn på knæ, hvorefter solen igen indtog sin rette plads på himlen. Samtidig med »solmiraklet« skete der helbredelse af syge blandt de forsamlede.
I Fátima og overalt i Portugal og på øerne opførtes kapeller med en statue af Nossa Senhora de Fátima, hvortil der er stor valfart hvert år den 13. maj og 13. oktober. Kopier af statuen (pilgrimsjomfruer) rejser på besøg i kirker verden over, og på Madeira ses mange mindeplader efter et Fátima-statuebesøg i april 1948 og igen i okt. 2009-maj 2010.. Så godt som alle kirker på Madeira har et Fátima-alter.
To af børnene døde som små, den tredje, Lucia (1907-2005) levede i et karmeliterkloster i Coimbra. Jomfru Maria betroede hende tre hemmeligheder: 1. der vil blive fred (1. Verdenskrig rasede på det tidspunkt) og Portugal vil bevare den kristne tro, 2. Rusland ville igen blive et kristent land. Den tredje, først offentliggjort i 2000, var skudattentatet på pave Johannes Paul 2. i 1981. De to børn er i dag saligkåret.
Kurveflet
Kurvefletning er en af Madeiras vigtigste hjemmeindustrier, som giver arbejde til ca. 2500 mennesker. Ligesom Madeirabroderi er Madeirakurvefletning »opfundet« af en englænder. William Hinton boede i 1800-tallet om sommeren i Camacha og fik her ideen til at kopiere Østens fletmøbler, der var meget populære blandt englændere på øen – og snart opstod en hel eksportindustri. På Madeira fremstilles kurvevarer stadig traditionelt og i hånden – men med truende konkurrence fra Østens masseproduktion.
På nordkysten og omkring Camacha, der er centrum for kurveflet, vokser »råmaterialet«: lave piletræer. De stynes hvert forår, når de nye slanke grene er op til to m lange. Nogle grene lægges i koldt vand, andre koges i kæmpekar i 4 t. Derefter afbarkes de, sorteres efter længde og tykkelse for til sidst at blive bundet og stillet til tørre – ofte op ad fletternes værksted eller på taget. Grenene er bøjelige og føjelige, og fletternes rappe hænder kan nu fremtrylle både små og store kunstværker. Der er flere end 1200 forskellige!
Broderi
I mere end 100 år har madeirabroderi, bordados da Madeira, haft internationalt ry for sin høje kvalitet Det er uvist, hvornår det opstod. Måske var det flittige nonner, der ville udsmykke altrene i deres klosterkirker. I hvert fald beretter krønikeskriveren Gaspar Frutuoso (1522-1591) om madeirakvindernes smukke broderier.
Men det var først, da den filantropiske englænderinde Elizabeth Phelps i ca. 1860 satte den lokale broderikunst i system, at madeirabroderi for alvor blev kendt.
Madeira var på det tidspunkt i økonomisk krise, efter at meldug havde angrebet øens vinstokke i 1852. Elizabeth Phelps var kommet til Madeira pga. sit dårlige helbred. Her så hun mulighederne i kvindernes traditionelle broderier og tog disse små kunstværker med til England, hvor de solgte over al forventning. Hun kom tilbage med nye ordrer, og madeirabroderi udviklede sig hurtigt til øens største hjemmeindustri.
I dag sidder mindst 10.000 broderesker, bordadeiras, og syr tungesting, kastesting og fladsyning på fint lærred, silke eller organza hjemme i de små landsbyer, og yder et vigtigt supplement til familiens indtægt. Endnu flere er beskæftiget med for- og efterarbejde og videreforhandling af et betydeligt udvalg: duge i alle størrelser, servietter, lagner, pudebetræk, bluser, kjoler og lommetørklæder. I de senere år er man begyndt at designe moderigtigt tøj, lanceret som haute couture, langt fra 60’ernes »konede« bluser.
En »søsterindustri« er gobeliner, tapeçarias, der begyndte i 1936. De sys med både halve sting, gobelinsting og petit point, men kan også købes som »sy-selv-sæt« med mønster og uldgarn.
Porto Santo
Columbus
Væversønnen Christoffer Columbus blev født i Genova i 1446/51 med eventyr og rejselyst i blodet. Han var fra barn fascineret af havet og skibene – og drømte om Kina og Indien. Under en sejlads i 1476 blev han angrebet af korsarer, led skibbrud og kom til Lagos på Algarvekysten, hvor han siden studerede ved Henrik Søfarerens navigationsskole. Portugiserne tog ham med på sørejser til Lissabon, England, Irland og Island. I 1478 vendte han tilbage til Lissabon og blev sukkerhandler, som andre af den tids eventyrere, der ville opnå hurtig rigdom.
I Lissabon, mener nogle historikere, andre mener på Madeira, mødte han den smukke, fattige, men adelige Felipa Moniz Perestrelo, der med sin mor var flyttet hertil. Faderen, Bartolomeu Perestrelo, Porto Santos første guvernør, var død i 1457. Dona Filipa og Columbus blev gift, flyttede 1479 til Perestrelo familiens hus på Porto Santo og fik en søn, Diogo. Columbus fortsatte sin sukkerhandel. Man mener, at han har boet på Madeira i tre omgange. De to første, mellem 1478 og 1482, var som sukkerhandler; den tredje gang var han på vej tilbage fra sin tredje rejse til »Den Nye Verden« og boede da seks dage hos João Esmeraldo i Funchal.
Under sit ophold på Porto Santo har han nok kigget i sin svigerfars kort og bøger. Samtidig har han undersøgt vind- og strømforhold – og ting, der blev skyllet op på Porto Santos strand: drivgods, tømmer, endda fremmedartet udskåret træ; men det siges at være opskyllede hestebønner (der i dag kaldes »favas do Colombo«), der overbeviste ham om, at der var land på den anden side af Atlanten.
Columbus ville finde søvejen vestpå til Indien. I 1484 forelagde han sine planer for det portugisiske hof, men blev afvist, og han forlod Portugal, kone og børn med en dom hængende over hovedet. Efter henvendelse til den spanske dronning Isabel, der »sponsorerede« rejsen, sejlede Columbus vestpå, fandt ikke søvejen til Indien, men »opdagede« Amerika.
De følgende år foretog han yderligere tre rejser til Den Nye Verden og vendte i 1504 hjem til Cadiz, syg, nedbøjet og i unåde – men overordentlig rig. Hans jordiske rester hviler – efter flere rejser – i dag i Sevilla i Spanien, troede man! I Santo Domingo skal en knoglekidte, der kan indeholde Columbus’ bene, nu DNA-testes.
Ifølge Sofus Larsen var den portugisiske søfarer João Vaz Corte Real med på en dansk ekspedition i 1471-73, der sejlede fra Norge via Island og Grønland og nåede »Terra do Bacalhau«, (klipfiskelandet), som på et kort fra 1502 benævnes »Kongen af Portugals Land«, Newfoundland – altså 20 år før Columbus! – og står for portugiserne som Amerikas sande opdager. Men det kan ikke ryste en skandinav, for vi ved, at Leif den Lykkelige steg i land i »Vinland«, Nova Scotia i år 999 – altså ca. 500 år tidligere!
Columbus’ æg
En italiensk historieskriver Jêrome Benzoni fortæller i 1565, at da Columbus var gæst hos kardinal Mendoza, forsvarede han betydningen af sine opdagelser og løste et problem ingen andre kunne: at få et æg til at stå på spidsen – simpelthen ved at slå ægget mod bordpladen, så enden blev flad. Voila!
I anekdoten er Columbus hovedaktøren, men egentlig var det den italienske arkitekt, Filippo Brunelleschi, der udførte »kunststykket« i 1420 i forbindelse med opførelsen af den berømte kuppel på domkirken i Firenze.
Columbus eller ej, udtrykket columbusæg anvendes om en soleklar løsning på et tilsyneladende uløseligt problem.
Hustrumordere
Da Bartolomeu Perestrelo døde i 1457, var hans søn, Bartolomeu 2., en lille dreng, og enken, Dona Isabel Moniz, der stod med to uforsørgede børn, solgte sønnens arvelen til sin afdøde mands svigersøn. Da Bartolomeu 2. blev voksen, forlangte han imidlertid sit arvelen og sin titel tilbage, og fik dem. Han giftede sig med Dona Guiomar Teixeira, datter af Tristão Vaz i Machico, og deres søn, Bartolomeu 3., blev efter sin fars død øens 4. capitão (guvernør).
Bartolomeu 3. myrdede sin kone (ligesom hans far havde gjort for at komme af med sin kone) for at kunne gifte sig med sin kusine. Detsamme gjorde hans søn, Garcia; men han blev dømt og halshugget – og dermed ophørte den tradition!
Perestrelofamilien bevarede deres arvelen uden yderligere eskapader indtil den spanske besættelse, hvor hele Madeira-øgruppen blev regeret fra Funchal.
Dansker, sten og planter
Mineralogen Edouard Vargas-Bedemar (1768-1847) kom fra Tyskland til Danmark i 1809, kaldte sig greve og blev Frederik 6.s kammerherre. Ind imellem hoftjenesten foretog han, med kongelig understøttelse, flere rejser for at indsamle sten og mineraler til Det Kongelige Kunstkammer. Hans rejser strakte sig fra Napoli til Nordkap, og i 1835 drog han bl.a. til Madeira, Porto Santo og Açorerne – han var besat af tanken om Atlantis’ eksistens.
På Porto Santo samlede han ikke alene sten, også planter havde hans interesse. Porto Santos hvide valmue var kendt for dens gode opiumudtræk; men Vargas-Bedemar fandt, at en lille undselig plante, »Margaça«, brun kamille, foruden at være et godt middel mod kolik også kurerede andre sygdomme.
Efter 12 dages ophold på Porto Santo – og ét år i Portugal – vendte han i 1839 tilbage til Danmark som nyudnævnt leder af det just oprettede Naturhistorisk Museum i København. Hans Porto Santo samling findes i dag på Geologisk Museum i København.
Legenden om »profeterne«
På Porto Santo boede i 1533 en vis Fernão Nunes, en kvægvogter med tilnavnet Bravo, den modige.
Ved hjælp af sin niece, Filipa Nunes, samlede han oplysninger om adskillige familier og deres hemmelige »synder«, og kunne således forudsige disse familiers problemer og endda afsløre syndernes navne. Befolkningen var skræmt fra vid og sans, og snart opstod en religiøs bevægelse, der blev mere og mere fanatisk. Folk uden for bevægelsen blev anklaget for at stå i ledtog med djævelen, og i et tilfælde endte det med mord.
Da det rygtedes på Madeira, blev de to »profeter« arresteret og bragt til Machico. Herfra blev de sendt til kongen i Lissabon. Han beordrede dem til Évora, hvor de hver tirsdag skulle lænkes til byens pelourinho, foran katedralen, iført narrehue og et skilt om halsen hvorpå der stod: Profet fra Porto Santo.
Om Fernão Nunes fortælles, at han foregav at være sindssyg, andre mener at han døde i Limoeiro fængslet i Lissabon. Hans niece Filipa Nunes blev gift og slog sig ned på fastlandet – og vendte aldrig tilbage til Porto Santo.
Denne legende er grunden til, at Porto Santos befolkning den dag i dag af madeiranerne omtales som »os profetas«, profeterne.
Helbredende vand, sand og vin
Vand fra vandhanen er afsaltet havvand, men Porto Santo har mange forskellige kilder. Den mest populære kilde i dag er Fonte da Areia, der skulle give evig ungdom!
I 1893 foretog man en analyse af en anden kilde, Fontinha, i Vila Baleira. Vandet viste sig at indeholde bl.a. bikarbonat, klor, magnesiumsulfat, brom og jod, og blev anbefalet til behandling af hud- og fordøjelsessygdomme. I 1905 begyndte man at sælge vand fra denne mineralmedicinske kilde, og året efter opførtes en lille aftapningshal. På en international mineralvandsudstilling i Rio de Janeiro i 1908 vandt Porto Santo-vandet guldmedalje – og så gik det stærkt. Nabokilden, Fonte das Lombas, viste sig også at være mineralrig, og i 1915 dannedes aktieselskabet, Água do Porto Santo Limitada. I 1944 opførtes en større fabrik, Fábrica da Fontinha, der siden blev udvidet og moderniseret flere gange – og der berettes om mange helbredelser.
Men i 1966 fandt en professor, at vandet ikke burde indtages dagligt som almindeligt drikkevand pga. dets medicinske kvaliteter – selv om portosantoerne har drukket det i århundreder – og i 1995 lukkede fabrikken. Men den smukke, forladte bygning – og Fontinha – står stadig på Avenida Henrique Viera de Castro 68.
Porto Santos gyldne sand er i disse år genstand for norske og portugisiske videnskabelige undersøgelser. Sandets kemiske sammensætning, solens varme og havvandets kvalitet udgør tilsammen en helbredende virkning og anbefales af nogle læger mod gigt, åreknuder, knogleskørhed, benbrud, lammelser og hudlidelser. Det vidste man allerede i 1600-tallet!
Senere, i 1953, rapporteredes om en engelsk patient, der i et desperat forsøg på at kurere alvorlige åreknuder, tog strandbad og derefter dækkede sig med sand til halsen – han blev helbredt. Et andet tilfælde er nordmanden Knud Weist, der havde polio. Efter 10 dages havvands- og sandterapi smed han krykkerne, og fire uger senere cyklede han rundt i byen til folks store forbavselse. De senere år har en gruppe norske forskere undersøgt og fået bekræftet sandets terapeutiske kvaliteter.
Porto Santo-druer skulle, pga. jordbundsforholdene, havluften og det milde klima, også have »uvurderlige egenskaber« og gærer naturligt til 17% alkohol! Vinen vokser i sand på øens vestlige del og på begge sider af landingsbanen. De små vinlodder er ofte omgivet af et stengærde, Muros da Renda, kniplingsmur, hvor luften blidt kan ventilere. (Også øens grøntsager kan indgå i en »diæt«, de har et usædvanlig højt indhold af mineraler især magnesium.)
Da det er bedre at forebygge end at helbrede, kan man tage en dukkert i havvandet, grave sig ned i det lune sand (med armene fri!) og med en flaske selvaftappet mineralvand og en flaske lokal vin ved sin side – så er man helgarderet og, efter et par timer, renset både ud- og indvendig – nyd det! I Hotel Porto Santos geomedicinske center foregår sandbehandlingen under lægekontrol. En sandbehandling varer i syv dage (2 x 30 min.), www.hotelportosanto.com
Lokale retter
Espetada (kødspid)
oksekød skåret i terninger
hvidløg
laurbærblade
groft salt
laurbærkviste
Kødterningerne spiddes på en laurbærkvist (eller et metalspid), vendes i: groft salt; masser af hvidløg, der er banket med skal; knuste laurbærblade – og grilles over åben ild.
Kødspiddet serveres ophængt lodret i en særlig holder over bordet, og et stykke pergamentpapir med smør klemmes over spiddet. Under spiddet stilles en lille tallerken til opsamling af smør/kødsaft.
Serveres med friskbagt landbrød og salat.
Den oprindelige måde at spise denne ret er at tage kødstykkerne af med fingrene og dyppe kød og brød i smør/kødsaften i tallerkenen nedenunder.
Retten kan også laves af svine- eller kyllingekød.
Milho frito (majsfritter)
1 1/2 l vand
500 g majsmel
2 spsk. olivenolie
2 tsk. smør
2 fed hvidløg, fint hakket eller knust
en håndfuld hakket persille
salt
Vandet opvarmes til det er lunkent, hvorpå majsmelet røres i. Der røres til det koger. Så iblandes olivenolie, smør, hvidløg og persille. Smag til med salt. Når grøden igen koger, lægges låg på gryden, og derefter skal grøden småsimre i 45-60 min. Så er den færdig, og hældes i et fad med kant til den er kold og størknet. (Kan stå i køleskab i op til 8 dage). Skær den portion, der skal bruges i terninger og steg dem på en pande i et tyndt lag olie, og – voila! – milho frito er klar til servering.
Mange madeiranere spiser noget af majsgrøden, mens den er varm (med mælk), og laver majsfritter af resten.
Bom apetite!
Historie og kendte navne
Portugal og Madeira i årstal
Tidligste tider: Portugal har været beboet siden den ældste stenalder
Ca. 2000 f. Kr.: Ibererne indvandrer fra Nordafrika. Efter dem kaldes halvøen med Portugal og Spanien for Den Iberiske Halvø
Ca. 1100 årh. f. Kr.: Fønikerne og senere grækerne anlægger handelsposter langs kysten og når måske også Madeira. Kelterne indvandrer og et blandingsfolk, kelt-ibererne (lusitanerne), opstår
535.: Kartagerne overtager fønikernes handelsstationer i Lusitanien
218 f. Kr.: Romerne kommer. Lusitanien indlemmes i den romerske provins Hispania Ulterior
409.: Svebere, vandaler og alaner vælter ind og fortrænger romerne
585: Vestgoterne overtager og kristner landet
711: Maurerne invaderer fra Nordafrika og bliver i mere end 400 år
1095: Henri de Borgonha får det befriede Portucale (opkaldt efter byerne Porto og Cale) som len af Castiliens konge
Borgonha-dynastiet
1139: Henriques søn løsriver Portucale fra Castilien, besejrer maurerne og kalder sig konge: Dom Afonso Henriques af den selvstændige stat Portugal
1143: Portugal får sin første forfatning. Dom Afonso anerkendes som konge og kæmper for at tilbageerobre mere land fra maurerne
1147: Med korsfarernes hjælp indtages Santarém og Lissabon
1249: Algarve erobres – og Portugal får de nuværende grænser
1279: Digterkongen, borgbyggeren og landmanden Dom Dinis tager sig af landets indre udvikling
1325: Dom Afonso 4. fører krig mod Castilien og lader »aktricen« i Portugals største kærlighedsdrama, Inês de Castro, dræbe. Hendes elskede, Dom Pedro, gør oprør mod sin far, konge og morder!
1351: Florentinerne kortlægger Madeira og Açorerne.
1383: Dom Fernando – og dermed Borgonha-dynastiet – dør.
Avis-dynastiet
1385: Efter borgerkrigslignende tilstande udråbes Dom Pedros illegitime søn til konge: Dom João 1. Han vinder en afgørende sejr over castilianerne ved Aljubarrota, hjulpet af englænderne og den berømte feltherre Dom Nuno Álvares Pereira. Portugals frihed er vundet – guldalderen begynder
1386: Verdens ældste alliance, Aliança Velha, indgået i 1373 mellem Portugal og England, underskrives i Windsor
1394-1460: Infante Dom Henrique (Henrik Søfareren) grundlægger i Sagres sin navigationsskole, der er forudsætningen for de portugisiske opdagelsesrejser, hvor også skandinaver deltog!
1418-20: João Gonçalves Zarco og Tristão Vaz Teixeira (gen)opdager Porto Santo og Madeira
1425: Bosættelser på Madeira påbegyndes, sukkerrør og slaver indføres
1427-32: Diogo Silva og Gonçalo Velho Cabral (gen)opdager syv Açorerøer
1478: Columbus kommer til Madeira for at indkøbe sukker.
1484: Hoffet afviser Colombus’ planer og efter 8 års ophold forlader han i hemmelighed Portugal, kone og børn – og en dom hængende over hovedet
1492: Columbus »opdager« Amerika
1494: Den nye verden deles mellem Portugal og Castilien ved den såkaldte Tordesillastraktat
1498: Under Dom Manuel 1. finder Vasco da Gama søvejen til Indien
1500: Pedro Álvares Cabral lander i Brasilien
1514: Funchal bliver bispesæde
1536: Inkvisitionen kaster sin skygge over landet
1566: Franske korsarer angriber og plyndrer Madeira
1568: Den unge eventyrlystne Dom Sebastião bestiger tronen som 14-årig og dør ti år senere i slaget ved Alcácer Quibir
1580: Kardinalkongen, Dom Henrique dør barnløs (naturligvis!) og med ham Avis-slægten. Flere tronprætendenter melder sig, bl.a. Dom Manuel 1.s illigitime barnebarn Dom António, Prior do Crato – men uden held. De næste 60 år er Portugal besat af Spanien
Bragança dynastiet
1640: Efter opstand mod Spanien bliver Portugal atter frit, Dom João 4. konge og flere kolonier tilbageerobret
1667: Den syge Dom Afonso 6. afsættes og sendes i fængsel på Terceira (Açorerne) af sin bror Dom Pedro, der er regent indtil broderens død i 1683, hvor han overtager både krone og dronning!
1706: Under Dom João 5. flyder rigdomme, i form af guld og diamanter, til Portugal fra Brasilien. De formøbles hurtigt ved ødselt, men også gavnligt, byggeri
1748: 1. nov. Jordskælv på Madeira
1755: 1. nov. Jordskælv i Lissabon (og på Porto Santo). Marquês de Pombal - dynamisk og despotisk! – får af Dom José 1. frie hænder til at genopbygge byer og landets finanser. Folkeoplysningen tager han sig også af, bl.a. for at bryde kirkens magt
1759: Jesuitterne udvises. De inviteres tilbage i 1828, men allerede i 1834 lukkes deres klostre.
1765: Koleraepidemi på Madeira
1775: Pombal udsteder et dekret om ophævelse af slavehandel
1801: England sender tropper til Madeira (første gang) for at beskytte øen mod en fransk invasion
1803: Stor oversvømmelse i Funchal
1807-14: Englænderne besætter på ny Madeira.
1807: Hoffet flygter til Brasilien, da den franske general Junot rykker ind i Portugal, men han besejres året efter af Wellingtons engelsk-portugisiske hær
1810: Marchal Massenas franske hær nedkæmpes og flygter, men englænderne bliver! Lord Beresford regerer landet, indtil han i 1820 forhadt »eksporteres« til Brasilien. Borgerkrigen begynder
1821: Dom João 6. vender modvilligt tilbage fra Brasilien og underskriver rigets grundlov – en ny, liberal forfatning
1822: Brasilien bliver selvstændigt og får Dom João 6.s søn til kejser: Dom Pedro 1. af Brasilien, men han er mere interesseret i Portugals indre anliggender
1828-34: Ved Dom João 6.s død overdrager Dom Pedro den portugisiske krone til sin datter Dona Maria 2., som han forlover med sin bror Miguel, der straks udråber sig selv til »absolut« konge. Den liberale kejser Dom Pedro kommer til Portugal, og borgerkrigen fortsætter mellem Dom Pedros og Miguels tilhængere. Blokade på Madeira
1834: Dom Pedro vinder borgerkrigen. I Évora Monte-konventionen må Dom Miguel (og hans efterkommere) give afkald på tronen og sendes i eksil. Alle religiøse ordener ophæves, og deres ejendom inddrages. Nonneklostre må ikke optage novicer og uddør gradvis. Klostrene havde holdt med Dom Miguel! Revolter og økonomiske problemer tynger landet
1852: Madeiras vinstokke angribes af meldug, sygdom i kartofler
1858: Koleraepidemi på Madeira, tusindvis af mennesker dør
1869: Portugal indfører forbud mod slaveri i hele imperiet
1872-73: Vinpest (vinlus) på Madeira, mange udvandrer
1893: Tandhjulsbane fra Funchal til Monte
1901: En ny lov tillader klosterordener at komme ind, hvis de vil oprette skoler, hospitaler eller har andre velgørende mål. Nogle ordener vendte gradvis tilbage i 1860’erne
1908: Malerkongen, Dom Carlos og tronfølgeren bliver skudt under en køretur i Lissabon – efter en mislykket revolution
Republik
1910: 5. okt. Republikanerne er i flertal, og efter en omhyggelig planlagt revolution drager Portugals sidste konge, Dom Manuel 2., i eksil, og Portugal udråbes til republik
1916: Portugal deltager i 1. Verdenskrig på allieret side med tropper i Frankrig og Afrika og beholder derved kolonierne. Funchal beskydes af tyske ubåde
1917: Åbenbaringen i Fátima
1921: Første fly (vandfly) fra Lissabon til Funchal og året efter til Rio
1926: Militæret tager magten ved et statskup
1931: Oprør på Madeira
1932: Økonomiprofessor Dr. António de Oliveira Salazar bliver premierminister og danner i 1933
Estado Novo. Kun det fascistiske parti União National tillades
1939: Under 2. Verdenskrig er Portugal neutral
1948: Portugal bliver medlem af OECD og året efter af NATO
1960: Porto Santos lufthavn åbner
1961: Indien invaderer og annekterer kolonierne (oversøiske provinser) Goa, Diu og Damão. I Afrika kræver kolonierne selvstændighed. Oprøret medfører en lang og blodig kolonikrig
1964: Madeiras lufthavn åbner
1968: Den liberale Marcello Caetano efterfølger den sygdomsramte Salazar, der dør i 1970
1974: 25. april Nellikerevolutionen
1975/76: Omfattende nationaliseringer (konfiskationer!) Kolonierne i Afrika bliver selvstændige
1976: Madeira og Açorerne får delvist selvstyre. General António Ramalho Eanes bliver Portugals præsident, og socialisten Mario Soares premierminister
1986: Mario Soares bliver landets første civile præsident i 60 år. Portugal indtræder i EF
1989: Privatiseringsproces indledes
1990: Madeiras universitet grundlægges
1996: Lissabons tidligere overborgmester Jorge Sampaio (PS) vælges til landets præsident
1999: Portugal bliver euro-land. Macau leveres tilbage til Kina
2000: Madeiras nye landingsbane på 2781 m og svævebane Funchal-Monte indvies
2007: 18 populære levadaer og veredaer restaureres, til glæde for både lokale og turister
2008: Funchal fejrer 500 år som købstad
2010: Oversvømmelser efter kraftig regn i febr. 46 mennesker omkommer. NATOs radarstation på Pico do Areeiro står færdig
Aliança Velha
At det især var englænderne, der for mere end 100 år siden opdagede Madeira som en pragtfuld ferieø og siden har været trofaste turister, kan ikke undre. Siden korsfarertiden har der været tætte forbindelser mellem de to søfartsnationer Portugal og England.
Allerede i 1147 hjalp engelske korsriddere på vej til Det Hellige Land med at erobre Lissabon tilbage fra maurerne. I 1373 underskrev de to lande i London en traktat om evigt venskab samt en militær- og handelsalliance: Aliança Velha, verdens ældste (se selv i Guinness Rekordbog!).
Traktaten blev stadfæstet i Windsor i 1386 og fornyet adskillige gange, bl.a. i 1642 – efter at Portugal genvandt sin uafhængighed fra spansk overherredømme. Herudover har flere kongelige ægteskaber bestyrket forbindelsen mellem de to lande; bl.a. blev Charles 2. i 1662 gift med Dom João 4.s datter Catarina de Bragança – og havde ved den lejlighed nær fået Madeira i medgift; men englænderne lod sig nøje med Tanger og Bombay samt særlige handelsprivilegier. Det siges, at »medgiftsforhandleren« var madeiraner!
Kort om kendte navne
Camões, Luís Vaz de (f. 1525 i Lissabon, d. 1580 i Lissabon). Portugals nationalpoet, farverig, temperamentsfuld, lidenskabelig med skarp tunge og løs klinge. Under krigstjeneste i Ceuta mistede han i en duel sit ene øje. Han sårede en hofmand i Lissabon, blev kastet i fængsel og sendt til Macau og Goa, hvor han i løbet af 14 år skrev bl.a. det episke digt, Lusiaden (Os Lusíadas). Gældsfængsel og skibbrud prøvede han også. Med manuskriptet i munden svømmede han i land (som det vises på utallige malerier) og reddede både liv og mesterværk. Lusiaden blev udgivet i 1572, men Camões døde fattig og glemt, kulet ned i en fattiggrav, som ingen ved, hvor er. Men i dag har selv den mindste portugisiske flække en Camõesgade, -plads eller -statue, ja, endog Portugals nationaldag bærer hans navn
Columbus, Christoffer (f. 1446/51 i Genova, d. 1506 i Valladolid). Christoforo Colombo, Amerikas »opdager«, var sukkerforhandler på Madeira og boede også en tid på Porto Santo.
Franco, Francisco (f. 1885 i Funchal, d. 1955 i Lissabon). Billedhugger (og maler), hvis mange værker, nogle romantiske, andre monumentale, pryder parker og pladser på Madeira og fastlandet.
Frutuoso, Gaspar (f. 1522 i Ponta Delgada, d. 1591 i Ribeira Grande). Præst, Açorernes første historiker og krønikeskriver. Kom efter uddannelse i Salamanca, Évora og på jesuiterkollegiet i Bragança i 1565 tilbage til São Miguel. Hans hovedværk i seks bind Saudades da Terra (ca. 1590) omhandler opdagelsen af De Canariske Øer, Madeira, Açorerne, Cabo Verde og deres historie
Gama, Vasco da (f. 1469 i Sines, d. 1524 i Cochin). Portugisisk opdagelsesrejsende, der i 1497-98 fandt søvejen syd om Afrika til Indien (Calicut på Malabarkysten). Året efter vendte han hjem via Açorerne, belæsset med rigdomme fra Østen. I 1524 udnævntes han til vicekonge af Indien og drog igen af sted. Nutidige historikere mener, at hans nautiske evner og heltestatus er overdrevne og stammer fra Camões’ patriotiske digt Lusiaden
Henrique, Infante Dom (f.1394 i Porto, d. 1460 i Sagres). Portugisisk prins med tilnavnet o Navegador, Henrik Søfareren. Oprettede navigationsskole og tog initiativ til opdagelsesrejser, se nedenfor.
Jardim, Alberto João Cardoso Gonçalves (f. 1943 i Funchal). Præsident for Madeiras regionalregering siden 1978. Er lic. jur. fra Coimbras universitet og var en tid professionel journalist og chef for dagbladet Jornal da Madeira. Medstifter af Madeiras PSD (socialdemokratisk parti, der er borgerligt). Næstformand for EU’s Regionalkomité.
Niemeyer, Óscar (f. 1907 i Rio). Brasiliansk arkitekt, kendt for sin futuristiske stil. Var chefarkitekt, da Brasilien planlagde sin nye hovedstad, Brasilia. Har bl.a. tegnet FN-bygningen i New York og Kasino i Funchal
Perestrelo, Bartolomeu (f. ca. 1400 i Lissabon, d. 1457/8 på Porto Santo). Adelig handelsmand af italiensk afstamning. Hans far, Filippo Pallastrelli, kom i 1385 som handelsmand til Lissabon. På den tid var der mange italienere i byen. De havde et solidt, internationalt netværk og kontrol med en stor del af portugisernes handel i Middelhavet. Perestrelo tog med Zarco og Teixeira på deres anden rejse (1419/20) til Porto Santo og så (efter et par skuffelser) økonomiske muligheder i øen, fik den som arvelen og ændrede sit navn til den portugisiske version. Han fik gang i produktion af honning, korn, kalk og »drageblod«, der blev brugt som farvestof i Europa. Perestrelo var gift tre gange: Margarida Martins (barnløs), Brites Furtado Mendonça (tre døtre) og Isabel Moniz fra Machico med hvem han fik en søn, Bartolomeu, og en datter, Filipa, som i ca. 1479 blev gift med Christoffer Columbus. Perestrelo skal være begravet i Igreja de Nossa Senhora da Piedade på Porto Santo
Teixeira, Tristão Vaz (f. ca. 1400, d. 1470 i Silves). Portugisisk opdagelsesrejsende, der i 1415 ledsagede Infante Dom Henrique til Ceuta, hvor han udviste stort mod i kampen mod maurerne. Teixeira deltog i mange sejladser langs Afrikas vestkyst, der havde hans store interesse, og sejlede med Zarco til Porto Santo i 1418 – og året efter til Madeira. Han fik den østlige del af øen (med hovedsæde i Machico) som arvelen. I officielle dokumenter omtales han som Tristão Vaz, men da han blev gift med adelsdamen Branca Teixeira, tog han hendes efternavn. De fik fire sønner og otte døtre, der var svære at afsætte. Svigersønner måtte importeres fra fastlandet! Teixeira gjorde sig skyldig i magtmisbrug, og blev forvist fra sit len. I 1452 blev han benådet og vendte tilbage til Machico (i hans våbenskjold er afbilledet fugl fønix), og døde – i en høj alder – i Silves på Algarvekysten
Zarco, João Gonçalves (f. ca. 1395 – d. ca. 1472 i Funchal). Portugisisk opdagelsesrejsende, tilhørte lavadelen og deltog i Ceutas erobring i 1415. På Infante Dom Henriques opfordring sejlede han i 1418 som kaptajn til Porto Santo for »officielt« at opdage og bosætte øen – og året efter Madeira. Zarco (= den lysblåøjede) fik den vestlige del af Madeira (med hovedsæde i Funchal) som arvelen. Zarco ligger begravet ved højaltret i Convento de Santa Claras klosterkirke. Hans søn João Gonçalves da Câmara overtog arvelenet
Infante Dom Henrique og de portugisiske opdagelsesrejser
Madeira – og Açorerne – er, hvad der er tilbage af Portugals engang så verdensomspændende kolonirige.
Imperieeventyret blev grundlagt af Portugals berømte prins, Infante Dom Henrique (f.1394 i Porto – d.1460 i Sagres). Han var stormester af Kristusordenen, der havde enorme indtægter, og ville vinde både sjæle og rigdomme! Han fik tilnavnet O Navegador, Søfareren, skønt han kun stod til søs én gang! Det var i 1415, da han fik til opgave at lede en ekspedition til Ceuta på Marokkos nordkyst for at erobre byen fra de vantro. Det lykkedes, men han havde større visioner. Kunne man finde søvejen til det overdådigt rige Østen ved at sejle syd om Afrika, ville man undgå arabiske mellemmænd og bryde italienernes monopol på handel med krydderier.
Søkort blev holdt hemmelige, ingen gav oplysninger fra sig. Derfor samlede han en kreds af de bedste kartografer, kosmografer, astronomer, navigatører, skibsbyggere og handelsfolk på sin navigationsskole i Sagres (og Lagos) på Algarvekysten. Det førte i første omgang til (gen)opdagelsen af Porto Santo i 1418, Madeira i 1419 og de ni øer, Açorerne, i 1432-52.
Om dette skriver vor egen N.F.S. Grundtvig i »Krønnike-Rim til levende Skolebrug« (1829), i afsnittet om Portugals historie, bl.a.:
Henrik, klog paa Himlens Løb,
Læste i min Stjærne:
Fal mig var for Røver-Kjøb
Lykken i det fjærne.
Ud jeg løb paa Æventyr,
Landed paa Madere,
Der jeg gjorde Vinen dyr,
Længtes efter mere.
– og han fortsætter om Açorerne:
Der fler jeg fandt endnu,
Dejlige og grønne;
Den sejlads, mig randt i Hu,
Kunde godt sig lønne.
I 1445 kom også Cabo Verde-øerne under Portugal. Rejsen hertil var ledet af en dansker, som portugiserne kalder Vallarte – måske hed han Wollert eller Valdemar? Henrique var meget interesseret i de nordiske opdagelser i Nordatlanten, og i 1424 fik han af Erik af Pommern (der var gift med Henriques engelske kusine Philippa) et geografisk værk med kort over Norden. Det medførte et vist samarbejde mellem Danmark og Portugal på opdagelsesrejser.
Om Henrique sagde man: »en lærd og praktisk, dygtig mand med en ukuelig vilje og han forstod at opflamme sine folk til at trodse alle farer«. Men opdagelsesrejserne ophørte ikke med Infante Dom Henriques død i 1460 – tværtimod! De nye hurtigtsejlende karaveller og naus havde travlt. Portugiserne indtog Tanger i 1471, Diogo Cão nåede Congofloden i 1482, og João Fernandes Labrador gav navn til Terra do Labrador (i Canada). En stor bedrift var Bartolomeu Dias’ farefulde færd i 1488 rundt om Kap Storm, som derefter blev omdøbt til Kap Det Gode Håb. Den rejse var en forudsætning for Vasco da Gamas succesrige sørejse i 1497-99 til Calecut på Indiens vestkyst, en rejse, der skulle have været foretaget af Bartolomeu Dias; men han blev ramt af janteloven, som også fandtes dengang.
Grundtvig fortæller:
Gama kom til Kalikut,
Toned Markeds-Flaget;
Papegøjen var nu skudt:
Indien opdaget
Og året efter gik turen til Brasilien!
Portugal havde i 1500-tallet befæstede handelsstationer i Afrika, Indien og andre dele af Asien. For de søfarende var øgrupperne Madeira og Açorerne ikke alene overgangen mellem den gamle verden og den nye, men også et vigtigt kornkammer, hvorfra skibe og de afrikanske kolonier blev forsynet. Helt op til Nellikerevolutionen, 25. april 1974, var Portugal et stort kolonirige med Angola, Mozambique, Guinea Bissau, Cabo Verde, São Tomé e Príncipe, Østtimor, Macau, Madeira og Açorerne. Brasilien, Tanger og Goa var tabt forinden.
Imperiet afvikles
I årene efter revolutionen opnåede de afrikanske besiddelser selvstændighed og Østtimor blev besat af Indonesien. Madeira og Açorerne fik i 1976 delvist selvstyre under Portugal med fælles præsident, forsvars- og udenrigspolitik – en ordning, der stort set svarer til den Danmark har for Færøerne og Grønland.
Macau, der ikke havde status af koloni, men var kinesisk territorium under kinesisk administration, blev i 1999 givet tilbage til Kina. Østtimor blev i 2002 verdens 192. selvstændige stat, og Portugal spiller en væsentlig rolle i landets opbygning både politisk og bistandsmæssigt.
Henrique Alemão, Tyske Henrik
En modig ridder kom i 1454 til Madeira. Han præsenterede sig som Henrique Alemão. Zarco gjorde ham, med Infante Dom Henriques’ velsignelse, i 1457 til greve af området omkring Madalena do Mar, hvor han grundlagde byen. Her opførte han Capela de Santa Catarina, nu Maria Madalena, og stod sammen med sin kone, Anes, model til altertavlen »Mødet mellem Anna og Joakim«, der nu befinder sig på Museu de Arte Sacra i Funchal.
Ifølge en legende er denne Henrique i virkeligheden kong Vladislav 3. af Polen, som alligevel ikke faldt i det blodige slag om Varna mod tyrkerne i 1444. I stedet foretog han, i taknemmelighed over at have overlevet, pilgrimsrejser til bl.a. Det Hellige Land, hvor han tog titlen Santa Catarinas Ridder. Herfra kom han via Lissabon til det nyopdagede Madeira, giftede sig med en lokal skønhed og levede godt; men sin fortid talte han aldrig om. En dag fandt to polske munke ham – og kort tid efter omkom han under et klippeskred, da han sejlede nær Cabo Girão. Han ligger begravet i byens kirke.
Var det kong Vladislav 3. eller blot en unavngiven polsk prins? I 1980’erne skulle den polske arkæolog, Leopold Kielanowsky, have fundet bevis for, at det var Vladislav 3., der var begravet i kirken; men arkæologen døde, inden undersøgelsen var færdig! Mystikken fortsætter!
Robert Machim
Der findes adskillige middelalderlegender om Robert Machim, en købmand, der omkring 1346 kom fra Skotland til Bristol i England, hvor han forelskede sig i en smuk kvinde. Den mest romantiske lyder:Robert, der er borgerlig, og den adelige Ana d’Arfet (eller Dorset) elsker hinanden højt. Men Anas grumme fader vil tvinge hende til at gifte sig med en adelsmand, han har valgt. Derfor planlægger de elskende at flygte, og da muligheden viser sig, sejler de sammen med nogle få venner med et handelsskib mod Frankrig. Et frygteligt uvejr slår dem ud af kurs, og de lægger anker ved en ukendt og ubeboet ø (Madeira) – fyldt med skov og fugle. Her går de i land, fulgt af deres venner. Uvejret blæser igen op, skibet river sig løs og driver vestpå. Den svagelige og udmattede Ana dør efter tre dage og bliver begravet ved kysten. Dybt bedrøvet sætter Machim et cedertræskors på hendes grav og dør af sorg få dage efter. Han begraves ved siden af sin Ana. Men tragedien slutter ikke her, for deres venner beslutter at forlade øen. De bygger en tømmerflåde, sejler ud, bliver fanget af korsarer og havner i Marokko, hvor de bliver fængslet. Her fortæller de om den ubeboede »træø«. Rygtet når Portugal og kommer Infante Dom Henrique for øre – og resten er kendt historie!Men se, da Zarco steg i land, fandt han korset på de elskendes grav og kaldte stedet Machico efter Machim. (Andre mener, at Zarco pga. hjemvé opkaldte stedet efter sin hjemby, Monchique, på fastlandet). Og korset? Ja, det hænger i dag i Capela dos Milagres – der gemmer flere legender!
© Nina Jalser
