Geografi
Madeira er ikke blot en ø men et helt lille øhav, Arquipéla da Madeira. Det ligger ude i Atlanterhavet og hører geografisk til Afrika, men politisk til Europa. Øerne er en del af Makaronesien. Det smukke ord, Macaronésia (gr. Macarion + nesoi, lykkelige øer), blev brugt første gang i 1800-tallet af en engelsk botaniker og geolog, Phillip Webb, om øgrupperne Açorerne, Madeira, Canarie og Cabo Verde, for – takket være et stabilt oceanisk klima – overlevede her nogle sande naturrelikvier, fx laurbærskov, som i resten af Europa gik tabt i istiden.
Ilha da Madeira
Hovedøen Ilha da Madeira (træø) er 57 km lang, 22 km på det bredeste sted og 741 km2. Den ligger 900 km sydvest for Portugals fastland, 650 km vest for Marokko og 1300 km øst for Açorerne.
For mere end 35 mio. år siden opstod Madeira (Porto Santo og Desertas) ved et undersøisk vulkanudbrud, og den er toppen af en 6,5 km høj kegle, der rejser sig fra Atlanterhavets dybder. Af lava dannedes imponerende bjerge, der blev dækket af tæt skov og frodige planter. I dag er der ingen vulkansk aktivitet i Madeiraområdet. I havet omkring øen ligger en ca. to km bred »hylde« på relativt lavt vand – derfra går havets dybde pludseligt stejlt ned til fire km – og Atlanterhavets bund!
På langs af øen strækker sig en bjergryg med, mod øst, Madeiras højeste bjerge: Pico Ruivo (1861 m), Pico das Torres (1851 m) og Pico do Areeiro (1810 m) og mod vest et ca. 1600 m højt plateau, Paúl da Serra. Floder og bække har eroderet dybe, frodige dale, der strækker sig mod kysten. Den mest markante dal gennemskærer øen på tværs, fra São Vicente til Ribeira Brava. Nordkysten falder brat og utilgængeligt ned til havet, og vandfald fosser ud af klippevæggen. Mellem klipperne er der flere steder naturskabte svømmebassiner, der kan afhjælpe Madeiras manglende sandstrande.
Porto Santo
Den næststørste ø, Porto Santo (hellig havn), er 13 km lang, op til 6 km bred og 42,17 km2. Den ligger, omgivet af adskillige ubeboede øer, 50 km nordøst for Madeira. Øen er mere flad end Madeira, højeste punkt er Pico do Facho (517 m). Langs sydkysten strækker sig en 9 km lang, gylden og indbydende sandstrand, hvorimod nordkysten er ugæstfri med stejle, forrevne klipper.
Ilhas Desertas
Ilhas Desertas (øde/forladte øer) ligger ca. 20 km sydøst for Madeira og er en del af Sydøstmadeiras havpanorama, hvor de ligger smukt i horisonten. De består af tre vandløse og ubeboede øer: Ilhéu Chão, Deserta Grande og Búgio, som tilsammen er 14,24 km2. Den midterste ø hæver sig stejlt til 478 m. Øerne blev i 1990 naturreservat.
Ilhas Selvagens
Ilhas Selvagens (vilde øer) ligger 280 km syd for Madeira og 165 km nord for De Canariske Øer. De består af øerne Selvagem Grande, Selvagem Pequena, Ilhéu de Fora samt en hel del klippeskær. De ubeboede, fredede klippeøer udgør tilsammen 2,69 km2 og højeste punkt er 136 m.
Klima
Madeira har måske verdens bedste klima. Det er behageligt om vinteren, men endnu bedre om sommeren – og aldrig for varmt som i Sydeuropa. Øerne har subtropisk klima. En udløber fra Golfstrømmen, Canariestrømmen, giver jævn varme i havet året rundt, og nordøstpassaten bringer regn.
Madeira har to forskellige klimaer, ét på nordsiden og et andet på sydsiden. Nordøstpassatens fugtighed preller af mod de næsten 2000 m høje bjergtoppe, der ligger i forlængelse af hinanden øst/vest på langs af øen. Derved afgives regn på nordsiden og i bjergene. Samtidig opvarmes sydsiden kraftigt af solen. Det giver nogle opadgående luftstrømme, der ofte standser skyerne, inden de når ind over sydsiden af øen. Når den varme luft strømmer opad, gøres der plads til en mild, frisk brise, som kommer ind fra havet. Det er bl.a. dette, der bevirker, at Funchal er et behageligt sted at være selv i den varmeste sommertid.
Ikke al regn afgives, inden den når sydkysten. Året rundt, især i vinterhalvåret, kommer der en del regn, også i Funchal. Det sker dog mest som korte byger, der ofte falder om natten eller i de tidlige morgentimer.
Jo højere man fra kysten kommer op i bjergene, jo koldere bliver det. For hver 150 m falder temperaturen ca. 1o, og om vinteren falder der undertiden sne på Madeiras højeste bjerge, men den forsvinder hurtigt.
I juni ligger der ofte et skydække, capacete (styrthjelm), over Madeiras højder. Især om sommeren, blæser af og til den tørre, hede Leste, en kraftig sydøstenvind, fra Afrika. Den kan, for en kort tid, tvinge temperaturen op på 30° og endda bringe sand fra Sahara! Alt dækkes af et fint lag gult støv. (Leste varer altid et ulige antal dage).
I juni-september falder der næsten ingen regn. Den årlige nedbørsmængde varierer fra 640 mm i Funchal til 2960 mm på Pico do Areeiro og 350 mm på Porto Santo. Den regn, der kun falder i bjergene, går ikke tabt. Allerede omkring år 1500 begyndte man at bygge levadaer, vandingskanaler til regnvandet fra bjergene. Vandet føres ned ad sydskråningerne i et kanalsystem, der er mere end 2000 km langt. Takket være disse levadaer har Madeiras opdyrkede terrasser rigeligt vand året rundt.
Porto Santo har ingen bjerge til at samle regnskyer og har derfor et mere tørt klima. I perioder, især i sommerhalvåret, kan der være vandmangel, der dog afhjælpes af et afsaltningsværk.
Temperaturerne i havet omkring Madeira og Porto Santo holder sig endnu mere konstant end lufttemperaturen. Om sommeren har havvandet næsten samme temperatur som luftens gennemsnitstemperatur, men i vinterhalvåret ligger den et par grader højere, og den kommer sjældent ned under 17°, hvilket betyder, at skandinaver kan bade året rundt. Madeiranere og portosantoere er mere kuldskære!
Natur
20 % af Madeira er dækket af skov, og 70% af Madeira-øgruppen er i dag naturreservat og beskyttet af Parque Natural da Madeira (grundlagt i 1982).
Plantelivet
Laurissilva, laurbærskov, der i 1419 dækkede store dele af Madeira, findes idag vildtvoksende på nordkysten, især langs Ribeira da Janela og Seixal samt på østdelen ved Ribeiro Frio. Det er Jordens største laurissilva-område og dækker 15.000 ha i en højde fra 200-1300 m o.h. og er ret fugtige. Disse skove blev i dec. 1999 af UNESCO klassificeret som verdens naturarv. For 20 mio. år siden dækkede denne slags skov store dele af Europa. De forsvandt under den sidste istid, men overlevede i Makaronesien takket være Atlanterhavets gavnlige virkning.
Nye skove er plantet, bl.a. açorisk laurbær (laureiro, Laurus azorica), stinklaurbær (til, Ocotea foetens), Madeira-mahogni (vinhático, Persea indica), strandfyr, douglasgran, kryptomeria, cypres, ægte kastanje, akacie samt eucalyptus, der er hurtigtvoksende og vandkrævende.
Madeira er i dag ét stort drivhus for subtropiske og tropiske planter fra alle verdensdele. Her kan alt gro! Mange eksotiske planter blev indført i 1700-tallet af velhavende, engelske vinhandlere, der skulle overgå hinanden med blomstrende rariteter i deres store quintas. Andre er kommet til som frø med trækfugle. Øerne har en usædvanlig rigdom af endemiske plantearter, dvs. arter, der kun vokser på dette sted, ca. 120, bl.a. Madeira-viol (Viola madeirensis) og en blåblomstrende slangehovedart Massaroco, »Madeiras stolthed« (Echium candicans), der også findes på Porto Santo!
Vandrige klippesider er dækket af »tæpper« af mos og bregner så høje som træer. (Der er flere end 70 bregnearter).
Hele året er der planter, der blomstrer. Den ene plantes blomstring afløser den anden (og nogle blomstrer altid): hibiscus, julestjerne, bougainvillea, akacie, skærmlilje, belladonna, levkøj, storkenæb, kamelie, begonie, nerie, lampepudser og mange andre. Dertil kommer philodendron fra Mexico, fra Argentina jacarandatræet (der som allétræ, i forsommeren, lægger et lyslilla slør over Avenida do Infante og Avenida Arriaga i Funchal), coraltræet fra Brasilien, drageblodstræet, trompettræet og amaryllis fra det tropiske Afrika, agaver og kaktus fra Syd- og Mellemamerika, forskellige kalla-arter, hortensia (der i eftersommeren danner meterhøje, farvestrålende hække langs landevejene), strelitzia (paradisfugleblomst) og talrige orkidéarter.
Det er især strelitzia, orkidé og flamingoblomst der dominerer blomstermarkedet i Funchal. Disse blomster kan leveres året rundt fra friland eller drivhus. På Madeira vokser orkidéarter fra hele kloden – fra Himalaya over det tropiske Afrika til Sydamerika. De har som mange hundrede andre planter fundet ideelle vækstbetingelser på den gamle vulkanø i Atlanten.
En trussel er fakkelplanten, roca-a-velha (Hedychium gardnerianum), indført som prydplante fra Himalaya, en næsten to meter høj plante med smuk gul blomsterstand (der giver 1000 frø!) og sød nektar; men med kæmpe rodknolde. Den breder sig aggressivt og uhæmmet på øen og kvæler alt andet. Den sælges endda på markeder – men la’ vær’ – du bliver uvenner med din nabo!
Af nytteplanter kan nævnes hvede, majs, bananplanter, vinstokke, sukkerrør og søde kartofler. På markedet i Funchal kan man få et overblik over de frugter, der findes på øen, fx diverse citrusfrugter, banan, æble og pære, avocado, passionsfrugt, japansk mispel, mango og papayafrugt, der fremkommer i toppen af et 5-6 m højt træ. Der er annona/cherimoja, der ligner en håndgranat. Den er på størrelse med en pære og smager lækkert.
Efter vinstokken er bananplanten den vigtigste plante for øen. Den er flerårig og beslægtet med strelitzia, (hvad man især kan se ved sammenligning med kæmpestrelitzia). Den kan blive 2-3 m høj i løbet af et år. Når den har båret frugt, hugges den ned til roden, og et nyt rodskud vokser op. Bladene og den bløde stamme af den nedhuggede bananplante bruges derefter til kreaturfoder.
Der er en del usædvanlige planter, fx agurketræet, der bærer lange, ovale frugter, som hænger i lange, tynde stængler under grenene. Kapoktræets farvestrålende blomster forvandler sig til store frøkapsler. Hen på foråret er kapslerne indtørrede og revner med et hørligt knald, og de brune frø daler ned, båret af fjerlet kapok, som man tidligere brugte til at stoppe i puder og madrasser. Af frøene udvinder man en olie, der bruges til madolie og til sæbefremstilling.
Fønikspalmer giver parker, pladser og veje en eksotisk indramning. Den kaldes også kanarisk dadelpalme (men dadlerne er uspiselige), og den trives fint på både Madeira og Porto Santo.
Dyrelivet
Af vilde pattedyr er vildkanin den mest udbredte. Den siges at være kommet til øen med de første indvandrere.
Der findes ingen farlige krybdyr, og ikke en eneste slange, men det vrimler med små, vævre Madeira-firben (Lacerta dugesii), som næsten er tamme. De er ikke vellidt, da de anretter skade i vinmarker og frugtplantager; men de er endemiske og var her først! Desuden kan man møde knæler, løvfrø og grøn frø.
200 forskellige fuglearter (heraf 40 ynglende, resten er på træk) holder til på øerne, bl.a. Kuhls skråpe, musvåge og en del nordiske trækfugle. Der findes også endemiske arter, fx langtået due/laurbærdue (Columba trocaz, en truet art, kun ca. 2700 lever i laurbærskoven) samt nogle fuglearter, som kun lever på De Canariske Øer og Madeira, heriblandt kanariefugl, kanarisk piber og madeira stormsvale (Pterodroma madeira).
Af øernes 700 insektarter er adskillige endemiske. Ganske karakteristisk er de fleste uden vinger eller kun forsynet med vinger, der er så svage, at de ikke kan bruges til flyvning. Heldigvis er hverken Madeira eller Porto Santo plaget af myg eller andre for mennesket ubehagelige insekter. I stedet kan man nyde humlebi, tusindben og 16 arter af smukke sommerfugle.
I havet omkring øerne lever flere end 100 arter af spiselige fisk og havdyr. De vigtigste er: »madeira-specialiteten«, den velsmagende dybhavsfisk, espada preta, sort »kårdefisk« (Aphanopus carbo, som kun findes her, ved Sesimbra og Peniche på fastlandet og i havet omkring Japan) og forskellige tunarter; men også sværdfisk, papegøjefisk, cherne (en slags aborre), hestemakrel, blæksprutter og specialiteten lapas (albueskæl) samt ørred i dambrug og bække.
Natur- og miljøbeskyttelse prioriteres højt. Der udføres et stort arbejde med at bevare og udvikle Madeiras sjældne plante- og fugleliv. Flere miljøorganisationer har projekter i gang og reklamerer for mindre affald, større genbrug og genanvendelse. Mange steder snurrer moderne vindmøller og flere nye vandrensningsanlæg er under opførelse. Også skoler og medier yder en stor indsats for at gøre befolkningen – og turister - miljøbevidste.
© Nina Jalser
Madeira er ikke blot en ø men et helt lille øhav, Arquipéla da Madeira. Det ligger ude i Atlanterhavet og hører geografisk til Afrika, men politisk til Europa. Øerne er en del af Makaronesien. Det smukke ord, Macaronésia (gr. Macarion + nesoi, lykkelige øer), blev brugt første gang i 1800-tallet af en engelsk botaniker og geolog, Phillip Webb, om øgrupperne Açorerne, Madeira, Canarie og Cabo Verde, for – takket være et stabilt oceanisk klima – overlevede her nogle sande naturrelikvier, fx laurbærskov, som i resten af Europa gik tabt i istiden.
Ilha da Madeira
Hovedøen Ilha da Madeira (træø) er 57 km lang, 22 km på det bredeste sted og 741 km2. Den ligger 900 km sydvest for Portugals fastland, 650 km vest for Marokko og 1300 km øst for Açorerne.
For mere end 35 mio. år siden opstod Madeira (Porto Santo og Desertas) ved et undersøisk vulkanudbrud, og den er toppen af en 6,5 km høj kegle, der rejser sig fra Atlanterhavets dybder. Af lava dannedes imponerende bjerge, der blev dækket af tæt skov og frodige planter. I dag er der ingen vulkansk aktivitet i Madeiraområdet. I havet omkring øen ligger en ca. to km bred »hylde« på relativt lavt vand – derfra går havets dybde pludseligt stejlt ned til fire km – og Atlanterhavets bund!
På langs af øen strækker sig en bjergryg med, mod øst, Madeiras højeste bjerge: Pico Ruivo (1861 m), Pico das Torres (1851 m) og Pico do Areeiro (1810 m) og mod vest et ca. 1600 m højt plateau, Paúl da Serra. Floder og bække har eroderet dybe, frodige dale, der strækker sig mod kysten. Den mest markante dal gennemskærer øen på tværs, fra São Vicente til Ribeira Brava. Nordkysten falder brat og utilgængeligt ned til havet, og vandfald fosser ud af klippevæggen. Mellem klipperne er der flere steder naturskabte svømmebassiner, der kan afhjælpe Madeiras manglende sandstrande.
Porto Santo
Den næststørste ø, Porto Santo (hellig havn), er 13 km lang, op til 6 km bred og 42,17 km2. Den ligger, omgivet af adskillige ubeboede øer, 50 km nordøst for Madeira. Øen er mere flad end Madeira, højeste punkt er Pico do Facho (517 m). Langs sydkysten strækker sig en 9 km lang, gylden og indbydende sandstrand, hvorimod nordkysten er ugæstfri med stejle, forrevne klipper.
Ilhas Desertas
Ilhas Desertas (øde/forladte øer) ligger ca. 20 km sydøst for Madeira og er en del af Sydøstmadeiras havpanorama, hvor de ligger smukt i horisonten. De består af tre vandløse og ubeboede øer: Ilhéu Chão, Deserta Grande og Búgio, som tilsammen er 14,24 km2. Den midterste ø hæver sig stejlt til 478 m. Øerne blev i 1990 naturreservat.
Ilhas Selvagens
Ilhas Selvagens (vilde øer) ligger 280 km syd for Madeira og 165 km nord for De Canariske Øer. De består af øerne Selvagem Grande, Selvagem Pequena, Ilhéu de Fora samt en hel del klippeskær. De ubeboede, fredede klippeøer udgør tilsammen 2,69 km2 og højeste punkt er 136 m.
Klima
Madeira har måske verdens bedste klima. Det er behageligt om vinteren, men endnu bedre om sommeren – og aldrig for varmt som i Sydeuropa. Øerne har subtropisk klima. En udløber fra Golfstrømmen, Canariestrømmen, giver jævn varme i havet året rundt, og nordøstpassaten bringer regn.
Madeira har to forskellige klimaer, ét på nordsiden og et andet på sydsiden. Nordøstpassatens fugtighed preller af mod de næsten 2000 m høje bjergtoppe, der ligger i forlængelse af hinanden øst/vest på langs af øen. Derved afgives regn på nordsiden og i bjergene. Samtidig opvarmes sydsiden kraftigt af solen. Det giver nogle opadgående luftstrømme, der ofte standser skyerne, inden de når ind over sydsiden af øen. Når den varme luft strømmer opad, gøres der plads til en mild, frisk brise, som kommer ind fra havet. Det er bl.a. dette, der bevirker, at Funchal er et behageligt sted at være selv i den varmeste sommertid.
Ikke al regn afgives, inden den når sydkysten. Året rundt, især i vinterhalvåret, kommer der en del regn, også i Funchal. Det sker dog mest som korte byger, der ofte falder om natten eller i de tidlige morgentimer.
Jo højere man fra kysten kommer op i bjergene, jo koldere bliver det. For hver 150 m falder temperaturen ca. 1o, og om vinteren falder der undertiden sne på Madeiras højeste bjerge, men den forsvinder hurtigt.
I juni ligger der ofte et skydække, capacete (styrthjelm), over Madeiras højder. Især om sommeren, blæser af og til den tørre, hede Leste, en kraftig sydøstenvind, fra Afrika. Den kan, for en kort tid, tvinge temperaturen op på 30° og endda bringe sand fra Sahara! Alt dækkes af et fint lag gult støv. (Leste varer altid et ulige antal dage).
I juni-september falder der næsten ingen regn. Den årlige nedbørsmængde varierer fra 640 mm i Funchal til 2960 mm på Pico do Areeiro og 350 mm på Porto Santo. Den regn, der kun falder i bjergene, går ikke tabt. Allerede omkring år 1500 begyndte man at bygge levadaer, vandingskanaler til regnvandet fra bjergene. Vandet føres ned ad sydskråningerne i et kanalsystem, der er mere end 2000 km langt. Takket være disse levadaer har Madeiras opdyrkede terrasser rigeligt vand året rundt.
Porto Santo har ingen bjerge til at samle regnskyer og har derfor et mere tørt klima. I perioder, især i sommerhalvåret, kan der være vandmangel, der dog afhjælpes af et afsaltningsværk.
Temperaturerne i havet omkring Madeira og Porto Santo holder sig endnu mere konstant end lufttemperaturen. Om sommeren har havvandet næsten samme temperatur som luftens gennemsnitstemperatur, men i vinterhalvåret ligger den et par grader højere, og den kommer sjældent ned under 17°, hvilket betyder, at skandinaver kan bade året rundt. Madeiranere og portosantoere er mere kuldskære!
Natur
20 % af Madeira er dækket af skov, og 70% af Madeira-øgruppen er i dag naturreservat og beskyttet af Parque Natural da Madeira (grundlagt i 1982).
Plantelivet
Laurissilva, laurbærskov, der i 1419 dækkede store dele af Madeira, findes idag vildtvoksende på nordkysten, især langs Ribeira da Janela og Seixal samt på østdelen ved Ribeiro Frio. Det er Jordens største laurissilva-område og dækker 15.000 ha i en højde fra 200-1300 m o.h. og er ret fugtige. Disse skove blev i dec. 1999 af UNESCO klassificeret som verdens naturarv. For 20 mio. år siden dækkede denne slags skov store dele af Europa. De forsvandt under den sidste istid, men overlevede i Makaronesien takket være Atlanterhavets gavnlige virkning.
Nye skove er plantet, bl.a. açorisk laurbær (laureiro, Laurus azorica), stinklaurbær (til, Ocotea foetens), Madeira-mahogni (vinhático, Persea indica), strandfyr, douglasgran, kryptomeria, cypres, ægte kastanje, akacie samt eucalyptus, der er hurtigtvoksende og vandkrævende.
Madeira er i dag ét stort drivhus for subtropiske og tropiske planter fra alle verdensdele. Her kan alt gro! Mange eksotiske planter blev indført i 1700-tallet af velhavende, engelske vinhandlere, der skulle overgå hinanden med blomstrende rariteter i deres store quintas. Andre er kommet til som frø med trækfugle. Øerne har en usædvanlig rigdom af endemiske plantearter, dvs. arter, der kun vokser på dette sted, ca. 120, bl.a. Madeira-viol (Viola madeirensis) og en blåblomstrende slangehovedart Massaroco, »Madeiras stolthed« (Echium candicans), der også findes på Porto Santo!
Vandrige klippesider er dækket af »tæpper« af mos og bregner så høje som træer. (Der er flere end 70 bregnearter).
Hele året er der planter, der blomstrer. Den ene plantes blomstring afløser den anden (og nogle blomstrer altid): hibiscus, julestjerne, bougainvillea, akacie, skærmlilje, belladonna, levkøj, storkenæb, kamelie, begonie, nerie, lampepudser og mange andre. Dertil kommer philodendron fra Mexico, fra Argentina jacarandatræet (der som allétræ, i forsommeren, lægger et lyslilla slør over Avenida do Infante og Avenida Arriaga i Funchal), coraltræet fra Brasilien, drageblodstræet, trompettræet og amaryllis fra det tropiske Afrika, agaver og kaktus fra Syd- og Mellemamerika, forskellige kalla-arter, hortensia (der i eftersommeren danner meterhøje, farvestrålende hække langs landevejene), strelitzia (paradisfugleblomst) og talrige orkidéarter.
Det er især strelitzia, orkidé og flamingoblomst der dominerer blomstermarkedet i Funchal. Disse blomster kan leveres året rundt fra friland eller drivhus. På Madeira vokser orkidéarter fra hele kloden – fra Himalaya over det tropiske Afrika til Sydamerika. De har som mange hundrede andre planter fundet ideelle vækstbetingelser på den gamle vulkanø i Atlanten.
En trussel er fakkelplanten, roca-a-velha (Hedychium gardnerianum), indført som prydplante fra Himalaya, en næsten to meter høj plante med smuk gul blomsterstand (der giver 1000 frø!) og sød nektar; men med kæmpe rodknolde. Den breder sig aggressivt og uhæmmet på øen og kvæler alt andet. Den sælges endda på markeder – men la’ vær’ – du bliver uvenner med din nabo!
Af nytteplanter kan nævnes hvede, majs, bananplanter, vinstokke, sukkerrør og søde kartofler. På markedet i Funchal kan man få et overblik over de frugter, der findes på øen, fx diverse citrusfrugter, banan, æble og pære, avocado, passionsfrugt, japansk mispel, mango og papayafrugt, der fremkommer i toppen af et 5-6 m højt træ. Der er annona/cherimoja, der ligner en håndgranat. Den er på størrelse med en pære og smager lækkert.
Efter vinstokken er bananplanten den vigtigste plante for øen. Den er flerårig og beslægtet med strelitzia, (hvad man især kan se ved sammenligning med kæmpestrelitzia). Den kan blive 2-3 m høj i løbet af et år. Når den har båret frugt, hugges den ned til roden, og et nyt rodskud vokser op. Bladene og den bløde stamme af den nedhuggede bananplante bruges derefter til kreaturfoder.
Der er en del usædvanlige planter, fx agurketræet, der bærer lange, ovale frugter, som hænger i lange, tynde stængler under grenene. Kapoktræets farvestrålende blomster forvandler sig til store frøkapsler. Hen på foråret er kapslerne indtørrede og revner med et hørligt knald, og de brune frø daler ned, båret af fjerlet kapok, som man tidligere brugte til at stoppe i puder og madrasser. Af frøene udvinder man en olie, der bruges til madolie og til sæbefremstilling.
Fønikspalmer giver parker, pladser og veje en eksotisk indramning. Den kaldes også kanarisk dadelpalme (men dadlerne er uspiselige), og den trives fint på både Madeira og Porto Santo.
Dyrelivet
Af vilde pattedyr er vildkanin den mest udbredte. Den siges at være kommet til øen med de første indvandrere.
Der findes ingen farlige krybdyr, og ikke en eneste slange, men det vrimler med små, vævre Madeira-firben (Lacerta dugesii), som næsten er tamme. De er ikke vellidt, da de anretter skade i vinmarker og frugtplantager; men de er endemiske og var her først! Desuden kan man møde knæler, løvfrø og grøn frø.
200 forskellige fuglearter (heraf 40 ynglende, resten er på træk) holder til på øerne, bl.a. Kuhls skråpe, musvåge og en del nordiske trækfugle. Der findes også endemiske arter, fx langtået due/laurbærdue (Columba trocaz, en truet art, kun ca. 2700 lever i laurbærskoven) samt nogle fuglearter, som kun lever på De Canariske Øer og Madeira, heriblandt kanariefugl, kanarisk piber og madeira stormsvale (Pterodroma madeira).
Af øernes 700 insektarter er adskillige endemiske. Ganske karakteristisk er de fleste uden vinger eller kun forsynet med vinger, der er så svage, at de ikke kan bruges til flyvning. Heldigvis er hverken Madeira eller Porto Santo plaget af myg eller andre for mennesket ubehagelige insekter. I stedet kan man nyde humlebi, tusindben og 16 arter af smukke sommerfugle.
I havet omkring øerne lever flere end 100 arter af spiselige fisk og havdyr. De vigtigste er: »madeira-specialiteten«, den velsmagende dybhavsfisk, espada preta, sort »kårdefisk« (Aphanopus carbo, som kun findes her, ved Sesimbra og Peniche på fastlandet og i havet omkring Japan) og forskellige tunarter; men også sværdfisk, papegøjefisk, cherne (en slags aborre), hestemakrel, blæksprutter og specialiteten lapas (albueskæl) samt ørred i dambrug og bække.
Natur- og miljøbeskyttelse prioriteres højt. Der udføres et stort arbejde med at bevare og udvikle Madeiras sjældne plante- og fugleliv. Flere miljøorganisationer har projekter i gang og reklamerer for mindre affald, større genbrug og genanvendelse. Mange steder snurrer moderne vindmøller og flere nye vandrensningsanlæg er under opførelse. Også skoler og medier yder en stor indsats for at gøre befolkningen – og turister - miljøbevidste.
© Nina Jalser
