Ilhas Desertas og Ilhas Selvagens
De to øgrupper er fredede naturreservater under beskyttelse af Parque Natural da Madeira. Øerne ligger syd for Madeira og er ubeboede men yngleplads for bl.a. sjældne, truede fuglearter, som her har et fristed. Det fortælles, at den berømte skotske sørøver Kaptajn Kidd (1600-tallet), der ikke plyndrede Madeira, skulle have begravet sin skat fra Limakatedralen på en af øerne.
Ilhas Desertas
Fra Funchal og Madeiras sydøstkyst er der udsigt til Ilhas Desertas, de øde, forladte øer, der ligger 20 km væk og dominerer horisonten.
Øgruppen består af tre små, ret flade, vandløse øer: Ilhéu Chão, Desertas Grande og Búgio samt Rocha do Farelhão, en 49 m høj klippe, der ligner en madonnastatue. Øernes areal er 14,24 km2. De var engang privatejede, men hører nu under Santa Cruz. Mellem disse øer gemte tyske ubåde sig under 1. Verdenskrig. Det lykkedes dem at sænke tre allierede skibe i Funchals havn og beskyde byen. Under 2. Verdenskrig oprettede man fem udkigsposter for at kontrollere ubåde, efter krigen blev de benyttet til hvaludkig.
I 1426 udforskede Zarco øerne og efterlod kvæg og kaniner. Men da øerne er uden ferskvand, blev de aldrig beboet. I perioder samlede man urzela, en lavplante, hvorfra man udvandt og eksporterede rødt farvestof, og gik på jagt. I 1500-tallet gjorde man et forsøg på bosættelse, og en snes mennesker ankom for at passe kvæg og geder, men måtte opgive.
Ilheu Chão er 1,6 x 0,5 km og 99 m høj. Den ligger nærmest Ponta de São Lourenço og er den laveste og fladeste af øerne (chão = gulv, flad).
Deserta Grande er 12 x 2 km og 478 m høj og ligger i midten. Dens stejle klippevægge hæver sig lodret fra havet. På det flade plateau, der består af rødligt sand og med kun lidt vegetation, lever endnu nogle kaniner, vilde geder og mange arter af firben. Samtidig er øen et yndet ynglested for mange sjældne søfugle. På den nordlige del af øen findes den største, kendte edderkoppeart, den endemiske Tarântula das Desertas (Lucosa ingens), hvis krop er ca. 4-5 cm. Den er giftig, og kan være dødelig for mennesker.
Det omliggende hav er rigt på fisk. Her lever en lille koloni af munkesæler (Monachus monachus), der på få år er vokset fra 12 til 24. De var i 1400-tallet meget almindelige på Madeiras sydkyst fx ved Câmara de Lobos.
Búgio er 7,5 x 0,8 km og 384 m høj, og den sydligste af øerne. Her yngler den sjældne Bugioskråpe, »gon-gon« (Pterodroma feae), som også findes på Cabo Verde.
Madeiranske fiskere var ved at udrydde sælerne, og fuglefængere gjorde et for stort indhug i fuglebestanden, derfor blev øerne i 1990 erklæret for naturbeskyttet område. På Deserta Grande er anlagt en biologisk observationsstation, hvor nogle få forskere bor på skift for at overvåge øen og kyststrækningen.
Øerne kan undertiden besøges af turister, og enkelte bådfirmaer arrangerer sejlture til Deserta Grande.
Ilhas Selvagens
Den sydligste del af Madeira øgruppen er Ilhas Selvagens, de vilde øer, der ligger 280 km syd for Funchal og 165 km nord for De Canariske Øer. Ilhas Selvagens består af to grupper små øer, holme og klippeskær, hvoraf de vigtigste er: Selvagem Grande, Selvagem Pequena og Ilhéu de Fora. Øernes samlede areal er 2,69 km2.
De barske og ubeboede øer tilhørte en madeiransk bankierfamilie indtil 1971, hvor staten overtog øerne og klassificerede dem som naturreservat for at beskytte de mange truede søfuglearter, der i yngler her, og holde øje med fiskebestanden i denne del af Atlanterhavet. I 1992 blev de tildelt EU-prisen for naturbeskyttede områder.
Ilhas Selvagens, der er af vulkansk oprindelse, blev opdaget i 1438 af Infante Dom Henriques mænd. Øerne havde dengang økonomisk betydning, idet man dyrkede sumak, som benyttedes til garvning af lyst læder, samt pastel.
Selvagem Grande er 2,5 x 2,2 km, 2,41 km2 og højeste punkt, Pico Atalaia, 136 m. På øen findes et par cisterner, tre små kilder og af og til et vandfald. Her er ikke et træ, men et flor af endemiske planter og tusindvis af ynglende søfugle bl.a. truede arter af Kuhls skråpe, fjordterne, stormmåge, tårnfalk og svaler. På land bener firben og gekkoer rundt og ved kysten findes lapas (albueskæl) og caramujos (strandsnegle).
På øen har man fundet gamle mønter – de kunne stamme fra Kaptajn Kidds legendariske skat! I 1950 søgte man efter den en sidste gang – men uden held.
Selvagem Pequena er 2 x 1 km, 0,20 km2 og højeste punkt 49 m. Den lillebitte Ilhéu de Fora er kun 1,2 x 0,4 km, 0,08 km2, og højeste punkt er 18 m. Begge øer er flade og dækket af sand. Disse to mindste og mest ugæstfri øer er uberørte, og her findes mange endemiske planter, bl.a. Lotus selvagensis.
Fra 1976 har der været skiftende observatørhold på de isolerede øer. Ellers er det mest internationale videnskabsmænd og biologistuderende, der stiger i land for at følge øernes flora og fauna – især fuglene, som fra maj til september bryder øernes stilhed med deres skrig ved solnedgang, hvor himlen dækkes af deres baskende vinger.
© Nina Jalser
De to øgrupper er fredede naturreservater under beskyttelse af Parque Natural da Madeira. Øerne ligger syd for Madeira og er ubeboede men yngleplads for bl.a. sjældne, truede fuglearter, som her har et fristed. Det fortælles, at den berømte skotske sørøver Kaptajn Kidd (1600-tallet), der ikke plyndrede Madeira, skulle have begravet sin skat fra Limakatedralen på en af øerne.
Ilhas Desertas
Fra Funchal og Madeiras sydøstkyst er der udsigt til Ilhas Desertas, de øde, forladte øer, der ligger 20 km væk og dominerer horisonten.
Øgruppen består af tre små, ret flade, vandløse øer: Ilhéu Chão, Desertas Grande og Búgio samt Rocha do Farelhão, en 49 m høj klippe, der ligner en madonnastatue. Øernes areal er 14,24 km2. De var engang privatejede, men hører nu under Santa Cruz. Mellem disse øer gemte tyske ubåde sig under 1. Verdenskrig. Det lykkedes dem at sænke tre allierede skibe i Funchals havn og beskyde byen. Under 2. Verdenskrig oprettede man fem udkigsposter for at kontrollere ubåde, efter krigen blev de benyttet til hvaludkig.
I 1426 udforskede Zarco øerne og efterlod kvæg og kaniner. Men da øerne er uden ferskvand, blev de aldrig beboet. I perioder samlede man urzela, en lavplante, hvorfra man udvandt og eksporterede rødt farvestof, og gik på jagt. I 1500-tallet gjorde man et forsøg på bosættelse, og en snes mennesker ankom for at passe kvæg og geder, men måtte opgive.
Ilheu Chão er 1,6 x 0,5 km og 99 m høj. Den ligger nærmest Ponta de São Lourenço og er den laveste og fladeste af øerne (chão = gulv, flad).
Deserta Grande er 12 x 2 km og 478 m høj og ligger i midten. Dens stejle klippevægge hæver sig lodret fra havet. På det flade plateau, der består af rødligt sand og med kun lidt vegetation, lever endnu nogle kaniner, vilde geder og mange arter af firben. Samtidig er øen et yndet ynglested for mange sjældne søfugle. På den nordlige del af øen findes den største, kendte edderkoppeart, den endemiske Tarântula das Desertas (Lucosa ingens), hvis krop er ca. 4-5 cm. Den er giftig, og kan være dødelig for mennesker.
Det omliggende hav er rigt på fisk. Her lever en lille koloni af munkesæler (Monachus monachus), der på få år er vokset fra 12 til 24. De var i 1400-tallet meget almindelige på Madeiras sydkyst fx ved Câmara de Lobos.
Búgio er 7,5 x 0,8 km og 384 m høj, og den sydligste af øerne. Her yngler den sjældne Bugioskråpe, »gon-gon« (Pterodroma feae), som også findes på Cabo Verde.
Madeiranske fiskere var ved at udrydde sælerne, og fuglefængere gjorde et for stort indhug i fuglebestanden, derfor blev øerne i 1990 erklæret for naturbeskyttet område. På Deserta Grande er anlagt en biologisk observationsstation, hvor nogle få forskere bor på skift for at overvåge øen og kyststrækningen.
Øerne kan undertiden besøges af turister, og enkelte bådfirmaer arrangerer sejlture til Deserta Grande.
Ilhas Selvagens
Den sydligste del af Madeira øgruppen er Ilhas Selvagens, de vilde øer, der ligger 280 km syd for Funchal og 165 km nord for De Canariske Øer. Ilhas Selvagens består af to grupper små øer, holme og klippeskær, hvoraf de vigtigste er: Selvagem Grande, Selvagem Pequena og Ilhéu de Fora. Øernes samlede areal er 2,69 km2.
De barske og ubeboede øer tilhørte en madeiransk bankierfamilie indtil 1971, hvor staten overtog øerne og klassificerede dem som naturreservat for at beskytte de mange truede søfuglearter, der i yngler her, og holde øje med fiskebestanden i denne del af Atlanterhavet. I 1992 blev de tildelt EU-prisen for naturbeskyttede områder.
Ilhas Selvagens, der er af vulkansk oprindelse, blev opdaget i 1438 af Infante Dom Henriques mænd. Øerne havde dengang økonomisk betydning, idet man dyrkede sumak, som benyttedes til garvning af lyst læder, samt pastel.
Selvagem Grande er 2,5 x 2,2 km, 2,41 km2 og højeste punkt, Pico Atalaia, 136 m. På øen findes et par cisterner, tre små kilder og af og til et vandfald. Her er ikke et træ, men et flor af endemiske planter og tusindvis af ynglende søfugle bl.a. truede arter af Kuhls skråpe, fjordterne, stormmåge, tårnfalk og svaler. På land bener firben og gekkoer rundt og ved kysten findes lapas (albueskæl) og caramujos (strandsnegle).
På øen har man fundet gamle mønter – de kunne stamme fra Kaptajn Kidds legendariske skat! I 1950 søgte man efter den en sidste gang – men uden held.
Selvagem Pequena er 2 x 1 km, 0,20 km2 og højeste punkt 49 m. Den lillebitte Ilhéu de Fora er kun 1,2 x 0,4 km, 0,08 km2, og højeste punkt er 18 m. Begge øer er flade og dækket af sand. Disse to mindste og mest ugæstfri øer er uberørte, og her findes mange endemiske planter, bl.a. Lotus selvagensis.
Fra 1976 har der været skiftende observatørhold på de isolerede øer. Ellers er det mest internationale videnskabsmænd og biologistuderende, der stiger i land for at følge øernes flora og fauna – især fuglene, som fra maj til september bryder øernes stilhed med deres skrig ved solnedgang, hvor himlen dækkes af deres baskende vinger.
© Nina Jalser
