Centrum
Af Nina Jalser
Her er gågader med mange hyggelige fortovscaféer, restauranter og forretninger, så der er gode muligheder for de kulturtrætte!
Avenida Arriaga fører ind til Funchals centrum. Boulevarden er smukkest om foråret, når dens jacarandatræer står med et væld af florlette, blåviolette blomster.
Museu Cristóvão Colombo, Avenida Arriaga 48, åbent ma.-fr. 10-13 og 15-19, lø. 9.30-13.30, entré, tlf.291 233 357
I Diogos Wine Shop, der har madeiravin fra 1795!, er der i kælderen indrettet et spændende museum om Christoffer Columbus, vinhandleren Mário Barbeito de Vasconcelos’ (1905-85) fine samling stik, bøger, avisudklip, skibsmodeller, søkort, mønter m.m. (Barbeitos Adega, Estrada Monumental 145, kan besøges ma.-fr 9-17, tlf.291 761 829).
Casa do Turista, Rua Conselheiro José Silvestre Ribeiro 2, åbent ma.-fr. 9.30-18.30, lø. 9.30-13, tlf.291 224 907, fax 291 227 176
Forretningen er smagfuldt indrettet i et gammelt patricierhus, hvor man elegant har udstillet alt hvad Madeira – og Portugal – formår: broderier, gobeliner, fletværk, kobber, messing, sølv, porcelæn, krystal, keramik, vin – og antikke møbler. Det er virkelig et besøg værd. Her er ingen købetvang, men det er svært at lade være. Skal man videre ind til byen, bringes de indkøbte varer til hotellet.
Teatro Municipal de Baltazar Dias, Avenida Arriaga 45, tlf.291 220 416 (billetkontor), fax 291 227 730
Teatret har navn efter en madeiransk poet og dramaturg fra 1500-tallet og er opført i 1883-87 i den tids romantiske stil: små loger – efter rang! – på hver etage og i farverne hvid, guld, mahogni og rødt plys, inspireret af La Scala i Milano (og São Carlos i Lissabon). Teatret benyttes til gæstespil, koncerter og biograf, og i dets foyer og Salão Nobre på 1. sal er der ofte kunstudstilling.
Madeira har sit eget klassiske orkester, se: Fakta om.
Café do Teatro, tlf. 291 220 416, teatercaféen med skyggefuld have er et populært mødested for Madeiras bohemer. WiFi.
Teatret er fredet ligesom nabobygningen, på hvis ydermure (og om hjørnet på Calçada de São Lourenço) er seks blå/hvide azulejos, der viser scener fra 20’ernes Madeira: fiskeri, broderi, kurveflet og transport i hængekøje, kurveslæde, tandhjulsbane og okseslæde. De er malet af Gabriel Constante til en berømt, men nu hedengangen, luksuscafé, Café Ritz, der lå her.
Jardim Municipal, Avenida Arriaga 30, åbent altid, gratis, café
Den lille (8.300 m2), men skønne park, anlagt i 1878, har talrige tropiske træer (alle med navneskilt). De kaster skygge over parkens bænke, hvor mange ældre madeiranere får sig en eftermiddagslur eller læser avis til lyden af beroligende springvand.
Parken kaldes også Jardim de Dona Amélia eller Jardim de São Francisco, for her (og på teatersiden) lå fra 1480 til 1834 et franciskansk kloster. Nu er her kun en buste af São Francisco og franciskanernes våbenskjold, der hang over klosterindgangen, foruden dam med ænder og sorte svaner, café (en nostalgisk serveringskiosk) og et bastant friluftsteater, der blev opført, efter at den mere passende coreto (musiktribune) i 1942 blev flyttet til fiskerbyen Câmara de Lobos. Hvert forår afholdes Feira do Livro, bogmarked.
Ved parkens vestside, på Rua do Concelheiro 47, ligger den såkaldte Skotske kirke (1895), Saint Andrew (gudstjeneste sø. kl. 12). Kirken tilhører i dag de protestantiske portugisere.
Museu da Madeira Wine Company / Old Blandy Wine Lodge, Avenida Arriaga 28, åbent ma.-fr. 9.30-18.30, lø. 10-13, omvisning 1 time (eng., ty., fr.) ma.-fr. 10.30-14.30 og 15.30-16.30, lø. 11, 4 €, tlf.291 740 100, www.madeirawinecompany.com , www.blandys.com
Adegas de São Francisco var fra 1600-tallet en del af et franciskanerkloster, der som alle andre portugisiske munkeklostre blev lukket i 1834, og i 1840 købte Blandy bygningerne (se også: Funchals omegn, Quinta do Palheiro).
Her kan man supplere sin viden om madeiravin og se: vinpresser, bødkerværksted og nogle af vinlagerets enorme fade i mahogni eller egetræ med tonsvis af madeira, gedeskindssække (borrachos), som blev brugt til at bære vin ned fra vinpresserne i bjergene samt en af Funchals ældste, brostensbelagte gader, hvor ad de store vintønder på okseslæder blev transporteret ned til havnen. Der er også udstillet personlige takkebreve fra bl.a. Churchill, Eisenhower, svenske konger – og vor egen Kong Frederik 9., som gennem sin kabinetssekretær, kammerherre J. Vest takkede for tilsendt madeiravin. Desuden er der 12 min. film, museum og smagsprøver, bl.a. Duke of Clarence (se: Let læsning), i en hyggelig vinstue med skønne og illustrerende vægmalerier af Max Römer (1879-1960), som boede på øen 1922-60.
Madeirawine Company er en sammenslutning fra 1913 af bl.a. Blandy’s, Leacock’s, Cossart Gordon og Miles, og de står for mere end 50% af øens vineksport.
Ved siden af ligger Turismo (turistinformationen).
Zarco-statuen, krydset Avenida Arriaga og Avenida Zaco
Bronzestatuen af Madeiras »opdager«, João Gonçalves Zarco, er skabt af Francisco Franco i 1934. Bemærk piedestalens relieffer med allegoriske motiver af Madeiras opdagelse: erobring, kristendom, videnskab og bosættelse.
Bag statuen ligger Banco de Portugals hovedsæde på Madeira med en pompøs marmorfacade med søjler, karyatider og overflødighedshorn (1940).
Overfor ligger Palácio do Governo Regional. En del af den regionale administrationsbygning er indrettet i det tidligere Misericórdia-hospital. Bemærk de smukke portaler og polykrome azulejos i indgangspartiet ved obeliskfontænen.
Fortaleza Palácio de São Lourenço, Avenida Zarco 1, åbent on.10, fr.15, lø.11 eller besøg efter aftale, tlf.291 202 530 , gratis, www.representantedarepublica-madeira.pt
Skibet, Zarco ankom til Madeira på, hed São Lourenço; måske derfor var det nærliggende at give byens første fort samme helgens navn, efter at det en årrække blot hed Fortaleza Velha. Det gulkalkede fort blev påbegyndt i 1513 – og kun befæstet mod havsiden – som værn mod sørøvere, men franskmændene kom i 1566 ind ad bagdøren – de angreb fra landsiden! Siden da er det forstærket og udvidet betydeligt bl.a. med et guvernørpalads, der fra 1976 har været residens for Portugals repræsentant, Representante da República, samt Madeiras militærkommandant. Fortet blev i 1943 fredet som nationalmonument.
Mest imponerende er fortet fra havsiden. Nederst på forsvarsmuren ses rester af kilden, Fontes de João Dinis. Her hentede skibenes besætninger vand. På sydøsttårnet ses Dom Manuel 1.s »fingeraftryk«: våbenskjold, krone, Kristuskors og armillarsfære.
Ved den officielle indgang, på Avenida Zarco, står soldater på vagt. Et par gange om ugen er der gratis rundvisning i paladsets smukke repræsentationslokaler med adskillige interessante genstande. I indgangshallen: portrætter af João Gonçalves Zarco og hans søn João Gonçalves da Câmara. Balsalen: i loftet er det portugisiske våbenskjolds krone udskiftet med en armillarsfære – efter kongeriget blev republik i 1910. I Salinha das Prazeres, et »tårnlysthus«, er der fletmøbler fra Camacha og nationaldukker i vitriner. Den røde sals vægge er malet af Max Römer i 1939, og møblerne er fra Palácio da Ajuda i Lissabon. Den grønne sals loft har Max Römer i 1940’erne dekoreret med helt vidunderlige, allegoriske motiver. I paladsets yndige have er et azulejospanel med helgenen, São Lourenço, og vsa. grotten brød de franske korsarer ind i 1566.
Over den gamle indgang, på Avenida Arriaga, en smuk portal med våbenskjold, står en statuette af São Lourenço. Her er indgang til det lille
Museu Militar da Madeira, åbent ma.-lø. 10-12 og 14-17, 2 €, tlf.291 204 902, 3 rum med våben, ordener, borgmodeller, om piratangreb og - revolten på madeira i 1931 (engelsk og portugisisk tekst).
Avenida do Mar
Avenida do Mar e das Communidades Madeirenses, den brede og smukt stenbelagte strandpromenade, kaldes til daglig blot Avenida do Mar. Den strækker sig fra marinaen til Zona Velha.
Fra Avenida do Mar afgår næsten alle byens buslinier og rutebiler ud på øen.
Hvor Avenida Zarco går ud i Avenida do Mar, lå tidligere Portas da Saúde, sundhedsportene. Det var en gruppe bygninger, hvor sundhedsvæsenet vogtede indgangen til Funchal, dengang pest og epidemier hærgede Europa. Fremmede søfolk blev grundigt undersøgt, og ofte kom de i karantæne uden for portene, inden de fik adgang til byen. I 1838 blev bygningerne revet ned for at skabe en mere værdig indgang til Funchal, og i 1934 blev Rua das Portas da Saúde til Avenida Zarco – og statuen af ham afsløret.
På havsiden står en padrão samt en »tårnruin«, Pilar de Banger. Den har sin egen historie: En britisk handelsmand, John Light Banger, opførte i 1798 et 30 m højt tårn på stranden. Det blev benyttet som en slags kran (med trækhjulsystem) til at transportere varer fra skib til land. Senere blev tårnet benyttet som signalmast, der meddelte hvilke skibe og varer, der var på vej. Med tiden blev tårnet byens og havnens vartegn, der ses på talrige gamle litografier og illustrationer.
I 1939 blev det dømt til nedrivning, og en kraftig protest opstod blandt befolkningen – men uden resultat, det blev revet ned. I 1987 fandt man dets fundament, og tårnet er nu genopført i et par meters højde, nær det oprindelige sted.
Marina, Avenida do Mar, tlf.291 232 717
Døgnet rundt er der liv på Funchals marina, især i sommerhalvåret, hvor sejlere fra hele verden lægger til. Marinaen er et populært mødested og har også en lille havfrue, mere sprælsk end Københavns. Her findes utallige spisesteder, hvor tjenerne uheldigvis er irriterende påtrængende for at kapre kunder.
På molen er der »molefræs« for at blive set og se – bl.a. de mange molemalerier, en tradition hentet fra Horta på Açorerne. Fra molens yderste runding, Cais, kan man nyde en hurtig, men pragtfuld solnedgang, eller vende sig omkring og beundre udsigten op mod Funchal og Funchals forstæder, der fortsætter op ad bjergskråningen. Især om aftenen, når lysene tændes, er det et uforglemmeligt syn.
Ved marinaen (inderst i havnen) ligger en kopi af Columbus’ flagskib »Nau Santa Maria de Colombo«. Det blev bygget i 1997-98 i Câmara de Lobos og repræsenterede Madeira (og øens vin) ved EXPO 98 i Lissabon. Sejlture langs sydkysten dgl. 10.30 og 15, ca. 3 t. (toilet og bar om bord), ombordstigning 30 min før afgang, 30 €, tlf.291 220 327, 965 010 180, www.santamariacolombo.com .
Også andre arrangerer dgl. minikrydstogt (se: Værd at vide – det praktiske) fra marinaen langs Madeiras sydkyst. Det giver rig lejlighed til at se øen fra en helt anden og meget smuk side.
Vil man se øen lidt fra oven, er der mulighed for helikopterture (se: Værd at vide). Landingspladsen ligger ved havnen, vest for marinaen.
Tidligere lå de store skibe for anker ude i bugten, og passagerer og varer måtte ros i land. Først i 1892 opførtes den store mole, Molhe da Pontinha, der er forlænget flere gange, bl.a. i 1934 af det danske entreprenørfirma Højgaard og Schultz. Her lægger de store handels- og krydstogtskibe til og en elegant terminal er opført. Den lille ø, nu integreret i molen, blev i 1656 befæstet med Forte de Nossa Senhora da Conceição og var til 1992 benyttet af den portugisiske hær. I dag er det gastronomisk restaurant O Molhe med terrassebar (se: Værd at vide).
Vest for O Molhe kan man fra Forte de São José (1600-tallet, åbent 9-18, gratis) også nyde udsigten.
Øst for marinaen ligger en båd, der har tilhørt The Beatles. Den er ombygget til restaurant, Vagrant, og ligger omgivet af andre, mindre både med servering.
Alfândega Antiga, Avenida do Mar 13, åbent efter aftale, tlf.291 223 133 inden for åbningstid ma.-fr. 10-12.30 og 15-17, gratis
Den gamle toldbod (1508, klassificeret som nationalmonument i 1940) huser Madeiras regionalparlament, Assembleia Legislativa Regional. Da bygningen blev restaureret i 1982-87, fandt man på hjørnet af Rua Alfândega (ind mod Café da Sé) en lille manuelinsk stenportal fra 1516. I forbindelse med restaureringen opførtes en tilbygning mod havnen, og bag disse moderne mure gemmer sig parlamentets mødesal.
En rundvisning omfatter bl.a.: mødesalen, Salão Nobre med øens 11 kommuners byvåbener, Salão Rosa med arraiolostæppe og potalegragobelin (fra fastlandet), Sala dos Contos med et meget restaureret, maurisk-inspireret loft (1516), der i dag huser parlamentets bibliotek, og så det lille Capela de Santo António da Mouraria (1715) med
barokportal, en sjældenhed på Madeira. Våbenskjoldet, over for kapellet, sad over toldbodens indgangsportal til byen.
Sé, Rua do Aljube, åbent ma.-lø. 7-12.45 og 16-18.45, sø. 7-12.45 og 16.30-18.45, tlf.291 228 155, www.secatedralfunchal.sapo.pt
Funchals domkirke er grundlagt i 1493 efter Dom Manuel 1.s ønske og indviet i 1516. To år tidligere var Funchal blevet ophøjet til bispesæde for alle Portugals oversøiske besiddelser.
Udvendig er domkirken enkel, hvidkalket og kantet med rød madeirabasalt. Facaden brydes af en gotisk portal, Dom Manuels våbenskjold og et rosetvindue. Helt anderledes ser det ud på kirkens sydside, hvor apsis er bygget i manuelinsk stil med tårne, snoede spir og snørklede balustrader med talrige Kristuskors. Kirketårnets pyramidetag er belagt med azulejos og kronet med armillarsfære, flag og Kristuskors. En statue af pave Johannes Paul 2. minder om hans besøg i 1991.
Indvendig er den korsformede, treskibede domkirke ret mørk. Tv. i dåbskapellet står en manuelinsk døbefont.
I gulvet ved midterindgangen ses bispegravsten og th. gravsten med bronzeindskrift, våbenskjold og segl – storkøbmænd bestilte deres gravsten i Flandern, til senere brug!
Gotiske buer, der hviler på marmorerede søjler, adskiller det høje, smalle midterskib fra sideskibene, der hver har tre altre (kapeller): tv.: As Almas (sjælenes), Nossa Senhora da Conceição, Senhor dos Milagros; th.: Nossa Senhora de Fátima, São José, São Miguel Arcanjo.
Prædikestolen er en af øens ældste og en af de mange Dom Manuel 1. skænkede landets nye kirker. Bemærk de to hoveder; det ene med 1500-tals hat er et »selvportræt« af Pero Anes, kirkens stenkunstner – det andet er djævelen med æselører og tykke læber (på portugisisk er tyklæbet slang for djævelen).
I kirkens tværskib er tv. et alter for Santo António med malerier om franciskanerordenen og øverst deres tegn; th. et alter for Senhor Bom Jesus (1677), hvor talha dourada indrammer syv flamske malerier (1586): bebudelse, fødsel, omskærelse, flugt til Egypten, opstandelse samt Peter og Paulus.
Højaltrets væg er dækket af en pragtfuld altertavle, der består af en enestående samling flamsk inspirerede malerier (tillagt Mestro da Lourinhã, 1512), der viser scener fra Mariæ liv, den sidste nadver og Jesu lidelser. Talha dourada-indramningen er udført af en flamsk kunstner, Olivier Gand, som også er mester for frisen over korstolene. Her står forgyldte figurer af apostle og profeter i den tids klædedragt og i nicher under smukt udskårne baldakiner. Korstolene, i blåt og guld, har under hvert klapsæde en misericórdia (barmhjertighed): en »numsestøtte« hvorpå man ubemærket kunne snyde sig til et lille hvil, når man foran det opslåede sæde skulle stå op i timevis fx under de langvarige korsange. Over højaltret ses en manuelinsk krydshvælving med Dom Manuel 1.s våbenskjold og armillarsfærer.
Th. for højaltret er sidekapellet, Capela do Santissimo Sacramento, foret med talha dourada.
Når øjnene har vænnet sig til mørket, bør man beundre kirkens maurisk inspirerede loft – Madeiras smukkeste – udført i madeira-cedertræ (juniperus cedrus madeirensis) med indlagt »hvidt« træ (juniperus oxycedrus) i blomster- og dyremotiver. Kirkens pragt ses bedst, når den er oplyst under gudstjeneste eller til koncerter.
Bagudgangen (til sakristiet) er beklædt med azulejos (1731).
Det tidligere sakristi, nu Capela de Nossa Senhora dos Varadouros (1800-tallet) blev i 1911 flyttet fra et kapel på stranden, Capela de Nossa Senhora do Calhau, og genopbygget her.
Blomsterkoner
På blomstermarkedet bag Sé og på Mercado dos Lavradores sælger festligt klædte koner et rigt udvalg af årstidens blomsterpragt. Mest dominerende er flamingoblomst, strelitzia (paradisfugleblomst) og orkidéer.
Museu do Açúcar, Praça do Colombo 5, åbent ma.-fr. 10-12.30 og 14-18, entré, tlf.291 236 910, www.cm-funchal.pt , café og WiFi på pladsen
Sukkermuseet viser manuelinske vægtlodder, forme til »det hvide guld«, der blev til pães de açúcar, sukkerbrød, beregnet til sukkertransport, doces de alfenim (sukkerfigurer som anvendtes til helligåndsfester i 1400- og 1500-tallet på Madeira, men stadig benyttes på Açorerne), religiøs kunst og rester af João Esmeraldos hus, det såkaldte Columbus’ hus (1494). Det var i 1876 en ruin og blev revet ned. Senere skulle området udlægges til åben plads, men i 1989 gik arkæologer i gang. Man udgravede kornkammeret, en kælder, og fandt mange af de spændende ting, der i dag er udstillet på museet.
Huset var en af João Esmeraldos mange ejendomme. Han var én af den tids rigeste og mest kendte handelsmænd. I 1480 kom han fra Flandern til Lissabon, og kort tid efter slog han sig ned på Madeira, hvor hans 80 slaver producerede sukker. Han blev gift med et af Zarcos børnebørn, og i 1520 blev han adlet af Dom Manuel 1.
Det eneste, der er tilbage af de øvre etager, er de manuelinske vinduer, som befinder sig i Quinta da Palmeira, se: Funchals omegn.
Det menes, at Christoffer Columbus har boet i huset, da han, i 1498 på vej tilbage fra sin tredje rejse til Amerika (Antillerne), gjorde et 6-dages ophold på Madeira.
Rua João Tavira
På gågaden, der fører op mod Praça do Município, skal man, trods fristende forretninger, se ned og nyde fortovets kunstfærdige stenbelægning, et helt vidunderligt eksempel på portugisisk fortovskunst (se: Let læsning). Den sort/hvide stenbelægning viser: karavel med master og segl dekoreret med Kristuskors, Infante Dom Henriques kompasrose, strelitzia, vindruer, bananer, okseslæde med vinfad, en fuglefænger med »madeirahue«, hængekøjetransport, blomstersælgerske, mælkesælger og kurveslæde. De ses bedst uden for myldretid!
Sidegaderne kaldes de brændte gader, Ruas das Queimadas, efter en storbrand i 1594, hvor 100 huse og lagerbygninger med 5000 sukkerkegler samt bispepaladset brændte. I dag er her caféer og restauranter.
Praça do Município
Rådhuspladsen, én af Funchals mange smukke pladser, er indrammet af pragtfulde paladser. Når byen fester, er her »asfaltbal«; til hverdag er det et oplagt sted at holde pause på pladsens fortovscafé, O Leque (specialitet friskpresset saft af maracuja og andre eksotiske frugter, lukket sø.). Midt på den stenbelagte plads er opført en fontæne (1942), hvis »obelisk« har manuelinske elementer.
Câmara Municipal
Funchals rådhus er en smuk, harmonisk barokbygning, hvidkalket og med vinduesrammer og portal i basalt. Den er opført i 1758 af øens dengang mest velhavende mand, João de Cavalhal Esmeraldo, hvis familie i 1883 solgte den til Funchal by. Samme år flyttedes rådhuset fra Largo do Pelourinho hertil.
Over indgangsportalen er byens våbenskjold i sten i Dom Manuel 1.s design (1508): fem sukkerkegler arrangeret som et kors og fire vindrueklaser (omkring skjolde med Jesu fem sår).
Forhallen, hvis vægge er dekoreret med azulejos med blomstermotiver, fører ind til en atriumgård med rislende fontæne, der er fundament til en marmorskulptur af »Leda med svanen« (1880, af José de Salle fra Lissabon).
Et stort handelshus, som rådhuset jo tidligere var, havde ofte et udkigstårn mod havet. Øverst lå et værelse, en slags veranda, og herfra holdt man øje med, hvornår og hvorfra, der var handelsskibe med varer i farvandet. I husenes stueetage var vin- eller andet lager, og på 1. sal lå residensen.
Igreja do Colégio, åbent ma.-fr. 15-18, lø. 14-16, sø 9-12, adgang til tårnet med udsigt og udstilling om kirkens historie (omkring hjørnet, her er også toiletter) ma.-fr.10-18 (donation)
På pladsens nordside er en imponerende barokkirke opført af jesuitterne. Den blev påbegyndt i 1574, to år efter de ankom til Madeira, og indviet til evangelisten Johannes. I facadens nicher ses bl.a. jesuiterordenens grundlæggere: Ignatius af Loyola og Frans Xavier.
Indvendig er kirken et overdådigt udstyrsstykke – ikke en bar plet! Alle vægge er beklædt med azulejos eller flamske malerier (mange fra 1400- og 1500-tallet) og kapeller med talha dourada. Højaltret – med fem helgener – er indrammet af »vinløv«. Overalt, på kirkens kapelsøjler eller i talha dourada-rammer, titter basunengle (keruber) frem eller slynger sig i vinranker. Også loft og hvælvinger er smukt dekoreret.
Bemærk i venstre sidekapel (1654) en samling træarme og -buster med vindue. Det er relikviealter for Santa Ursula, en af de 11.000 jomfruer, der på vej hjem fra en pilgrimsfærd til Rom led martyrdøden i Køln, dræbt af hunnerne. I sakristiet er skabsrammer med indlagt marmor.Kirken blev i 1948 nationalmonument
I nabobygningen lå jesuitternes kloster og kollegium, der fungerede, indtil Marquês de Pombal i 1759 fordrev dem fra Portugal. Siden har her været seminarium, militærkaserne i 1801-02 og 1807-14 for de britiske tropper, husvildebolig efter oversvømmelsen i 1803, Funchals universitet, og i dag huser klostret Det Katolske Universitet (1982, privat). Om hjørnet, på Rua dos Ferreiros, er der adgang til det smukt restaurerede jesuiterkollegium, der huser rektoratet for Madeiras Universitet (1990); fakulteterne ligger nordvest for Funchals centrum.
Museu de Arte Sacra, Rua do Bispo 21, åbent ti.-lø. 10-12.30 og 14.30-18, sø. 10-13, 3 €, café, tlf.291 228 900, www.museuartesacrafunchal.org
Museet for Sakral Kunst er et skatkammer med flamsk og portugisisk kunst fra 1400- til 1600-tallet. Det er indrettet i et tidligere bispepalads fra 1604, restaureret efter jordskælvet i 1748. Fra 1914-50 benyttedes bygningen som gymnasium og fra 1955 som museum. Her kan man få repeteret både Det Gamle og Det Nye Testamente. Museets samling af flamske malerier fra 1400- og 1500-tallet, den største i Portugal, blev erhvervet (ofte på bestilling) af tidens »sukkerbaroner« ved en form for naturaløkonomi – man byttede sukker med kunst! På den måde fik de udsmykket deres lokale kirker, klostre og private kapeller, hvorfra mange af altertavlerne stammer.
Ledsaget af barokmusik bevæger man sig gennem de skønne samlinger.
1. sal: portugisisk kirkesølv og malerier (Escola Portuguesa, 1500- til 1700-tallet). Funchals domkirkes 1,27 m høje processionskors i forgyldt sølv er udført af Gil Vicente (1465-1536) i Lissabon og skænket kirken af Dom Manuel 1. Det er i manuelinsk stil med tårne, tinder, et mylder af figurer, våbenskjold, armillarsfære og kors. I korsets arme ses: Jesus beder i Getsemane, Judaskysset, Jesus piskes og tornekrones; på bagsiden de fire evangelister. (Processionskorset blev indtil for få år siden båret rundt i byen ved Festa de Corpo de Deus, men led for stor skade, flere små detaljer brækkede af. Bruges i dag kun ved pavebesøg.) Desuden ses en fin samling messehagler (1600-tallet, broderet i øens mange klostre), navetas, sølvskibe, der benyttes til røgelse; sølvkalke, til altervin og monstranser, til opbevaring af hostier (nadverbrød). Bemærk Den sidste Nadver, en samling malede træbuster (1644), hvor Johannes, ynd- og ynglingen, sover th. for Jesus, og Judas knuger sin pengepung. Samlingen bruges stadig i domkirken til påske. Den fine frise (1644) med: Abraham og Melkiseldek, Pagtens ark i triumftog, Agnus Dei og Esaias i ørkenen stammer fra Sé. Desuden ses buster af franciskanske martyrer med plads til relikvier, helgenmalerier og –figurer.
2. sal: flamske skulpturer og malerier 1400- og 1500-tallet. Her er mange triptykoner (trefløjede altertavler), der både kan klappes sammen og vendes. På midtertavlen er malet et religiøst motiv, mens giverne samt deres navne- eller skytshelgen er afbilledet indvendigt på sidetavlerne, hvis udvendige side ofte har Bebudelsen som tema. Bemærk især Nedtagelsen fra Korset (Descida da Cruz) fra Santa Cruz, São Tiago Menor fra Igreja Maria Maior i Zona Velha, to malerier af De vise mænds tilbedelse (Adoração dos Reis Magos), begge med tidstypisk baggrund, fra Igreja de Matriz de Machico og Igreja Matriz da Ribeira Brava, Bebudelsen (Annunciação) med São Francisco og Santo António på bagsiden, fra Igreja Matriz da Calheta. Det lille, Joakim møder Anna (Encontro de São Joaquim e Santa Ana), skal måske være Tyske Henrik (Kong Vladislav 3. af Polen) med sin gemalinde Anes fra Madalena do Mar (se: Vestmadeira), og Apostlene Jakob og Filip (São Tiago e São Filipe), der før hang i Igreja de Santa Maria Maior.
Instituto do Vinho da Madeira, Rua 5 de Outubro 78, åbent ma.-fr. 9.30-12.30 og 14-17, gratis, tlf.291 204 600, fax 291 228 685, [email protected]
Vininstituttet er grundlagt i 1979. Dets laboratorium og smagsråd overvåger hele processen ved fremstilling af madeiravin, lige fra plantning af vinstokke til vinen bliver hældt på flaske og lukket med segl, Selo de garantia. Rundvisning sep.-okt.
Her finder man et lille Museu do Vinho, der viser interessante gamle fotos, vinpersere og andre vinredskaber.
Den pragtfulde bygning er opført i 1820’erne af den berømte, britiske konsul, Henry Veitch.
Lidt nordligere, på samme gade, ligger den lille Jardim Santa Luzia. Parken er anlagt, der hvor Hintons sukker- og alkoholfabrik lå – den høje skorsten står der stadig.
Historiske gader
I São Pedro-kvarteret finder man nogle af Funchals mest interessante gader både arkitektonisk og monumentalt, men mange af husene er præget af elegant og malerisk forfald.
Rua da Carreira, Karrieregade, er en af Funchals smukkeste gader med borger- og adelshuse og små paladser med smedejernsbalkoner. I 1800-tallet var den hovedgade, det var her de udenlandske konsulater lå. Senere havde PIDE, det hemmelige politi, hovedkvarter i nr. 155.
Rua da Mouraria, Maurergade, har en række store solares og antikvitetsforretninger.
Rua das Pretas eller Rua das Negras – Negerpigernes gade! Til sukkerproduktionen havde man brug for megen arbejdskraft og indførte i 1400- 1500-tallet slaver fra Guinea. De boede i jordhytter i specielle gader, som de ikke måtte forlade efter mørkets frembrud. Denne gade var én af dem.
Museu Photographia Vicente, Rua da Carreira 43, åbent ma.-fr. 10-17, entré, tlf.291 225 050, www.photographiamuseuvicentes.com.pt
I en gammel skøn patio med café og engelsk boghandel fører en monumental trappe op til Fotografisk Museum. Vincente Gomes da Silva åbnede i 1848 det første fotoatelier i hele Portugal og blev hurtigt kgl. hoffotograf. Alle kronede hoveder på Madeirabesøg skulle lige ind om Sr. Vicente. Arbejde og atelier er gået i arv i fire generationer, men endte i 1982 som museum, et af de mere muntre. Foruden kameraer og mørkekammer ses baggrundskulisser, møbler og pragtfulde fotosamlinger, hvor man får et godt indtryk af livet på Madeira fra 1848 til 1978 – og 400.000 af Vicentes negativer! God restaurant i patioen.
Igreja de São Pedro, Rua de São Pedro 35, åbent dgl. 7-18
Peterskirken (1661) har selvfølgelig en vejrhane på tårnet! (»Før hanen har galet to gange, har du fornægtet mig tre gange«, sagde Jesus til Peter). Kirken er enkel set udefra, men indvendig stråler den. Samtlige mure er beklædt med azulejos. Bemærk de indbyggede skriftestole. Kirkens altre er overdådige, et rent orgie i talha dourada. På det smukt malede loft ses pavens insignier og teksten: Tu es Petro: »Du er Peter (og på den klippe vil jeg bygge min kirke)« – Peter var den første pave – omgivet af blomstermotiver.
På væggene mange smukke malerier.
Igreja Inglesa, (Anglican Church of the Holy and Undivided Trinity), Rua do Quebra Costa 18, åbent ma.-fr.8.45-16.45, lø.-sø.7.45-ca.14, tlf.291 220 452, www.holytrinity-madeira.org
Den anglikanske kirke ligger godt gemt bag høje mure. Den blev opført som garnisonskirke i 1822, efter store stridigheder, og er udformet, så den mere ligner en almindelig offentlig bygning end en kirke – for ikke at støde øens katolikker! Kirkeklokker måtte den heller ikke have. Indvendig består den af et rundt rum med søjlegang. Der er gudstjeneste sø. 11 for øens 3-400 englændere, turister er velkomne.
I kirkens park ligger Det Britiske Bibliotek, og her står en buste af Filipa af Lancaster, der i 1387 blev gift med Dom João 1., og derved forstærkede Aliança Velha (se: Let læsning). Dona Filipa var mor til Infante Dom Henrique.
Rua do Quebra Costa er en typisk gammel Funchalgade med mange smukke og velbevarede huse.
Lige i nærheden ligger den engelske kirkegård (Rua da Carreira 235, åbent ma.-fr. 10-16.30. Ring på ved indgang). Før 1765 måtte ingen protestant blive begravet i Madeiras katolske jord, men blev smidt i havet øst for Ponta do Garajau.
Den noget forfaldne og tilgroede kirkegård er inddelt i tre områder: militærkirkegård, fra 1808 under den britiske besættelse, og to andre fra 1858 og 1890. Her ligger bl.a. William Reid, John Blandy og enkelte skandinaver.
Museu Municipal, Rua da Mouraria 33, åbent ti.-fr. 10-18, lø.-sø. 12-18, 3.50 €, handicapvenlig, tlf.291 229 761, www.culturede.com
Bymuseet burde hedde Naturhistorisk Museum, da det indeholder konserverede fugle, fisk, pattedyr og insekter, fundet på og omkring Madeira-øgruppen. Der er også en geologisk afdeling med bl.a. forsteninger fra Porto Santo og et mindre, men spændende akvarium (15 tanke) i stueetagen..
Museet er indrettet på 2. sal i det elegante Palácio de São Pedro (1700-tallet), der tilhørte den rige grev Carvalhal.
Vsa. museet, i nr. 31A, er Centro de Educação Ambiental, miljøcenter, ned mange aktiviteter og have med duft- og lægeplanter
Casa-Museu Frederico de Freitas, Calçada de Santa Clara 7, åbent ti.-lø. 10-12.30 og 14-17.30, sø. 10-12.30 (kun azulejos), 2.50 €, handicapvenlig, tlf.291 220 570, www.culturede.com
Madeiras mest elegante museum indeholder en utrolig samling dekorativ kunst. Samleren Frederico de Freitas (1894-1978) var en vellidt advokat og en stor personlighed. I flere end 40 år havde han boet til leje i dette hus, og fire dage før han døde, testamenterede han hele samlingen til øen. Huset blev købt af staten, og hans samling kunne forblive, hvor den var.
Selve huset er også interessant. Det er fra omkring 1700, og udvidelser og ombygninger har fulgt tidens smag og stil, romantisk, orientalsk, art nouveau etc.
De smukke stuer er fyldt med hans samlinger af antikke møbler, orientalske tæpper, porcelæn, sølvtøj, keramik, tekander og samovarer, religiøse skulpturer (bl.a. en samling Santa Clara’er og relikviefigurer), oratorier (skabsaltre), »beholdere til flydende indhold«, som han kaldte sin samling på 2000 krus, krukker, kander og glas samt flere hundrede værdifulde akvareller, tegninger og gamle stik af Madeira på skiftende udstillinger.
En udsøgt samling azulejos, persiske, tyrkiske, mudéjar, hollandske og portugisiske fra 1300-tallet til 1930'erne har fået sin egen moderne tilbygning.
Den højt hævede have har casinha de prazer, lysthus, og vinpergola.
Museet er så smukt indrettet, at salig Frederico formentlig ville sige: »Netop sådan havde jeg tænkt mig det!«
Convento de Santa Clara, Calçada de Santa Clara 15, åbent ma.-lø. 10-12 og 15-17, sø.10-12, 2 €, ring på klokken, messe i kirken kl. 8, sø. 9, tlf.291 742 602, www.culturede.com
Klarisserklostret er opført i 1492 af Zarcos søn João Gonçalves da Câmara og siden udvidet omkring Capela de Nossa Senhora da Conceição, nok øens første kirke, som Zarco lod opføre. Klostret voksede hurtigt både i nonneantal (130) og økonomisk. Det ejede flere end 100 ejendomme, som det tjente styrtende på ved at leje ud – og blev et »holdent« kloster.
Nonnerne var berømte for deres kogekunst og kandiserede frugter. I 1566 blev klostret angrebet af franske korsarer, og nonnerne flygtede for en tid til den dengang næsten utilgængelige Curral das Freiras, Nonnernes Dal (se: kap 3). Da en tysk undervandsbåd den 12. dec. 1917 bombarderede Funchal, blev klosterkirken delvis ødelagt. En del af menigheden og præsten, der var midt i messen, omkom.
Over indgangen til klostret ses franciskanernes tegn, og klokketårnets tag er belagt med azulejos fra omkring år 1600.
Inde i klostret ses azulejos med São Francisco og Santa Clara fra byens nedlagte franciskanerkloster, oratorier (malet af klarissernonner) og privatkapeller med smukt udskårne døre. Kun to af de oprindeligt 17 eksisterer i dag. I en klostergang ligger en gravsten: Her hviler Dona Constança, som grundlagde klostret, og Dona Isabel, som var dets første abbedisse (begge Zarcos børnebørn).
Helt specielt er det lille Capela de São Domingos, der er foret med polykrome azulejos og har et talha dourada-alter (1650), fyldt med englehoveder, og et maleri, der forestiller helgenen São Gonçalo de Amarante. I klostergården har nonnerne (i dag 20 franciskanske Mariamissionærer (grundlagt i 1877 af Maria da Paixão, klarisserne sluttede i 1890) børnehave – 250 børn fra alle sociale lag.
I Coro de Baixo, kirkens nedre kor, hvortil nonnerne havde direkte adgang fra klostret, er de 50 korstole dekoreret med keruber – abbedissens med kronet kerub – og alle har misericórdias (»numsestøtter«). En speciel fritstående og smukt udskåret stol (1736) er til bispebesøg. Her ses også en kopi af Zarcos sarkofag, der stod i kirken over hans grav samt flisegulv fra 1400-tallet
I Coro de Cima, det øvre kor, ligger, som i det nedre kor, enestående mudéjar azulejos (1400-tallet) i gulvet. På væggene indrammer englepaneler de mange malerier og kassetteloftet er i mudéjarstil. Her er en fin samling træskulpturer og terracottafigurer fra de ødelagte privatkapeller.
I den gotiske klostergård er bl.a. Capela da Ressurreição, Opstandelseskapellet, fra 1600-tallet foret med henrivende azulejos med kameliamotiv og smukt malede døre med blomstermotiv, der gentages i loftet – og med musicerende engle.
Klosterkirken, Igreja de Nossa Senhora da Conceição, har et yderst smukt malet loft med blomster og arabesker, og dens mure er fra gulv til loft dækket af polykrome azulejos og med trompe l’oeil-vinduer (»snydevinduer«) fra 1667. På altret står et prægtigt sølvtabernakel (1671) samt en custodia (monstrans), som var det eneste nonnerne tog med sig, da de flygtede til deres dal. Over højaltret hænger en kopi af et maleri med Nossa Senhora da Conceição, der blev ødelagt under bombardementet i 1917. Gennem gitteret th. modtog nonnerne alterbrødet. I gulvet foran altret ligger Zarco, hans kone og søn og flere af øens første guvernører begravet.
I en niche bag i kirken hviler Zarcos svigersøn, Martim Mendes de Vasconcelos (d. 1493) i en sarkofag bevogtet af ulve. Gennem gitteret ind til korene fulgte klarisserne messen. De havde en streng klausur (adgangsforbud) og måtte ikke forlade klostret.
Quinta das Cruzes, Calçada do Pico 1, åbent ti.-lø. 10-12.30 og 14-17.30, 2.50 €, sø. 10-13 gratis, parken m. café åben ma.-lø.10-17.30, sø.10-14, tlf.291 740 670, www.museuquintadascruzes.com
Quintaen skal have tilhørt Zarco og hans søn, der opførte et beskedent hus. Herresædet, man ser i dag, er restaureret og udvidet efter jordskælvet i 1748; men indgangsarkaden i rød madeirasten, vinduesrammer og kapellet, der ligger ud mod
Largo das Cruzes, er fra 1692, da det var vinhandlerfamilien Lomelinos ejendom. I 1953 blev bygningen omdannet til museum – og med en »arkæologisk« og eksotisk park med orkidé-væksthus.
Museet rummer antikke møbler, malerier, kinesisk porcelæn, og i kælderen fine mudéjar azulejos fra 1200 til 1700-tallet, sukkerkassemøbler og judaica (jødiske kulturgenstande) i sølv: hannukiastager, urtetårne, pegefingre til bibellæsning m.m.
Bemærk især:
Sal 1: i loftet Lomelinos våbenskjold
Sal 3: Cabo Girão malt af både danske Lauritz Holst (1848-1934) og norske Johan Fredrik Eckersberg (1822-70), der i 1852-54 opholdt sig på Madeira pga. en lungesygdom. Den danske maler August Plum (1815-1876) står for maleriet af en syditaliensk markedsplads, men middelhavsatmosfære, folkedragter og baggrundslandskab fik folk til at tro, at det var Madeira – alle tre malerier hænger på samme væg.
Sal 4: pragtfuldt rejsealter, hvor bispens underkrop åbnes til trefløjet altertavle
Sal 11: portræt af Marquês de Pombal
Sal 12: skabe fremstillet af sukkerkasser samt flamske træskulpturer fra 1500-tallet
Parken er tilsvarende smuk. Blandt eksotiske blomster og træer er udstillet arkæologiske genstande, som nu er reddet fra fortabelse og glemsel. Her kan man studere udviklingen af Portugals våbenskjold gennem tiderne – og det brasilianske – samt vievandskar, kors og gravsten. Nr. 12 menes at tilhøre Henrique Alemão (se: Let læsning, Navne). Midt i, som en knækket søjle, står resterne af Funchals pelourinho. Den var opstillet på Largo do Pelourinho, hvor der i dag står en kopi.
På en græsplæne (der må betrædes), står parkens pryd: to mageløse manuelinske basaltvinduer (1507) med knuder, reb, dyr (løver), franske liljer m.m. Man mener, at de er fra en bygning i Zona Velha.
I Capela de Nossa Senhora da Piedade (1692) er Urbano Lomelinos marmorsarkofag anbragt i en yderst smuk manuelinsk niche.
Sukkerkassemøbler: I 1600-tallet fremstillede madeiranerne møbler af sukkerkasser. Pakkasserne, caixas de açucar, var udført i lokalt træ som ceder, madeira-mahogni (vinhático) og laurbær-stinktræ (til) og blev benyttet til at transportere sukker (formet som kegler, pães de açucar = sukkerbrød) til bl.a. Flandern. I slutningen af 1500-tallet faldt øens sukkerproduktion, og billigt brasiliansk sukker kom på det internationale marked. Madeira importerede sukker og eksporterede en del videre. (Madeira havde brug for sukker til kandiserede frugter, der blev en hel »industri«). Man fremstillede også møbler af de brasilianske sukkerkasser i ægte mahogni.
Rua das Cruzes (syd for museet) fører til Largo das Cruzes med yndige azulejosbænke og en herlig panoramaudsigt – bemærk den Anglikanske Kirke og havnen.
Over for museet ligger:
Universo de Memórias - João Carlos Abreu, åbent ti.-lø.10-17, sø.10-12, 4 €, tehus, tlf.291 225 122, www.universodememorias.com
Udstillingen viser, hvad ét menneske, den tidligere turistminister, kan samle af rejsesouvenirs, hyrdefigurer, stokke, heste fra Tangdynasti til Dalarne, ure, smykker – og 1000 slips samt fadodivaen, Amálias, sorte kjole.
Fortaleza de São João Baptista do Pico, Calçada do Pico/Rua do Castelo, åbent dgl. 8-18
En stejl, stejl vej fører op til fortet, der ligger 111 m o.h. Tag evt. en taxa op og gå ned!
Klarisserne havde i 1500-tallet i deres Quinta do Pico en akvædukt, der gav rigeligt med vand, og overlod en del til jesuitterne. Da de spanske soldater under besættelsen havde problemer med jesuitterne, beordrede Filipe 3. (den 4. i Spanien) i 1602 fortet opført dér, hvor jesuitterne havde deres quinta. Ved indgangen til fortet ses det eneste, der er tilbage af den pragtfulde quinta – dens portal (th.)
I august 1943 blev fortet lukket og erklæret bevaringsværdigt. I dag er ydermuren bevaret, men det indre er et moderne marinehovedkvarter. Man er velkommen til at nyde den storslåede udsigt over byens tage, havn og hav.
Capela das Almas Pobres, Travessa das Capuchinhas 13
De stakkels sjæles kapel er delvist hugget ind i klippevæggen. Det blev indviet i 1781 og har som flere af øens kapeller en religiøs legende knyttet til sig: Med ryggen op ad den klippevæg, som kapellet senere blev hugget ind i, stod aften efter aften en mand, der vidste, at hans argeste fjende ville passere forbi. Han ville slå ham ihjel, men fik det aldrig gjort, fordi denne altid var i selskab med andre, når han passerede. Da den mand, der skulle dræbes, til sidst hørte om mordplanen, blev han meget forundret. Han havde nemlig ganske rigtigt passeret stedet hver aften, men altid alene. Deraf udledte man, at det var sjæle fra Skærsilden, der, uden at manden selv vidste det, havde beskyttet ham ved at gøre ham følgeskab forbi det livsfarlige sted. Som tak opførtes Capela das Almas Pobres.
En lille blå azulejo over døren viser de stakkels sjæle i Skærsildens flammer og bogstaverne PNAM = Padre Nosso, Ave Maria, en ydmyg bøn (for sjælene).
På altret i dette, sikkert verdens mindste kapel, hænger et maleri af sjælene i Skærsilden, flankeret af Santa Clara og São Francisco.
© Nina Jalser
Af Nina Jalser
Her er gågader med mange hyggelige fortovscaféer, restauranter og forretninger, så der er gode muligheder for de kulturtrætte!
Avenida Arriaga fører ind til Funchals centrum. Boulevarden er smukkest om foråret, når dens jacarandatræer står med et væld af florlette, blåviolette blomster.
Museu Cristóvão Colombo, Avenida Arriaga 48, åbent ma.-fr. 10-13 og 15-19, lø. 9.30-13.30, entré, tlf.291 233 357
I Diogos Wine Shop, der har madeiravin fra 1795!, er der i kælderen indrettet et spændende museum om Christoffer Columbus, vinhandleren Mário Barbeito de Vasconcelos’ (1905-85) fine samling stik, bøger, avisudklip, skibsmodeller, søkort, mønter m.m. (Barbeitos Adega, Estrada Monumental 145, kan besøges ma.-fr 9-17, tlf.291 761 829).
Casa do Turista, Rua Conselheiro José Silvestre Ribeiro 2, åbent ma.-fr. 9.30-18.30, lø. 9.30-13, tlf.291 224 907, fax 291 227 176
Forretningen er smagfuldt indrettet i et gammelt patricierhus, hvor man elegant har udstillet alt hvad Madeira – og Portugal – formår: broderier, gobeliner, fletværk, kobber, messing, sølv, porcelæn, krystal, keramik, vin – og antikke møbler. Det er virkelig et besøg værd. Her er ingen købetvang, men det er svært at lade være. Skal man videre ind til byen, bringes de indkøbte varer til hotellet.
Teatro Municipal de Baltazar Dias, Avenida Arriaga 45, tlf.291 220 416 (billetkontor), fax 291 227 730
Teatret har navn efter en madeiransk poet og dramaturg fra 1500-tallet og er opført i 1883-87 i den tids romantiske stil: små loger – efter rang! – på hver etage og i farverne hvid, guld, mahogni og rødt plys, inspireret af La Scala i Milano (og São Carlos i Lissabon). Teatret benyttes til gæstespil, koncerter og biograf, og i dets foyer og Salão Nobre på 1. sal er der ofte kunstudstilling.
Madeira har sit eget klassiske orkester, se: Fakta om.
Café do Teatro, tlf. 291 220 416, teatercaféen med skyggefuld have er et populært mødested for Madeiras bohemer. WiFi.
Teatret er fredet ligesom nabobygningen, på hvis ydermure (og om hjørnet på Calçada de São Lourenço) er seks blå/hvide azulejos, der viser scener fra 20’ernes Madeira: fiskeri, broderi, kurveflet og transport i hængekøje, kurveslæde, tandhjulsbane og okseslæde. De er malet af Gabriel Constante til en berømt, men nu hedengangen, luksuscafé, Café Ritz, der lå her.
Jardim Municipal, Avenida Arriaga 30, åbent altid, gratis, café
Den lille (8.300 m2), men skønne park, anlagt i 1878, har talrige tropiske træer (alle med navneskilt). De kaster skygge over parkens bænke, hvor mange ældre madeiranere får sig en eftermiddagslur eller læser avis til lyden af beroligende springvand.
Parken kaldes også Jardim de Dona Amélia eller Jardim de São Francisco, for her (og på teatersiden) lå fra 1480 til 1834 et franciskansk kloster. Nu er her kun en buste af São Francisco og franciskanernes våbenskjold, der hang over klosterindgangen, foruden dam med ænder og sorte svaner, café (en nostalgisk serveringskiosk) og et bastant friluftsteater, der blev opført, efter at den mere passende coreto (musiktribune) i 1942 blev flyttet til fiskerbyen Câmara de Lobos. Hvert forår afholdes Feira do Livro, bogmarked.
Ved parkens vestside, på Rua do Concelheiro 47, ligger den såkaldte Skotske kirke (1895), Saint Andrew (gudstjeneste sø. kl. 12). Kirken tilhører i dag de protestantiske portugisere.
Museu da Madeira Wine Company / Old Blandy Wine Lodge, Avenida Arriaga 28, åbent ma.-fr. 9.30-18.30, lø. 10-13, omvisning 1 time (eng., ty., fr.) ma.-fr. 10.30-14.30 og 15.30-16.30, lø. 11, 4 €, tlf.291 740 100, www.madeirawinecompany.com , www.blandys.com
Adegas de São Francisco var fra 1600-tallet en del af et franciskanerkloster, der som alle andre portugisiske munkeklostre blev lukket i 1834, og i 1840 købte Blandy bygningerne (se også: Funchals omegn, Quinta do Palheiro).
Her kan man supplere sin viden om madeiravin og se: vinpresser, bødkerværksted og nogle af vinlagerets enorme fade i mahogni eller egetræ med tonsvis af madeira, gedeskindssække (borrachos), som blev brugt til at bære vin ned fra vinpresserne i bjergene samt en af Funchals ældste, brostensbelagte gader, hvor ad de store vintønder på okseslæder blev transporteret ned til havnen. Der er også udstillet personlige takkebreve fra bl.a. Churchill, Eisenhower, svenske konger – og vor egen Kong Frederik 9., som gennem sin kabinetssekretær, kammerherre J. Vest takkede for tilsendt madeiravin. Desuden er der 12 min. film, museum og smagsprøver, bl.a. Duke of Clarence (se: Let læsning), i en hyggelig vinstue med skønne og illustrerende vægmalerier af Max Römer (1879-1960), som boede på øen 1922-60.
Madeirawine Company er en sammenslutning fra 1913 af bl.a. Blandy’s, Leacock’s, Cossart Gordon og Miles, og de står for mere end 50% af øens vineksport.
Ved siden af ligger Turismo (turistinformationen).
Zarco-statuen, krydset Avenida Arriaga og Avenida Zaco
Bronzestatuen af Madeiras »opdager«, João Gonçalves Zarco, er skabt af Francisco Franco i 1934. Bemærk piedestalens relieffer med allegoriske motiver af Madeiras opdagelse: erobring, kristendom, videnskab og bosættelse.
Bag statuen ligger Banco de Portugals hovedsæde på Madeira med en pompøs marmorfacade med søjler, karyatider og overflødighedshorn (1940).
Overfor ligger Palácio do Governo Regional. En del af den regionale administrationsbygning er indrettet i det tidligere Misericórdia-hospital. Bemærk de smukke portaler og polykrome azulejos i indgangspartiet ved obeliskfontænen.
Fortaleza Palácio de São Lourenço, Avenida Zarco 1, åbent on.10, fr.15, lø.11 eller besøg efter aftale, tlf.291 202 530 , gratis, www.representantedarepublica-madeira.pt
Skibet, Zarco ankom til Madeira på, hed São Lourenço; måske derfor var det nærliggende at give byens første fort samme helgens navn, efter at det en årrække blot hed Fortaleza Velha. Det gulkalkede fort blev påbegyndt i 1513 – og kun befæstet mod havsiden – som værn mod sørøvere, men franskmændene kom i 1566 ind ad bagdøren – de angreb fra landsiden! Siden da er det forstærket og udvidet betydeligt bl.a. med et guvernørpalads, der fra 1976 har været residens for Portugals repræsentant, Representante da República, samt Madeiras militærkommandant. Fortet blev i 1943 fredet som nationalmonument.
Mest imponerende er fortet fra havsiden. Nederst på forsvarsmuren ses rester af kilden, Fontes de João Dinis. Her hentede skibenes besætninger vand. På sydøsttårnet ses Dom Manuel 1.s »fingeraftryk«: våbenskjold, krone, Kristuskors og armillarsfære.
Ved den officielle indgang, på Avenida Zarco, står soldater på vagt. Et par gange om ugen er der gratis rundvisning i paladsets smukke repræsentationslokaler med adskillige interessante genstande. I indgangshallen: portrætter af João Gonçalves Zarco og hans søn João Gonçalves da Câmara. Balsalen: i loftet er det portugisiske våbenskjolds krone udskiftet med en armillarsfære – efter kongeriget blev republik i 1910. I Salinha das Prazeres, et »tårnlysthus«, er der fletmøbler fra Camacha og nationaldukker i vitriner. Den røde sals vægge er malet af Max Römer i 1939, og møblerne er fra Palácio da Ajuda i Lissabon. Den grønne sals loft har Max Römer i 1940’erne dekoreret med helt vidunderlige, allegoriske motiver. I paladsets yndige have er et azulejospanel med helgenen, São Lourenço, og vsa. grotten brød de franske korsarer ind i 1566.
Over den gamle indgang, på Avenida Arriaga, en smuk portal med våbenskjold, står en statuette af São Lourenço. Her er indgang til det lille
Museu Militar da Madeira, åbent ma.-lø. 10-12 og 14-17, 2 €, tlf.291 204 902, 3 rum med våben, ordener, borgmodeller, om piratangreb og - revolten på madeira i 1931 (engelsk og portugisisk tekst).
Avenida do Mar
Avenida do Mar e das Communidades Madeirenses, den brede og smukt stenbelagte strandpromenade, kaldes til daglig blot Avenida do Mar. Den strækker sig fra marinaen til Zona Velha.
Fra Avenida do Mar afgår næsten alle byens buslinier og rutebiler ud på øen.
Hvor Avenida Zarco går ud i Avenida do Mar, lå tidligere Portas da Saúde, sundhedsportene. Det var en gruppe bygninger, hvor sundhedsvæsenet vogtede indgangen til Funchal, dengang pest og epidemier hærgede Europa. Fremmede søfolk blev grundigt undersøgt, og ofte kom de i karantæne uden for portene, inden de fik adgang til byen. I 1838 blev bygningerne revet ned for at skabe en mere værdig indgang til Funchal, og i 1934 blev Rua das Portas da Saúde til Avenida Zarco – og statuen af ham afsløret.
På havsiden står en padrão samt en »tårnruin«, Pilar de Banger. Den har sin egen historie: En britisk handelsmand, John Light Banger, opførte i 1798 et 30 m højt tårn på stranden. Det blev benyttet som en slags kran (med trækhjulsystem) til at transportere varer fra skib til land. Senere blev tårnet benyttet som signalmast, der meddelte hvilke skibe og varer, der var på vej. Med tiden blev tårnet byens og havnens vartegn, der ses på talrige gamle litografier og illustrationer.
I 1939 blev det dømt til nedrivning, og en kraftig protest opstod blandt befolkningen – men uden resultat, det blev revet ned. I 1987 fandt man dets fundament, og tårnet er nu genopført i et par meters højde, nær det oprindelige sted.
Marina, Avenida do Mar, tlf.291 232 717
Døgnet rundt er der liv på Funchals marina, især i sommerhalvåret, hvor sejlere fra hele verden lægger til. Marinaen er et populært mødested og har også en lille havfrue, mere sprælsk end Københavns. Her findes utallige spisesteder, hvor tjenerne uheldigvis er irriterende påtrængende for at kapre kunder.
På molen er der »molefræs« for at blive set og se – bl.a. de mange molemalerier, en tradition hentet fra Horta på Açorerne. Fra molens yderste runding, Cais, kan man nyde en hurtig, men pragtfuld solnedgang, eller vende sig omkring og beundre udsigten op mod Funchal og Funchals forstæder, der fortsætter op ad bjergskråningen. Især om aftenen, når lysene tændes, er det et uforglemmeligt syn.
Ved marinaen (inderst i havnen) ligger en kopi af Columbus’ flagskib »Nau Santa Maria de Colombo«. Det blev bygget i 1997-98 i Câmara de Lobos og repræsenterede Madeira (og øens vin) ved EXPO 98 i Lissabon. Sejlture langs sydkysten dgl. 10.30 og 15, ca. 3 t. (toilet og bar om bord), ombordstigning 30 min før afgang, 30 €, tlf.291 220 327, 965 010 180, www.santamariacolombo.com .
Også andre arrangerer dgl. minikrydstogt (se: Værd at vide – det praktiske) fra marinaen langs Madeiras sydkyst. Det giver rig lejlighed til at se øen fra en helt anden og meget smuk side.
Vil man se øen lidt fra oven, er der mulighed for helikopterture (se: Værd at vide). Landingspladsen ligger ved havnen, vest for marinaen.
Tidligere lå de store skibe for anker ude i bugten, og passagerer og varer måtte ros i land. Først i 1892 opførtes den store mole, Molhe da Pontinha, der er forlænget flere gange, bl.a. i 1934 af det danske entreprenørfirma Højgaard og Schultz. Her lægger de store handels- og krydstogtskibe til og en elegant terminal er opført. Den lille ø, nu integreret i molen, blev i 1656 befæstet med Forte de Nossa Senhora da Conceição og var til 1992 benyttet af den portugisiske hær. I dag er det gastronomisk restaurant O Molhe med terrassebar (se: Værd at vide).
Vest for O Molhe kan man fra Forte de São José (1600-tallet, åbent 9-18, gratis) også nyde udsigten.
Øst for marinaen ligger en båd, der har tilhørt The Beatles. Den er ombygget til restaurant, Vagrant, og ligger omgivet af andre, mindre både med servering.
Alfândega Antiga, Avenida do Mar 13, åbent efter aftale, tlf.291 223 133 inden for åbningstid ma.-fr. 10-12.30 og 15-17, gratis
Den gamle toldbod (1508, klassificeret som nationalmonument i 1940) huser Madeiras regionalparlament, Assembleia Legislativa Regional. Da bygningen blev restaureret i 1982-87, fandt man på hjørnet af Rua Alfândega (ind mod Café da Sé) en lille manuelinsk stenportal fra 1516. I forbindelse med restaureringen opførtes en tilbygning mod havnen, og bag disse moderne mure gemmer sig parlamentets mødesal.
En rundvisning omfatter bl.a.: mødesalen, Salão Nobre med øens 11 kommuners byvåbener, Salão Rosa med arraiolostæppe og potalegragobelin (fra fastlandet), Sala dos Contos med et meget restaureret, maurisk-inspireret loft (1516), der i dag huser parlamentets bibliotek, og så det lille Capela de Santo António da Mouraria (1715) med
barokportal, en sjældenhed på Madeira. Våbenskjoldet, over for kapellet, sad over toldbodens indgangsportal til byen.
Sé, Rua do Aljube, åbent ma.-lø. 7-12.45 og 16-18.45, sø. 7-12.45 og 16.30-18.45, tlf.291 228 155, www.secatedralfunchal.sapo.pt
Funchals domkirke er grundlagt i 1493 efter Dom Manuel 1.s ønske og indviet i 1516. To år tidligere var Funchal blevet ophøjet til bispesæde for alle Portugals oversøiske besiddelser.
Udvendig er domkirken enkel, hvidkalket og kantet med rød madeirabasalt. Facaden brydes af en gotisk portal, Dom Manuels våbenskjold og et rosetvindue. Helt anderledes ser det ud på kirkens sydside, hvor apsis er bygget i manuelinsk stil med tårne, snoede spir og snørklede balustrader med talrige Kristuskors. Kirketårnets pyramidetag er belagt med azulejos og kronet med armillarsfære, flag og Kristuskors. En statue af pave Johannes Paul 2. minder om hans besøg i 1991.
Indvendig er den korsformede, treskibede domkirke ret mørk. Tv. i dåbskapellet står en manuelinsk døbefont.
I gulvet ved midterindgangen ses bispegravsten og th. gravsten med bronzeindskrift, våbenskjold og segl – storkøbmænd bestilte deres gravsten i Flandern, til senere brug!
Gotiske buer, der hviler på marmorerede søjler, adskiller det høje, smalle midterskib fra sideskibene, der hver har tre altre (kapeller): tv.: As Almas (sjælenes), Nossa Senhora da Conceição, Senhor dos Milagros; th.: Nossa Senhora de Fátima, São José, São Miguel Arcanjo.
Prædikestolen er en af øens ældste og en af de mange Dom Manuel 1. skænkede landets nye kirker. Bemærk de to hoveder; det ene med 1500-tals hat er et »selvportræt« af Pero Anes, kirkens stenkunstner – det andet er djævelen med æselører og tykke læber (på portugisisk er tyklæbet slang for djævelen).
I kirkens tværskib er tv. et alter for Santo António med malerier om franciskanerordenen og øverst deres tegn; th. et alter for Senhor Bom Jesus (1677), hvor talha dourada indrammer syv flamske malerier (1586): bebudelse, fødsel, omskærelse, flugt til Egypten, opstandelse samt Peter og Paulus.
Højaltrets væg er dækket af en pragtfuld altertavle, der består af en enestående samling flamsk inspirerede malerier (tillagt Mestro da Lourinhã, 1512), der viser scener fra Mariæ liv, den sidste nadver og Jesu lidelser. Talha dourada-indramningen er udført af en flamsk kunstner, Olivier Gand, som også er mester for frisen over korstolene. Her står forgyldte figurer af apostle og profeter i den tids klædedragt og i nicher under smukt udskårne baldakiner. Korstolene, i blåt og guld, har under hvert klapsæde en misericórdia (barmhjertighed): en »numsestøtte« hvorpå man ubemærket kunne snyde sig til et lille hvil, når man foran det opslåede sæde skulle stå op i timevis fx under de langvarige korsange. Over højaltret ses en manuelinsk krydshvælving med Dom Manuel 1.s våbenskjold og armillarsfærer.
Th. for højaltret er sidekapellet, Capela do Santissimo Sacramento, foret med talha dourada.
Når øjnene har vænnet sig til mørket, bør man beundre kirkens maurisk inspirerede loft – Madeiras smukkeste – udført i madeira-cedertræ (juniperus cedrus madeirensis) med indlagt »hvidt« træ (juniperus oxycedrus) i blomster- og dyremotiver. Kirkens pragt ses bedst, når den er oplyst under gudstjeneste eller til koncerter.
Bagudgangen (til sakristiet) er beklædt med azulejos (1731).
Det tidligere sakristi, nu Capela de Nossa Senhora dos Varadouros (1800-tallet) blev i 1911 flyttet fra et kapel på stranden, Capela de Nossa Senhora do Calhau, og genopbygget her.
Blomsterkoner
På blomstermarkedet bag Sé og på Mercado dos Lavradores sælger festligt klædte koner et rigt udvalg af årstidens blomsterpragt. Mest dominerende er flamingoblomst, strelitzia (paradisfugleblomst) og orkidéer.
Museu do Açúcar, Praça do Colombo 5, åbent ma.-fr. 10-12.30 og 14-18, entré, tlf.291 236 910, www.cm-funchal.pt , café og WiFi på pladsen
Sukkermuseet viser manuelinske vægtlodder, forme til »det hvide guld«, der blev til pães de açúcar, sukkerbrød, beregnet til sukkertransport, doces de alfenim (sukkerfigurer som anvendtes til helligåndsfester i 1400- og 1500-tallet på Madeira, men stadig benyttes på Açorerne), religiøs kunst og rester af João Esmeraldos hus, det såkaldte Columbus’ hus (1494). Det var i 1876 en ruin og blev revet ned. Senere skulle området udlægges til åben plads, men i 1989 gik arkæologer i gang. Man udgravede kornkammeret, en kælder, og fandt mange af de spændende ting, der i dag er udstillet på museet.
Huset var en af João Esmeraldos mange ejendomme. Han var én af den tids rigeste og mest kendte handelsmænd. I 1480 kom han fra Flandern til Lissabon, og kort tid efter slog han sig ned på Madeira, hvor hans 80 slaver producerede sukker. Han blev gift med et af Zarcos børnebørn, og i 1520 blev han adlet af Dom Manuel 1.
Det eneste, der er tilbage af de øvre etager, er de manuelinske vinduer, som befinder sig i Quinta da Palmeira, se: Funchals omegn.
Det menes, at Christoffer Columbus har boet i huset, da han, i 1498 på vej tilbage fra sin tredje rejse til Amerika (Antillerne), gjorde et 6-dages ophold på Madeira.
Rua João Tavira
På gågaden, der fører op mod Praça do Município, skal man, trods fristende forretninger, se ned og nyde fortovets kunstfærdige stenbelægning, et helt vidunderligt eksempel på portugisisk fortovskunst (se: Let læsning). Den sort/hvide stenbelægning viser: karavel med master og segl dekoreret med Kristuskors, Infante Dom Henriques kompasrose, strelitzia, vindruer, bananer, okseslæde med vinfad, en fuglefænger med »madeirahue«, hængekøjetransport, blomstersælgerske, mælkesælger og kurveslæde. De ses bedst uden for myldretid!
Sidegaderne kaldes de brændte gader, Ruas das Queimadas, efter en storbrand i 1594, hvor 100 huse og lagerbygninger med 5000 sukkerkegler samt bispepaladset brændte. I dag er her caféer og restauranter.
Praça do Município
Rådhuspladsen, én af Funchals mange smukke pladser, er indrammet af pragtfulde paladser. Når byen fester, er her »asfaltbal«; til hverdag er det et oplagt sted at holde pause på pladsens fortovscafé, O Leque (specialitet friskpresset saft af maracuja og andre eksotiske frugter, lukket sø.). Midt på den stenbelagte plads er opført en fontæne (1942), hvis »obelisk« har manuelinske elementer.
Câmara Municipal
Funchals rådhus er en smuk, harmonisk barokbygning, hvidkalket og med vinduesrammer og portal i basalt. Den er opført i 1758 af øens dengang mest velhavende mand, João de Cavalhal Esmeraldo, hvis familie i 1883 solgte den til Funchal by. Samme år flyttedes rådhuset fra Largo do Pelourinho hertil.
Over indgangsportalen er byens våbenskjold i sten i Dom Manuel 1.s design (1508): fem sukkerkegler arrangeret som et kors og fire vindrueklaser (omkring skjolde med Jesu fem sår).
Forhallen, hvis vægge er dekoreret med azulejos med blomstermotiver, fører ind til en atriumgård med rislende fontæne, der er fundament til en marmorskulptur af »Leda med svanen« (1880, af José de Salle fra Lissabon).
Et stort handelshus, som rådhuset jo tidligere var, havde ofte et udkigstårn mod havet. Øverst lå et værelse, en slags veranda, og herfra holdt man øje med, hvornår og hvorfra, der var handelsskibe med varer i farvandet. I husenes stueetage var vin- eller andet lager, og på 1. sal lå residensen.
Igreja do Colégio, åbent ma.-fr. 15-18, lø. 14-16, sø 9-12, adgang til tårnet med udsigt og udstilling om kirkens historie (omkring hjørnet, her er også toiletter) ma.-fr.10-18 (donation)
På pladsens nordside er en imponerende barokkirke opført af jesuitterne. Den blev påbegyndt i 1574, to år efter de ankom til Madeira, og indviet til evangelisten Johannes. I facadens nicher ses bl.a. jesuiterordenens grundlæggere: Ignatius af Loyola og Frans Xavier.
Indvendig er kirken et overdådigt udstyrsstykke – ikke en bar plet! Alle vægge er beklædt med azulejos eller flamske malerier (mange fra 1400- og 1500-tallet) og kapeller med talha dourada. Højaltret – med fem helgener – er indrammet af »vinløv«. Overalt, på kirkens kapelsøjler eller i talha dourada-rammer, titter basunengle (keruber) frem eller slynger sig i vinranker. Også loft og hvælvinger er smukt dekoreret.
Bemærk i venstre sidekapel (1654) en samling træarme og -buster med vindue. Det er relikviealter for Santa Ursula, en af de 11.000 jomfruer, der på vej hjem fra en pilgrimsfærd til Rom led martyrdøden i Køln, dræbt af hunnerne. I sakristiet er skabsrammer med indlagt marmor.Kirken blev i 1948 nationalmonument
I nabobygningen lå jesuitternes kloster og kollegium, der fungerede, indtil Marquês de Pombal i 1759 fordrev dem fra Portugal. Siden har her været seminarium, militærkaserne i 1801-02 og 1807-14 for de britiske tropper, husvildebolig efter oversvømmelsen i 1803, Funchals universitet, og i dag huser klostret Det Katolske Universitet (1982, privat). Om hjørnet, på Rua dos Ferreiros, er der adgang til det smukt restaurerede jesuiterkollegium, der huser rektoratet for Madeiras Universitet (1990); fakulteterne ligger nordvest for Funchals centrum.
Museu de Arte Sacra, Rua do Bispo 21, åbent ti.-lø. 10-12.30 og 14.30-18, sø. 10-13, 3 €, café, tlf.291 228 900, www.museuartesacrafunchal.org
Museet for Sakral Kunst er et skatkammer med flamsk og portugisisk kunst fra 1400- til 1600-tallet. Det er indrettet i et tidligere bispepalads fra 1604, restaureret efter jordskælvet i 1748. Fra 1914-50 benyttedes bygningen som gymnasium og fra 1955 som museum. Her kan man få repeteret både Det Gamle og Det Nye Testamente. Museets samling af flamske malerier fra 1400- og 1500-tallet, den største i Portugal, blev erhvervet (ofte på bestilling) af tidens »sukkerbaroner« ved en form for naturaløkonomi – man byttede sukker med kunst! På den måde fik de udsmykket deres lokale kirker, klostre og private kapeller, hvorfra mange af altertavlerne stammer.
Ledsaget af barokmusik bevæger man sig gennem de skønne samlinger.
1. sal: portugisisk kirkesølv og malerier (Escola Portuguesa, 1500- til 1700-tallet). Funchals domkirkes 1,27 m høje processionskors i forgyldt sølv er udført af Gil Vicente (1465-1536) i Lissabon og skænket kirken af Dom Manuel 1. Det er i manuelinsk stil med tårne, tinder, et mylder af figurer, våbenskjold, armillarsfære og kors. I korsets arme ses: Jesus beder i Getsemane, Judaskysset, Jesus piskes og tornekrones; på bagsiden de fire evangelister. (Processionskorset blev indtil for få år siden båret rundt i byen ved Festa de Corpo de Deus, men led for stor skade, flere små detaljer brækkede af. Bruges i dag kun ved pavebesøg.) Desuden ses en fin samling messehagler (1600-tallet, broderet i øens mange klostre), navetas, sølvskibe, der benyttes til røgelse; sølvkalke, til altervin og monstranser, til opbevaring af hostier (nadverbrød). Bemærk Den sidste Nadver, en samling malede træbuster (1644), hvor Johannes, ynd- og ynglingen, sover th. for Jesus, og Judas knuger sin pengepung. Samlingen bruges stadig i domkirken til påske. Den fine frise (1644) med: Abraham og Melkiseldek, Pagtens ark i triumftog, Agnus Dei og Esaias i ørkenen stammer fra Sé. Desuden ses buster af franciskanske martyrer med plads til relikvier, helgenmalerier og –figurer.
2. sal: flamske skulpturer og malerier 1400- og 1500-tallet. Her er mange triptykoner (trefløjede altertavler), der både kan klappes sammen og vendes. På midtertavlen er malet et religiøst motiv, mens giverne samt deres navne- eller skytshelgen er afbilledet indvendigt på sidetavlerne, hvis udvendige side ofte har Bebudelsen som tema. Bemærk især Nedtagelsen fra Korset (Descida da Cruz) fra Santa Cruz, São Tiago Menor fra Igreja Maria Maior i Zona Velha, to malerier af De vise mænds tilbedelse (Adoração dos Reis Magos), begge med tidstypisk baggrund, fra Igreja de Matriz de Machico og Igreja Matriz da Ribeira Brava, Bebudelsen (Annunciação) med São Francisco og Santo António på bagsiden, fra Igreja Matriz da Calheta. Det lille, Joakim møder Anna (Encontro de São Joaquim e Santa Ana), skal måske være Tyske Henrik (Kong Vladislav 3. af Polen) med sin gemalinde Anes fra Madalena do Mar (se: Vestmadeira), og Apostlene Jakob og Filip (São Tiago e São Filipe), der før hang i Igreja de Santa Maria Maior.
Instituto do Vinho da Madeira, Rua 5 de Outubro 78, åbent ma.-fr. 9.30-12.30 og 14-17, gratis, tlf.291 204 600, fax 291 228 685, [email protected]
Vininstituttet er grundlagt i 1979. Dets laboratorium og smagsråd overvåger hele processen ved fremstilling af madeiravin, lige fra plantning af vinstokke til vinen bliver hældt på flaske og lukket med segl, Selo de garantia. Rundvisning sep.-okt.
Her finder man et lille Museu do Vinho, der viser interessante gamle fotos, vinpersere og andre vinredskaber.
Den pragtfulde bygning er opført i 1820’erne af den berømte, britiske konsul, Henry Veitch.
Lidt nordligere, på samme gade, ligger den lille Jardim Santa Luzia. Parken er anlagt, der hvor Hintons sukker- og alkoholfabrik lå – den høje skorsten står der stadig.
Historiske gader
I São Pedro-kvarteret finder man nogle af Funchals mest interessante gader både arkitektonisk og monumentalt, men mange af husene er præget af elegant og malerisk forfald.
Rua da Carreira, Karrieregade, er en af Funchals smukkeste gader med borger- og adelshuse og små paladser med smedejernsbalkoner. I 1800-tallet var den hovedgade, det var her de udenlandske konsulater lå. Senere havde PIDE, det hemmelige politi, hovedkvarter i nr. 155.
Rua da Mouraria, Maurergade, har en række store solares og antikvitetsforretninger.
Rua das Pretas eller Rua das Negras – Negerpigernes gade! Til sukkerproduktionen havde man brug for megen arbejdskraft og indførte i 1400- 1500-tallet slaver fra Guinea. De boede i jordhytter i specielle gader, som de ikke måtte forlade efter mørkets frembrud. Denne gade var én af dem.
Museu Photographia Vicente, Rua da Carreira 43, åbent ma.-fr. 10-17, entré, tlf.291 225 050, www.photographiamuseuvicentes.com.pt
I en gammel skøn patio med café og engelsk boghandel fører en monumental trappe op til Fotografisk Museum. Vincente Gomes da Silva åbnede i 1848 det første fotoatelier i hele Portugal og blev hurtigt kgl. hoffotograf. Alle kronede hoveder på Madeirabesøg skulle lige ind om Sr. Vicente. Arbejde og atelier er gået i arv i fire generationer, men endte i 1982 som museum, et af de mere muntre. Foruden kameraer og mørkekammer ses baggrundskulisser, møbler og pragtfulde fotosamlinger, hvor man får et godt indtryk af livet på Madeira fra 1848 til 1978 – og 400.000 af Vicentes negativer! God restaurant i patioen.
Igreja de São Pedro, Rua de São Pedro 35, åbent dgl. 7-18
Peterskirken (1661) har selvfølgelig en vejrhane på tårnet! (»Før hanen har galet to gange, har du fornægtet mig tre gange«, sagde Jesus til Peter). Kirken er enkel set udefra, men indvendig stråler den. Samtlige mure er beklædt med azulejos. Bemærk de indbyggede skriftestole. Kirkens altre er overdådige, et rent orgie i talha dourada. På det smukt malede loft ses pavens insignier og teksten: Tu es Petro: »Du er Peter (og på den klippe vil jeg bygge min kirke)« – Peter var den første pave – omgivet af blomstermotiver.
På væggene mange smukke malerier.
Igreja Inglesa, (Anglican Church of the Holy and Undivided Trinity), Rua do Quebra Costa 18, åbent ma.-fr.8.45-16.45, lø.-sø.7.45-ca.14, tlf.291 220 452, www.holytrinity-madeira.org
Den anglikanske kirke ligger godt gemt bag høje mure. Den blev opført som garnisonskirke i 1822, efter store stridigheder, og er udformet, så den mere ligner en almindelig offentlig bygning end en kirke – for ikke at støde øens katolikker! Kirkeklokker måtte den heller ikke have. Indvendig består den af et rundt rum med søjlegang. Der er gudstjeneste sø. 11 for øens 3-400 englændere, turister er velkomne.
I kirkens park ligger Det Britiske Bibliotek, og her står en buste af Filipa af Lancaster, der i 1387 blev gift med Dom João 1., og derved forstærkede Aliança Velha (se: Let læsning). Dona Filipa var mor til Infante Dom Henrique.
Rua do Quebra Costa er en typisk gammel Funchalgade med mange smukke og velbevarede huse.
Lige i nærheden ligger den engelske kirkegård (Rua da Carreira 235, åbent ma.-fr. 10-16.30. Ring på ved indgang). Før 1765 måtte ingen protestant blive begravet i Madeiras katolske jord, men blev smidt i havet øst for Ponta do Garajau.
Den noget forfaldne og tilgroede kirkegård er inddelt i tre områder: militærkirkegård, fra 1808 under den britiske besættelse, og to andre fra 1858 og 1890. Her ligger bl.a. William Reid, John Blandy og enkelte skandinaver.
Museu Municipal, Rua da Mouraria 33, åbent ti.-fr. 10-18, lø.-sø. 12-18, 3.50 €, handicapvenlig, tlf.291 229 761, www.culturede.com
Bymuseet burde hedde Naturhistorisk Museum, da det indeholder konserverede fugle, fisk, pattedyr og insekter, fundet på og omkring Madeira-øgruppen. Der er også en geologisk afdeling med bl.a. forsteninger fra Porto Santo og et mindre, men spændende akvarium (15 tanke) i stueetagen..
Museet er indrettet på 2. sal i det elegante Palácio de São Pedro (1700-tallet), der tilhørte den rige grev Carvalhal.
Vsa. museet, i nr. 31A, er Centro de Educação Ambiental, miljøcenter, ned mange aktiviteter og have med duft- og lægeplanter
Casa-Museu Frederico de Freitas, Calçada de Santa Clara 7, åbent ti.-lø. 10-12.30 og 14-17.30, sø. 10-12.30 (kun azulejos), 2.50 €, handicapvenlig, tlf.291 220 570, www.culturede.com
Madeiras mest elegante museum indeholder en utrolig samling dekorativ kunst. Samleren Frederico de Freitas (1894-1978) var en vellidt advokat og en stor personlighed. I flere end 40 år havde han boet til leje i dette hus, og fire dage før han døde, testamenterede han hele samlingen til øen. Huset blev købt af staten, og hans samling kunne forblive, hvor den var.
Selve huset er også interessant. Det er fra omkring 1700, og udvidelser og ombygninger har fulgt tidens smag og stil, romantisk, orientalsk, art nouveau etc.
De smukke stuer er fyldt med hans samlinger af antikke møbler, orientalske tæpper, porcelæn, sølvtøj, keramik, tekander og samovarer, religiøse skulpturer (bl.a. en samling Santa Clara’er og relikviefigurer), oratorier (skabsaltre), »beholdere til flydende indhold«, som han kaldte sin samling på 2000 krus, krukker, kander og glas samt flere hundrede værdifulde akvareller, tegninger og gamle stik af Madeira på skiftende udstillinger.
En udsøgt samling azulejos, persiske, tyrkiske, mudéjar, hollandske og portugisiske fra 1300-tallet til 1930'erne har fået sin egen moderne tilbygning.
Den højt hævede have har casinha de prazer, lysthus, og vinpergola.
Museet er så smukt indrettet, at salig Frederico formentlig ville sige: »Netop sådan havde jeg tænkt mig det!«
Convento de Santa Clara, Calçada de Santa Clara 15, åbent ma.-lø. 10-12 og 15-17, sø.10-12, 2 €, ring på klokken, messe i kirken kl. 8, sø. 9, tlf.291 742 602, www.culturede.com
Klarisserklostret er opført i 1492 af Zarcos søn João Gonçalves da Câmara og siden udvidet omkring Capela de Nossa Senhora da Conceição, nok øens første kirke, som Zarco lod opføre. Klostret voksede hurtigt både i nonneantal (130) og økonomisk. Det ejede flere end 100 ejendomme, som det tjente styrtende på ved at leje ud – og blev et »holdent« kloster.
Nonnerne var berømte for deres kogekunst og kandiserede frugter. I 1566 blev klostret angrebet af franske korsarer, og nonnerne flygtede for en tid til den dengang næsten utilgængelige Curral das Freiras, Nonnernes Dal (se: kap 3). Da en tysk undervandsbåd den 12. dec. 1917 bombarderede Funchal, blev klosterkirken delvis ødelagt. En del af menigheden og præsten, der var midt i messen, omkom.
Over indgangen til klostret ses franciskanernes tegn, og klokketårnets tag er belagt med azulejos fra omkring år 1600.
Inde i klostret ses azulejos med São Francisco og Santa Clara fra byens nedlagte franciskanerkloster, oratorier (malet af klarissernonner) og privatkapeller med smukt udskårne døre. Kun to af de oprindeligt 17 eksisterer i dag. I en klostergang ligger en gravsten: Her hviler Dona Constança, som grundlagde klostret, og Dona Isabel, som var dets første abbedisse (begge Zarcos børnebørn).
Helt specielt er det lille Capela de São Domingos, der er foret med polykrome azulejos og har et talha dourada-alter (1650), fyldt med englehoveder, og et maleri, der forestiller helgenen São Gonçalo de Amarante. I klostergården har nonnerne (i dag 20 franciskanske Mariamissionærer (grundlagt i 1877 af Maria da Paixão, klarisserne sluttede i 1890) børnehave – 250 børn fra alle sociale lag.
I Coro de Baixo, kirkens nedre kor, hvortil nonnerne havde direkte adgang fra klostret, er de 50 korstole dekoreret med keruber – abbedissens med kronet kerub – og alle har misericórdias (»numsestøtter«). En speciel fritstående og smukt udskåret stol (1736) er til bispebesøg. Her ses også en kopi af Zarcos sarkofag, der stod i kirken over hans grav samt flisegulv fra 1400-tallet
I Coro de Cima, det øvre kor, ligger, som i det nedre kor, enestående mudéjar azulejos (1400-tallet) i gulvet. På væggene indrammer englepaneler de mange malerier og kassetteloftet er i mudéjarstil. Her er en fin samling træskulpturer og terracottafigurer fra de ødelagte privatkapeller.
I den gotiske klostergård er bl.a. Capela da Ressurreição, Opstandelseskapellet, fra 1600-tallet foret med henrivende azulejos med kameliamotiv og smukt malede døre med blomstermotiv, der gentages i loftet – og med musicerende engle.
Klosterkirken, Igreja de Nossa Senhora da Conceição, har et yderst smukt malet loft med blomster og arabesker, og dens mure er fra gulv til loft dækket af polykrome azulejos og med trompe l’oeil-vinduer (»snydevinduer«) fra 1667. På altret står et prægtigt sølvtabernakel (1671) samt en custodia (monstrans), som var det eneste nonnerne tog med sig, da de flygtede til deres dal. Over højaltret hænger en kopi af et maleri med Nossa Senhora da Conceição, der blev ødelagt under bombardementet i 1917. Gennem gitteret th. modtog nonnerne alterbrødet. I gulvet foran altret ligger Zarco, hans kone og søn og flere af øens første guvernører begravet.
I en niche bag i kirken hviler Zarcos svigersøn, Martim Mendes de Vasconcelos (d. 1493) i en sarkofag bevogtet af ulve. Gennem gitteret ind til korene fulgte klarisserne messen. De havde en streng klausur (adgangsforbud) og måtte ikke forlade klostret.
Quinta das Cruzes, Calçada do Pico 1, åbent ti.-lø. 10-12.30 og 14-17.30, 2.50 €, sø. 10-13 gratis, parken m. café åben ma.-lø.10-17.30, sø.10-14, tlf.291 740 670, www.museuquintadascruzes.com
Quintaen skal have tilhørt Zarco og hans søn, der opførte et beskedent hus. Herresædet, man ser i dag, er restaureret og udvidet efter jordskælvet i 1748; men indgangsarkaden i rød madeirasten, vinduesrammer og kapellet, der ligger ud mod
Largo das Cruzes, er fra 1692, da det var vinhandlerfamilien Lomelinos ejendom. I 1953 blev bygningen omdannet til museum – og med en »arkæologisk« og eksotisk park med orkidé-væksthus.
Museet rummer antikke møbler, malerier, kinesisk porcelæn, og i kælderen fine mudéjar azulejos fra 1200 til 1700-tallet, sukkerkassemøbler og judaica (jødiske kulturgenstande) i sølv: hannukiastager, urtetårne, pegefingre til bibellæsning m.m.
Bemærk især:
Sal 1: i loftet Lomelinos våbenskjold
Sal 3: Cabo Girão malt af både danske Lauritz Holst (1848-1934) og norske Johan Fredrik Eckersberg (1822-70), der i 1852-54 opholdt sig på Madeira pga. en lungesygdom. Den danske maler August Plum (1815-1876) står for maleriet af en syditaliensk markedsplads, men middelhavsatmosfære, folkedragter og baggrundslandskab fik folk til at tro, at det var Madeira – alle tre malerier hænger på samme væg.
Sal 4: pragtfuldt rejsealter, hvor bispens underkrop åbnes til trefløjet altertavle
Sal 11: portræt af Marquês de Pombal
Sal 12: skabe fremstillet af sukkerkasser samt flamske træskulpturer fra 1500-tallet
Parken er tilsvarende smuk. Blandt eksotiske blomster og træer er udstillet arkæologiske genstande, som nu er reddet fra fortabelse og glemsel. Her kan man studere udviklingen af Portugals våbenskjold gennem tiderne – og det brasilianske – samt vievandskar, kors og gravsten. Nr. 12 menes at tilhøre Henrique Alemão (se: Let læsning, Navne). Midt i, som en knækket søjle, står resterne af Funchals pelourinho. Den var opstillet på Largo do Pelourinho, hvor der i dag står en kopi.
På en græsplæne (der må betrædes), står parkens pryd: to mageløse manuelinske basaltvinduer (1507) med knuder, reb, dyr (løver), franske liljer m.m. Man mener, at de er fra en bygning i Zona Velha.
I Capela de Nossa Senhora da Piedade (1692) er Urbano Lomelinos marmorsarkofag anbragt i en yderst smuk manuelinsk niche.
Sukkerkassemøbler: I 1600-tallet fremstillede madeiranerne møbler af sukkerkasser. Pakkasserne, caixas de açucar, var udført i lokalt træ som ceder, madeira-mahogni (vinhático) og laurbær-stinktræ (til) og blev benyttet til at transportere sukker (formet som kegler, pães de açucar = sukkerbrød) til bl.a. Flandern. I slutningen af 1500-tallet faldt øens sukkerproduktion, og billigt brasiliansk sukker kom på det internationale marked. Madeira importerede sukker og eksporterede en del videre. (Madeira havde brug for sukker til kandiserede frugter, der blev en hel »industri«). Man fremstillede også møbler af de brasilianske sukkerkasser i ægte mahogni.
Rua das Cruzes (syd for museet) fører til Largo das Cruzes med yndige azulejosbænke og en herlig panoramaudsigt – bemærk den Anglikanske Kirke og havnen.
Over for museet ligger:
Universo de Memórias - João Carlos Abreu, åbent ti.-lø.10-17, sø.10-12, 4 €, tehus, tlf.291 225 122, www.universodememorias.com
Udstillingen viser, hvad ét menneske, den tidligere turistminister, kan samle af rejsesouvenirs, hyrdefigurer, stokke, heste fra Tangdynasti til Dalarne, ure, smykker – og 1000 slips samt fadodivaen, Amálias, sorte kjole.
Fortaleza de São João Baptista do Pico, Calçada do Pico/Rua do Castelo, åbent dgl. 8-18
En stejl, stejl vej fører op til fortet, der ligger 111 m o.h. Tag evt. en taxa op og gå ned!
Klarisserne havde i 1500-tallet i deres Quinta do Pico en akvædukt, der gav rigeligt med vand, og overlod en del til jesuitterne. Da de spanske soldater under besættelsen havde problemer med jesuitterne, beordrede Filipe 3. (den 4. i Spanien) i 1602 fortet opført dér, hvor jesuitterne havde deres quinta. Ved indgangen til fortet ses det eneste, der er tilbage af den pragtfulde quinta – dens portal (th.)
I august 1943 blev fortet lukket og erklæret bevaringsværdigt. I dag er ydermuren bevaret, men det indre er et moderne marinehovedkvarter. Man er velkommen til at nyde den storslåede udsigt over byens tage, havn og hav.
Capela das Almas Pobres, Travessa das Capuchinhas 13
De stakkels sjæles kapel er delvist hugget ind i klippevæggen. Det blev indviet i 1781 og har som flere af øens kapeller en religiøs legende knyttet til sig: Med ryggen op ad den klippevæg, som kapellet senere blev hugget ind i, stod aften efter aften en mand, der vidste, at hans argeste fjende ville passere forbi. Han ville slå ham ihjel, men fik det aldrig gjort, fordi denne altid var i selskab med andre, når han passerede. Da den mand, der skulle dræbes, til sidst hørte om mordplanen, blev han meget forundret. Han havde nemlig ganske rigtigt passeret stedet hver aften, men altid alene. Deraf udledte man, at det var sjæle fra Skærsilden, der, uden at manden selv vidste det, havde beskyttet ham ved at gøre ham følgeskab forbi det livsfarlige sted. Som tak opførtes Capela das Almas Pobres.
En lille blå azulejo over døren viser de stakkels sjæle i Skærsildens flammer og bogstaverne PNAM = Padre Nosso, Ave Maria, en ydmyg bøn (for sjælene).
På altret i dette, sikkert verdens mindste kapel, hænger et maleri af sjælene i Skærsilden, flankeret af Santa Clara og São Francisco.
© Nina Jalser
